fbpx

Redaktøren: Otte album jeg har hørt på repeat i 2016

Foto: Jack Garratt // PR

I 2015 var det blandt andre Chet Faker, Oh Wonder, Bear’s Den, BØRNS og Zella Day, der kørte på repeat i mine højttalere. Nogle af dem går igen i år, dog med nye udgivelser, men der er selvfølgelig også andre navne på listen.

Jack Garratt – Phase

Jeg oplevede Jack Garratt for første gang, da han var support for Ben Howard i Falconer i november 2014 – og jeg var mere imponeret over ham end hovednavnet. Jeg havde ingen idé om, hvem han var, og der skulle lidt detektivarbejde til efterfølgende, for han stod ikke nævnt som supportnavn nogen steder. Heldigvis fandt jeg ham, og EP’erne Remnants (2014) og Synesthesiac (2015) stod i virkelig lang tid som ‘recently played’ på min Spotify profil. Der var derfor også store forventninger til debutalbummet Phase, som han slap den 19. februar i år. Så store at jeg næsten kun kunne blive skuffet. Men det skete ikke. På Remnants er det Garratts evner som
sanger og sangskriver, der er i fokus, mens der er lagt mere vægt på producerrollen på Synesthesiac. På Phase får Garratt så forenet de to i et utroligt velfungerende, musikalsk ægteskab. Jeg er helt vild med især “Weathered” og “Surprise Yourself”, som i versene er forholdsvis simple og nede i tempo, og så eksploderer i næsten gospel-lignende vokal og vilde produktioner i omkvædene. Men der er ikke et eneste nummer på pladen, som jeg ikke kan lide. Så tusind tak for dig, Jack Garratt. Og for at have givet mig et af 2016’s bedste album.

Læs vores anmeldelse af Phase her og vores interview med Jack Garratt
på NorthSide Festival 2015 her.

LANY – i loved you. (EP), make out (EP), kinda (EP) 

Okay, så jeg fandt lige ud af, at jeg havde snydt lidt på min liste sidste år og smidt Jack Garratts to førnævnte EP’er på som et ‘album’. Så nu kan I lige så godt få 2016’s ‘snyder’ med det samme. Jeg har nemlig hørt LANY‘s tre EP’er så meget, på én playliste, at jeg lidt glemmer, at det ikke er en samlet udgivelse. Jeg blev introduceret til bandet, da forsanger Paul Klein var et smut forbi København en torsdag formiddag i marts og gav et par numre hos Bitchslap Magazine, og min kærlighed til trioens drømmende elektropop er kun vokset siden da. Der er både ‘smooth’ numre, som gennembrudshittet “ILYSB”, “pinks skies” og “current location” og mere kantede tracks, som “yea, babe, no way” og “like you lots”, og jeg ved sgu ikke helt, hvordan jeg skal vælge en favorit. Men hvorfor skulle jeg egentlig også det?

Whitney – Light Upon the Lake

Jeg står i et supermarked i Oslo i starten af marts, da jeg bliver prikket på skulderen af en mørkhåret gut med kort fuldskæg og briller, som vil vide, hvor jeg har fået mit by:Larm-net fra. Vi falder i snak, og han fortæller, at han er fra Chicago og spiller på festivalen med bandet Whitney. Navnet ringer en klokke, men jeg havde ikke rigtig fået hørt musikken. Fyren, som jeg senere fandt ud af, var trompetisten Will Miller, siger, at de har deres sidste koncert i Oslo samme aften, og at jeg skal komme forbi. Men som det så ofte sker på showcase-festivaler, som den her, så nåede jeg det ikke, og det ærgrer jeg mig stadig over. For da debutpladen kom ud i juni, havde jeg svært ved at få armene ned. Hold kæft, det er godt! Heldigvis fik jeg lov til at opleve bandet på Roskilde, men det kunne sgu hav været fedt at se dem på et lille bitte venue i den norske hovedstad.

Læs også vores anmeldelse af Light Upon The Lake her.

Jarryd James – High

Da Jarryd James udgav sin debut EP sidste efterår, efterlod den mig med en lidt tom fornemmelse. Der var bestemt ikke noget galt med numrene, men det, de mest af alt gav mig, var en hungren efter mere – og noget andet. Det fik jeg så endelig i juli i år, da debutalbummet High ramte gaden. Den døsige R’n’B lyd, med næsten slæbende beats, som australieren gav os med førstesinglen “Do You Remember” finder man, heldigvis, meget mere af på pladen, for eksempel på “How Do We Make It” og “This Time (Serious Symptoms, Simple Solutions)”. Der er også tracks a la andensinglen, “Give Me Something”, hvor James skruer lidt up for tempoet, og så er der en mere ‘storslået’, poppet tendens, blandt andet på balladen “1000x”, som er en duet med newzealandske Broods. Og da jeg havde hørt pladen første gang, så var det ikke førnævnte hungren efter mere og andet, jeg sad tilbage med, men en lyst til at høre den igen. Og igen. Og igen.

