05 dec 2017-opdagelser: Cosima

Foto: Mila van den Linden

Året lakker mod enden, og vi sætter fokus på et udpluk af de mange, nye musikalske bekendtskaber, vi har været så heldige at gøre os i løbet af 2017. Tag god imod en af dem: Cosima.

Med lidt under 2000 fans på facebook, er det okay, hvis du endnu ikke er én af dem; højst sandsynligt har du ikke hørt om britiske Cosima før. Det skal der dog laves om på lige præcis nu, for South London-sangerinden og sangskriveren er godt i gang med at cementere sig som en af de mest interessante, nye acts – både på hjemmebane og internationalt.

I 2016 udgav hun sit debut-mixtape South of Heaven. En samling helt igennem fantastiske sange, der primært bevæger sig i pop/soul- og R&B-spektret, men også trækker tråde til både funk, jazz og sågar klassisk musik. Med inspiration fra sangerinder som Billie Holiday, Nina Simone og Nancy Wilson, stemmer der kan få hende til at græde, synger Cosima dybtfølte sange om temaer som kærlighedens skyggesider, om depression, som debutsinglen “Had To Feel Something” handlede om, og om kropsidealer, der burde være fortid, men som i årevis har dikteret hende og hendes veninder.

“Peckham’s neo-Sade”, som magasinet NME har kaldt hende, blev hurtigt opsnappet af pladeselskabet Island Records, som også huser artister som Ariana Grande, Florence + The Machine og Hozier.

På første nummer fra South of Heaven “Wyd” får du med det samme en smag på Cosimas talent. Hendes vokal, som hun i et år har fået klassisk træning i at bruge, spænder fra det lyse, luftige og højtsvævende til det dybe, soulede og kraftfulde. Uden besvær balancerer hun hele nummeret igennem sin vokal mellem de to kontraster gennem smukke fraseringer og imponerende spring. Den underliggende produktion er drømmende og præsenterer et af Cosimas musikalske temaer: eskapisme.

Eskapisme var én af de emner, vi kom ind på, da jeg i september satte mig ned med Cosima på en lille café i Hamborg i forbindelse med showcase-festivalen Reeperbahn Festival. Temaet udspringer blandt andet fra opvæksten i London-bydelen Peckham, som hun selv beskriver som en hårdere del af London.

– Når man er i sådan nogle områder, er man tvunget til at bruge sin fantasi lidt mere. Film og musik var min vej til eskapisme, sådan: ‘Jeg har ikke rigtigt lyst til at være her, så jeg ser en film fra Brasilien,forklarer hun.

Der kommer generelt rigtig meget spændende musik ud af London for tiden, og især øst- og Sydlondon er kommet på det musikalske landkort de seneste år med et vidt spænd af genrer. Cosima peger blandt andet på den store etniske diversitet, der er i området, som en indflydelse på den mangfoldige lyd i både hendes og andre London-artisters musik.

– Alle er så blandede her, og man er konstant omringet af folk fra mange forskellige lande. Da jeg var mindre hørte mine naboer én type musik, og damen nedenunder hørte noget helt andet, så man var bare omringet af en masse forskellige lyde uden helt at være opmærksom på det. Man går ned ad gaden og hører reggae-covers af popsange fra et vindue et sted. Så man bliver mere åbensindet, fordi det er sådan, man er opvokset.

Udover eskapisme handler meget af Cosimas musik, som før nævnt, også om hendes erfaringer og holdninger til det at være kvinde. Det vil vi komme meget tættere ind på senere hen, men lad os bare starte med at sige, at hun glæder sig inderligt til den dag, en samtale som den ikke længere er nødvendig:

– Jeg tror, at alt, hvad jeg skriver om, er cementeret i det at være en kvinde, for det er det, jeg er. Og jeg tror, vi har en masse lort at tale om, og en masse lort, vi bliver nødt til at ændre på. Så det er det mest konstante tema i min sangskrivning; min version af kvindelighed, for alle har deres egen.

Processen bag South of Heaven

Jeg møder som sagt Cosima på en café. Der er fyldt indenfor, så vi må sætte os ud. Det er ret koldt, men Cosima har en stor dynejakke på, og jeg varmer mig med en kop kaffe. Mens vi taler bevæger både biler, cykler, fodgængere og alt derimellem sig forbi med retning mod den berygtede gade Reeperbahn. Normalt er den centrum for prostitution og stripklubber, men i disse dage er den samlingspunktet for de bedste nye acts, den internationale musikindustri har at byde på. Her passer Cosima jo perfekt ind.

