06 dec Whitney: »Vil nogen fucking forstå det her?«

Foto: Sandy Kim

2016 har stået i Whitneys tegn. I januar udkom førstesinglen “No Woman”, der spredte sig som en steppebrand over det ganske internet. Singlerne “Golden Days” og “No Matter Where We Go” fulgte efter med samme effekt, og i juni kom debutalbummet Light Upon The Lake, der nu florerer på samtlige lister over årets bedste album. Vi fangede bandet til en snak et par timer inden deres udsolgte koncert i Store VEGA i november.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at også vi på redaktionen har bøjet os i støvet for guitarist Max Kakacek og den syngende trommeslager Julien Ehrlich, der tilsammen udgør kernen af Whitney og tidligere har spillet i Smith Westerns og Unknown Mortal Orchestra. Deres debutplade var et resultat af en kort, men intens skriveprocess en kold Chicago-vinter, hvor de undervejs fik opdigtet karakteren Whitney. “What would Whitney do in this situation,” spurgte de sig selv, hver gang, de sad fast i sangskrivningen, “og hvad end Whitney har gjort i de pågældende situationer, så har Whitney gjort det satans godt,” skrev vi i vores femstjernede anmeldelse af Light Upon The Lake.
Jeg møder Kakacek, Ehrlich og deres fire bandmates backstage i VEGA nogle ganske få timer inden, de skal spille i København for første gang.
Med den store hype og de mange turnéer følger også et hav af journalister, ligesom mig, der hiver og flår i drengene for at få et interview. Jeg går ud fra, at spørgsmålene hurtigt kan blive ret ensartede og forhører mig, om der er et spørgsmål, de gerne vil have, at jeg stiller dem, som de normalt ikke får lov at svare på:
Julien: Hvem er din yndlingskarakter i Gossip Girl?! Jeg tror faktisk, at jeg har fået stillet det spørgsmål før, men det er Dorota! Nej, det er Lilly.
Mig: Er der en Dorota i Gossip Girl?!
Julien: Det er Blairs barnepige. Hun er awesome. Det er hende, som alle tror vil vise sig at være Gossip Girl til sidst. Tonsvis af mennesker herovre ser det shit – det gør mig virkelig glad.
Jeg medgiver, at det godt nok er de fleste, jeg kender, der så Gossip Girl i sin tid, og skammer mig lidt over, at jeg havde glemt, at Dorota fandtes. Men spøg til side, det er trods alt et ret fornemt besøg, København har fået sig denne råkolde søndag aften i november, men det er ikke første gang, at Whitney er i Danmark. Drengene spillede i sommer på både Roskilde Festival og i Aarhus på TAPE.
– Aarhus var det fedeste! Det var en fantastisk aften. Showet gik virkelig godt, og vi udsolgte et spillested, der vist aldrig havde været udsolgt før. Og så havde vi en crazy, fucking fest bagefter. Det var fantastisk, mindes Julien.
Vi har kun lige sat os om bordet, før en kok hiver fat i drengene og siger, at der er en middag klar til dem. Det er en ret overdådig buffet, de bliver budt, og de forsikrer mig også om, at det her er en ret big deal, og ikke noget, de normalt oplever på tours. Men aftenens show i VEGA er heller ikke et helt normalt et af slagsen, for det er deres sidste på turen, efter at de har været på farten stort set lige siden, debutalbummet kom ud tilbage i juni.

Ukuelig spilleglæde og prisværdige ufuldkommenheder

Live-delen af Whitney har haft en enorm betydning lige siden, de begyndte at skrive deres musik, og meget af gruppens hype baserer sig også på deres koncerter. I et interview fra februar har Julien forklaret til NME, hvordan de i deres skriveperiode allerede efter tre numre begyndte at tænke på at turnere, og hvordan de blev nødt til at lave de her sange så fantastiske, at de havde lyst til at spille dem hver eneste aften. Jeg spørger drengene, om de stadig nyder at spille de samme sange i én uendelighed.
“Åh ja!” udbryder Julien og undskylder, at han taler med mad i munden:
– Vi har nogle musikere med os, der er dygtige nok, og har et så stort drive, at vi kan lave forskellige ting hver aften. Så vi gør det virkelig sjovt for hinanden. Der er en improvisations-session i de fleste af vores sange, siger han, mens Max tilføjer: Og alle i bandet er indforståede med, at hvis de har lyst til at ændre et eller andet, så kan de bare gøre det.
– Ja, bekræfter Julien og fortsætter: Der er aldrig en situation, hvor vi er sådan ‘Dude! du spillede ikke den del rigtigt’. Det er det helt modsatte af, hvad vi var vant til i Smith Westerns – det handlede meget mere om at rekonstruere pladen til perfektion hver eneste aften. Det, vi gør nu, er helt modsat, og det er derfor, at det fungerer.
Det er tydeligt, at det her med improvisationen betyder meget for drengene, og det er noget, de har gjort sig mange tanker om:
– På grund af den måde, vi har valgt at spille live, er der tidspunker, hvor vi laver rod i den, men det er jo det sjove ved improvisation. Der er nogle få gange, hvor man spiller fejl, men hvis du kigger på gamle optagelser af kunstnere som Jimi Hendrix, vil du opdage, at han også laver fejl hele tiden, forklarer Julien, hvorefter Max tilføjer, at højdepunkterne i Hendrix’ shows vægter meget højere, end de fejl, der kommer engang i mellem.
– Og det er noget, musik har mistet en smule af, nu hvor alt bliver lavet og spillet på computere. De der ufuldkommenheder kommer aldrig længere, siger Julien.
Drengene virker helt oprigtige, når de fortæller mig, at de aldrig er trætte af de mange nætter med koncerter. Så jeg spørger dem, om de har nogle specielle numre, de er særligt glade for at spille for tiden.
– På det seneste er jeg begyndt virkelig at elske “Light Upon The Lake”, fordi den er så udfordrende at spille, siger Julien, og Max tilføjer: Men vi er blevet ‘pretty damn good’ til at spille den.
– Ja! Og når vi spiller den godt, er det et af de stærkeste numre. Men den kan samtidig falde til jorden hvert sekund, det skulle være. I de første to minutter er det kun Max på guitar, og mig, der synger henover, forklarer Julien. Og så er der heller ingen trommer før senere hen i sangen, så når de andre i bandet skal falde ind i nummeret, er det svært, fordi rytmen er mindre tydelig, siger Max.