HONNE – Warm On A Cold Night

Den britiske duo HONNE smed i juli deres længe ventede, for mig i hvert fald, debutalbum på gaden, og hvis man kunne lide debutsinglen “Warm On A Cold Night” (2014) eller den lækre “Someone That Loves You” (feat. Izzy Bizu), så går man ikke galt i byen med resten af pladen. Det er nemlig en ualmindeligt strømlinet plade, hvor smooth soul a la Frank Ocean og tilbagelænede R’n’B-rytmer spindes ind i et univers af samplede radiostemmer og James Blake-inspireret elektronica. Man kunne godt kritisere James Hatcher (producer) og Andy Clutterbuck (sanger og producer) for at blive lidt for ensformige, når de har valgt at tage hele 16 numre med på pladen, men det er nok egentlig det, jeg godt kan lide ved den – at jeg ved præcis, hvad jeg får. Jeg har det lidt med det her album, som jeg havde det med Oh Wonders debutalbum sidste år: Jeg sætter det på, når jeg har brug for noget, der ikke forstyrrer for meget, eller hvis jeg ikke lige ved, hvad jeg skal høre. Og hver gang bliver jeg så næsten lidt overrasket over, hvor godt det er.

Blossoms – Blossoms

De her fem unge gutter fra Manchester-forstaden Stockport er inspireret af både The Beatles, Arctic Monkeys, Oasis og ABBA, og de har fundet en musikalsk opskrift, der virker. Deres første fuldlængde album kom på gaden i starten af august, og det er blevet kåret til den bedst sælgende debut i England i år. Og det er virkelig også en lækker plade. Det var numrene “At Most a Kiss” og “Charlemagne”, der fangede min opmærksomhed, og som fik mig til at sætte bandet på vores 16 navne du skal holde øje med i 2016- liste tilbage i januar. Jeg er stadig vild med begge to, men på pladen viser de også mere bredde med for eksempel “Texia” og “Blown Rose”, som stadig er ‘poppede’, men med mindre 80’er synth, og så selvfølgelig “Blow”, som var det første nummer, de lavede som Blossoms. Og så ligger der faktisk også et ‘Extended Tracks’ album med numre fra tidligere EP’er på bandets Spotify, blandt andet den tilbagelænede “Across the Moor” og balladen for “For Evelyn”. Så der er er masser af Blossoms at gå i krig med. Heldigvis.

Læs også vores interview med bandet her.

Benjamin Francis Leftwich – After the Rain

Jeg havde allerede en idé om, hvad jeg skulle synes om det her album, før jeg hørte det. At det ville være en plade, hvor Leftwich behandler tabet af sin far, og at den ville være så hjerteskærende, at det næsten ikke ville være til at bære. Men det, der virkelig har bidt sig fast i mig, er ikke sorg og smerte, men håb og optimisme. Leftwich’ luftige vokal har en eller anden indbygget melankoli, men instrumenteringen og teksterne sætter en stor, fed streg under optimismen og troen på, at der er en ny (bedre) dag imorgen. Det er et fandens smukt album, som jeg er vendt tilbage til igen og igen – især når jeg lige har brug for at blive mindet om, at det der ikke knækker dig, gør dig stærkere.

Læs vores anmeldelse af After the Rain her og vores interview med Benjamin Francis Leftwich her.

Bear’s Den – Red Earth and Pouring Rain

Det her er næsten en genganger, men sidste år var det bandets debutplade, Islands, som var på listen. I år fulgte de op med Red Earth and Pouring Rain, og hvis jeg skal være helt ærlig, så blev jeg faktisk lidt skuffet, da jeg hørte det første gang. Jeg forventede banjo og insisterende stortromme og fik i stedet elektriske guitarer og smooth synth. Hvad fanden bilder de sig ind? Men jeg nægtede at give op, for som jeg tidligere har fortalt, så var Islands heller ikke kærlighed ved første lyt. Og ganske rigtig – jo mere jeg lyttede, des mere gik det op for mig, hvorfor jeg virkelig godt kan lide det her band. Det har ikke noget med genren at gøre. Det skyldes deres evne til at lave numre, som tryksparker mig lige i følelsesregistret. Og så er det altså heller ikke fordi, at vokalharmonierne, banjoen og trompeten, som jeg holdt så meget af på Islands, er blevet lagt helt på hylden – de har bare fået noget andet tøj på.

Læs også vores interview med Bear’s Den her.