– Jeg er en sanger fra Sydlondon, fra Peckham, og det er vist det mest cool omkring mig, siger hun ydmygt, da vi har sat os ned. Selv placerer hun sin lyd et sted mellem pop og R&B, men som nævnt finder man referencer til mange flere genrer i hendes musik. Sådan bliver det, når man hele sit liv har været besat af musik: Når man er besat af noget, er man ligeglad med, hvad det er, så længe man kan lide det. Når det kommer til musik varierer det meget, hvad det er for mig. “Hymns For Him” var en form for drum’n’bass/disco-demo, fordi jeg virkelig elsker disco.”

Selvom Cosima har fået klassisk vokal-træning, er hendes kendskab til forskellige genre-teknikker ikke rigtigt eksisterende. Hvad der gør noget til R&B og noget andet til pop er ikke altid til at pege på: “Jeg føler, at det hele udspringer fra hinanden. Meget R&B kommer fra jazz, og meget pop kommer fra R&B,” siger hun. Så for Cosima handler det ikke om at studere hver genre, men om at studere de enkelte numre, der inspirerer hende og prøve at bryde dem ned og gennemskue, hvad det er, der sker: “Hvilken type akkordprogression bliver der brugt i denne her 50’er-sang, for det lyder virkelig fedt!,” kan Cosima for eksempel spørge sig selv, når hun skaber sin musik.

Når jeg selv har lyttet til Cosimas musik og prøvet at fokusere på, hvad der sker i akkorderne, er det første begreb, der kommer til tankerne, drømmende. Der er en drømmende vibe i hendes musik, som falder i ret god tråd med temaet om eskapisme.

– Jeg ved helt sikkert, hvilke lyde, jeg godt kan lide, og hvilke akkorder, jeg kan lide. Når jeg skriver, ved jeg allerede hvilke specifikke akkorder, jeg vil have, og hvordan jeg vil have, at nummeret skal føles, forklarer hun. Det meste handler om, hvad jeg selv kan lide at lytte til, og hvad eskapisme er for mig. Det er det, jeg prøver at arbejde ud fra. Og jeg tror, at hvis man er bevidst om, hvad man godt kan lide, vil der altid være et eller andet genkendeligt, der gennemstrømmer alt, man laver, fordi det er den, man er.

Det, der gør Cosimas lyd genkendelig, det der gennemstrømmer alt hun laver, for at bruge hendes egne ord, er noget, hun selv føler sig ret sikker på opstår i studiet under produktionen.

– Da vi lavede South of Heaven mixtape var jeg i studiet med Josh (Crocker, red.) og vi var bare sådan: ‘ikke denne her guitarlyd, heller ikke denne her guitarlyd, men dén her!’, og så går man videre og spørger sig selv: ‘okay, cool – hvad vil lyde godt sammen med den’. Jeg tror, man er opmærksom på det, og selvom man ikke kan forudse, hvad der kommer ud i sidste ende, så ved man, hvad man vil have i sin lyd.

South of Heaven er produceret i samarbejde med Josh Crocker og produceren Tom Henry, men også sangskriver, producer og Frank Oceans-keyboradist Buddy Ross har en produktion på mixtapet. For Cosima er produktion noget, der sker helt “old school”, hvor hun sidder sammen med de andre og siger: ‘kan du spille det sådan her, kan du spille det en lille smule mere sådan?’, indtil hun finder en lyd, hun er tilfreds med. Hun arbejder med folk, fordi hun ved, hvad deres styrker er, og kan se en idé i til sidst at blande deres input med hendes egne visioner. For Cosima handler produktion ikke om at diktere, hvad andre skal lave, men om at bringe alles talenter i spil – så længe hun kan have det sidste ord.

– Det handler om at tage ting om bord, men altid vide, hvad man i sidste ende vil have og beskytte det, alt imens man tager kritik og andre folks idéer til sig. Nogle gange har andre en mening om noget, som er meget mere valid end min, så det handler om at vide, hvor samarbejde opstår, og vide hvornår man bliver nødt til at være selvisk. Nogle gange kan man give for meget kontrol fra sig, og andre gange kan man tage for meget kontrol til sig selv, så det handler om at finde en middelvej.