Nyt materiale, den unikke lyd af Whitney og fornem anerkendelse

Det er virkelig fedt, at Whitney har turneret så meget, at de, bare siden juli måned, har formået at aflægge lille Danmark visit hele tre gange nu. Men hvad med den musik, det hele drejer sig om. Har de tid til at lave mere af den?
– Ikke nok, svarer Max, der ellers har afsløret, at de faktisk er begyndt at arbejde på nyt materiale.
– Vi har fundet en lille smule tid, siger Julien og fortsætter: Så vi har skrevet den første demo, som helt sikkert bliver en del af den næste plade.
Vil I stadig basere jeres musik på denne her Whitney-karakter, spørger jeg dem om, da jeg fornemmer, at den spiller en ret stor rolle for det samlede udtryk i deres karakteristiske lyd.
– Mere eller mindre. Det bliver helt sikkert et Whitney-album, siger Julien og fortsætter: Den kommende plade vil stadig involvere en masse personlige problemer, og den første sang, vi har skrevet, handler om nogle familieproblemer, jeg har haft. Men der vil også være sange, som handler lidt mere om, hvad vi rent faktisk har oplevet det seneste år. En masse skandaler, griner han: Altså ikke nogle åbne skandaler, men bare nogle vilde nætter. Men rent lydmæssigt, vil du højst sandsynligt høre, at det er et Whitney-album efter de første ti sekunder.
Jeg tror, at der er rigtig mange, inklusivt mig selv, der er virkelig glade for at høre, at der er ny musik på vej, og at den forrygende lyd, Whitney har lagt for dagen, vil fortsætte. Og især én helt speciel mand har kastet sin kærlighed over Whitneys musik. Det er selveste Sir Elton John, og han har i The New York Times haft æren af at interviewe et af sine absolut favoritnavne fra i år. “Ingen andre lyder som det”, har han sagt om Whitney, og jeg tror, at det er den følelse, de fleste sidder med. Men var det planen fra starten ikke at måtte lyde som noget andet?
– Jeg tror mere, det handlede om, at vi bare gerne ville lyde som os selv. Vi er virkelig heldige, fordi Juliens stemme er super underlig, siger Max kynisk, hvorefter de begge griner. Det er en meget unik stemme, og måden, hans stemme kom til udtryk, var bare ikke noget, vi havde hørt før. Men det var mærkeligt. For vi havde aldrig hørt noget, der lød som Whitney før, men samtidig følte vi en form for nostalgi, som om, at vi kunne genkende det et sted fra, fortsætter han.
– Hvad angår alt det her ‘intet lyder som os’, så er det noget, der virkelig freakede os ud i en periode. Da vi stadig ventede på, at pladeselskaber skulle høre vores musik, tågede Max og jeg bare rundt frem og tilbage i lejligheden og tænkte: Vil nogen fucking forstå det her? Ingen vil kunne lide det! Vi var helt besatte af musikken, og vi havde lagt sådan et stort arbejde i de her sange, mindes Julien.
– Præcis! siger Max og fortsætter: Man ved aldrig, om folk vil forstå det, eller om de er ligeglade. Det var også lidt svært, fordi Julien er en syngende trommeslager, og i en lang periode var der ingen, ikke engang Secretly (Secretly Canadian, deres pladeselskab, red.), der ville signe os, fordi vores frontmand sad bag trommekittet. Men nu er det en god ting!
Det føles generelt som om, at det meste musik for tiden brygger på nogenlunde ens opskrifter, og selvom meget af 2016’s musik har været godt produceret og fint fremført, så har det virket meget som…
– … det samme, bekræfter Max mig i.
– Vi kommer ikke til, siger Julien og omformulerer sig: Der kommer ikke til at være synths på vores næste plade, indskyder Julien, hvorefter Max grinende afviser det blankt.
– Vi har spillet i andre bands, hvor vi har gjort som mange andre, så nu har vi prøvet, hvordan det er, og ved, hvornår det er det rigtige tidspunkt at gøre det på, men lige nu er vi bare stadig igang med at lære, hvad vores egen lyd er.
– Vi ved bare, at hvad vi har fundet, denne her lyd, som vi har kreeret, er noget, som vi faktisk kan operere indenfor i en lang periode, og dykke meget længere ned i. Vi kan dybest set skrive bedre sange ved bare at bruge, du ved, Whitney! Så det er vores mål for den næste plade. Bare at gå endnu dybere med vores sange, forklarer Julien.
Vi glæder os!