“Girls Who Get Ready”

Der er især ét nummer på South of Heaven, som på en eller anden måde har sat sig bare en lille smule bedre fast i min hukommelse end de andre. Nummeret hedder “Girls Who Get Ready”. Musikalsk er det utroligt højtflydende, men temamæssigt er det helt nede på jorden og handler meget bogstaveligt om piger, der gør sig klar inden en tur i byen. Det kan lyde banalt, men det er det langt fra. Det er hele essensen i Cosimas frustrationer over herskende kønsroller, der har domineret langt størstedelen af hendes og venindernes liv, og nummeret pustede faktisk liv i en ny selvtillid i hendes sangskrivning.

– Der var en lang periode, og det er nok meget normalt, hvor jeg kun skrev om kærlighed. Men da jeg skrev “Girls Who Get Ready”, var jeg sådan: ‘Shit, jeg kan skrive om alting!

“Girls Who Get Ready” er også en af Cosimas personlige favoritter, og betydningen i nummeret er på en måde tvedelt. Udover det direkte tema om piger, der gør sig klar, handler den også om at være i et forhold med en fyr, som kun tænder på meget perfekte piger, og som er meget verbal omkring, hvordan han kun tænder på perfekte piger. Sådan en fyr var Cosima selv i et forhold med, da hun skrev nummeret. Han ville have en lillebitte krop, perfekt hår, perfekt alting, fortæller hun. Nogle gange “dresser” hun op super feminint, og andre gange har hun uglet hår og tænker “neh…”, men pludselig møder man en fyr, som giver én lyst til at ville være det mest perfekte. Problemet, pointerer hun, er bare, at det aldrig er for én selv, men for ham.

– I min generation handlede alt, da man gik i skole, om at være tynd, vidunderlig, om at have langt glat hår. Og det er skørt! Jeg har nærmest ingen veninder, som ikke på et tidspunkt har haft en spiseforstyrrelse, eller ikke på et tidspunkt har hadet sig selv. Det er sjældent, at man møder piger som er sådan: ‘Ved du hvad, jeg er smuk, og jeg har tænkt mig at sige det højt, og jeg har tænkt mig at tro på det!’.

– Nu er jeg nået et punkt, hvor jeg siger, okay fuck det! Jeg har brugt 10 år på at hade mig selv og prøve at ændre mig selv, men for hvad? for hvem? Det føles meningsløst og selvdestruktivt, og jeg tror altid, jeg har haft lyst til at skrive en sang omkring dét. Det skete ret naturligt, og da jeg havde skrevet nummeret var det sådan: ‘Oh shit, det her er alt, hvad jeg har haft lyst til at udtrykke, det er sådan her, jeg har det.’ Det er sindssygt vigtigt at få det sagt, for jeg tror ikke, at piger bliver lært, at det er okay at elske sig selv, og det er virkelig trist. Hvis du er en pige og siger: ‘Jeg elsker mine ben, jeg elsker mit smil’, så synes andre, at du er arrogant – hvorfor?

Selvom “Girls Who Get Ready” tager et sindssygt alvorligt problem op, er en af de ting, jeg elsker ved nummeret, også en form for humoristisk billede, det fremkalder – i det mindste for mit indre blik. Jeg har selv stået med veninderne proppet foran et spejl på rad og række i dyb koncentration og med en mascara i hånden. I situationen er det ikke noget, man overhovedet tænker over, men tanken om at se sig selv udefra er ret absurd.

– Det er også en sjov ting! Det er sjovt at gøre sig klar, det er sjovt at gøre sig selv smuk og tage i byen! Og jeg synes, at det skal være sjovt, og det skal kun være sjovt! Det skal ikke handle om, at man tager en læbestift på, fordi man hader sine læber og ikke vil have, at folk i klubben skal se én for den, man er. Det skal handle om, at man hænger ud med sine venner og har det sjovt med at gøre sig til en friskere version af sig selv, samtidig med at man også elsker alt det, der er nedenunder. Det er drømmen.

Da jeg tjekkede Cosimas video ud til nummeret i forbindelse med det her interview, kunne jeg ikke lade være med også lige at kigge på nogle af kommentarerne, hun har fået på Youtube. De indikerer, at jeg ikke er den eneste, der føler et eller andet, når jeg hører nummeret. Til videoen fandt jeg blandt andet kommentarer som: “YOU ARE A FUCKING QUEEN! <3 <3 <3 on repeat forever”, “EVERYONE needs to listen this”, en mindre begejstret en: “merde, encore une féministe” (fransk for “shit, endnu en feminist), og min personlige favorit: “I can’t believe my soulmate is actually a song”. En anden youtube-bruger har kommenteret: “Love the video! Who directed/filmed it” – og sjovt du spørger random menneske på internettet! For udover at Cosima, skriver, synger og producerer sin egen musik, så har hun endnu en overraskelse gemt i sig: Et talent for at lave musikvideoer og en passion for gamle asiatiske film:

– Jeg instruerer mine egne videoer og ser generelt bare en masse japanske 30’er- og 40’er-film, og en masse gamle kinesiske film. Kinesiske 80’er og 90’er-film havde så lave budgetter, og den første video, vi lavede var med 0 budget. Så det er bare interessant at se den slags film og se, hvordan andre med lavt budget har brugt deres omgivelser i et visuelt footprint i stedet for at være sådan: ‘Omg, vi har ingen penge til den her video, så lad os bare lade være’. Jeg er lige så besat af film som af musik. Jeg plejede at bruge mine weekender på bare at se film. Jeg gik aldrig ud, jeg var bare derhjemme og så så mange film som muligt.

Spørgsmålet: »Hvordan er det at være kvinde i musikbranchen?«

Når man som journalist skal ud og tale med en artist, er det meget naturligt at have forberedt nogle spørgsmål på forhånd – som minimum som backup, hvis aristsen ikke er særlig snaksagelig. Det var ikke tilfældet med Cosima, og vores snak bredte sig til meget mere, end hvad jeg havde forberedt. Én af de problemstillinger, jeg ofte finder mig selv i, når jeg skal interviewe en kvindelig musiker, handler om, hvorvidt jeg skal spørge ind til, hvordan det er at være kvindelig musiker anno 2017 – for det er ingen hemmelighed, at det for mange har en stor betydning. Det er jeg fuldt opmærksom på, og samtidig hader jeg tanken om, at en mandlig musiker uden tøven får lov til at tale om sit håndværk, sin kunst, mens en kvindelig musiker ofte skal tale om sit køn, selvom musikken er præcist lige så vigtig for hende som for ham. Min strategi i et interview med en kvinde som Cosima er ofte ikke selv at spørge direkte ind til det, men gribe bolden, hvis hun selv kaster den op – for nogle kvinder brænder for at tage temaet op, og sætte problematikken i tale.

– Jeg hører, at mange bliver super irriteret over at blive spurgt, hvordan det er at være kvinde i musikbranchen, men jeg får ikke det spørgsmål særlig ofte, og når jeg bliver spurgt, synes jeg, det er interessant. Hvis vi vil have, at det spørgsmål ikke skal eksistere mere, bliver vi nødt til at påtale det faktum, at det bliver nødt til at eksistere nu, så vi kan forholde os til de forandringer, der er brug for. Hvis man ønsker spørgsmålet væk, kan man lade være med at stille det, men det vil stadig være en anderledes oplevelse at være kvinde i musik, så hvorfor ikke tale om det og omfavne spørgsmålet nu, så vi kan skabe forandring? Hvis vi så en dag ikke stiller spørgsmålet mere, betyder det, at vi løste problemet.

Det er ofte i det helt små, at Cosima oplever, at det er anderledes for hende end for hendes mandlige kollegaer. Når hun arbejder med mænd og har en mening om et eller andet, hun gerne vil have ændret, skal hun ofte sige det et hav af gange, før dem hun arbejder med lytter, og nogle gange må hun hive sin Manager ind, som er en mand, som så siger: ‘Hey, det er det her, hun vil have’: Du ved… jeg har prøvet at ændre det her i to uger, og nu kommer denne her fyr ind, og holdningen til det ændres på to sekunder. Så det er små ting, som det, forklarer hun.

Det er i situationer som disse, at Cosima mindes om, at der er et problem, og tilbage til, hvordan man skal forholde sig til spørgsmålet om, hvordan det er at være kvinde i musikindustrien, så handler det for Cosima om, at man finder en balance mellem, at det handler om musikken, men også er en anerkendelse af, hvor meget man har skulle kæmpe for at lave musikken og bevare kontrollen over den. Men…

– Altså… jeg kan slet ikke forstå, hvorfor vi stadig har denne her samtale. Der er mange ting, jeg ikke kan forstå, at vi stadig har behov for at tale om. Jeg ser frem til den dag, hvor jeg fortæller mine børn, at vi plejede at have denne her slags samtaler, og barnet er sådan: ‘whaat, det er skørt!’ – Jeg håber forandringen er inden for rækkevidde, siger hun fortrøstningsfuld.

Følg med i vores interviewserie “2017-opdagelser” her, hvor der løbende tilføjes nye fede acts.