fbpx

White Lies: Sæt pris på dine begynderfejl

Foto: Steve Gullick

Den alternative rocktrio White Lies vendte den 7. oktober tilbage med deres anmelderroste fjerde album, Friends, hvilket har ført de tre briter forbi både København og Aarhus. Vi fangede forsanger og guitarist Harry McVeigh og bassist og sangskriver Charles Cave, i timerne op til deres nær udsolgte show i Store VEGA, til en snak om gode råd og om at stå på egne ben for første gang siden debuten.

Godt at møde jer, og fedt at I har tid til en snak. Hvad har I brugt dagen på indtil videre?

Charles: Jeg har faktisk være på Louisiana, og var virkelig vild med det. Jeg har fået det anbefalet før, men de andre gange, vi har været her, har jeg ikke haft tid til at tage derhen, fordi det er lidt af en tur. Så jeg er virkelig glad for, at jeg kunne se det i dag. Det minder ikke om noget andet, det er virkelig et næsten fantastisk sted. I går tog vi allesammen til Mikkeller Bar og så Warpigs.

Harry: Ja, det var sjovt. Jeg havde en virkelig god frokost idag, men jeg kan ikke huske, hvad stedet hed…

Charles: Manfreds! Det var et virkelig, virkelig cool sted… vi gik ind ad døren, og wupti, så blendede vi bare ind med det samme [haha].

Harry: København er virkelig en god by at have en fridag i – Manfreds hed det, ja… det var virkelig lækkert. Fem retters frokost.. det er på sin vis lidt skandaløst.

Det lyder nu meget godt. Anyways, jeg har læst det interview, I har lavet for nyligt med FAULT Magazine, og jeg har tænkt mig at spørge lidt ind til det. I nævner det første show, I skulle spille på touren på Kamio i London, hvor der kun var plads til 200 mennesker. Dengang var I ikke helt sikre på, om det ville blive mere eller mindre nervepirrende af, at det var sådan et lille show. Hvordan gik det?

Charles: Det gik godt, men jeg blev virkelig nervøs omkring en time før showet. Og jeg har ellers kun været nervøs for et show én gang før, og det var ved det allerførste. Men jeg kom ved en fejl til at drikke en kop kaffe for meget nogle timer inden det her Kamio show [Harry griner]. Det var virkelig en dårlig beslutning. Jeg havde allerede drukket kaffe og tog denne her dobbelte espresso. Jeg ved ikke engang hvorfor. Jeg tror bare, at jeg kedede mig. Jeg var på en kaffebar, som også er en bogbutik, og tænkte bare at jeg ville sætte mig og kigge på de bøger, jeg havde købt, og ja, så fik jeg bare en fucking stærk kaffe.

Harry: Den fejl har jeg også lavet før, faktisk.

Charles: Jeg fortrød det sekund, jeg havde taget den. Jeg tror, at jeg pludselig blev virkelig opmærksom på, at når man spiller nye sange, er ingen af dem blevet til ‘muscle memory’ endnu. Og det her kommer til at lyde mærkeligt, for vi er musikere, og det er vores job, men man tænker pludselig over, hvad man skal spille næste gang, og hvor ens hånd skal flytte sig hen. Når det bare ligger i musklerne, som det gør nu, så spiller man bare, og så husker hænderne på en måde, hvor de har bevæget sig hen før, og så er det heldigvis ofte rigtigt. Anyways, jeg var virkelig ved siden af mig selv, men det endte med at være et super godt show.

Synes I generelt, at størrelsen på et crowd har nogen betydning for jeres shows?

Harry: Egentligt ikke. Men der er selvfølgelig stadig shows, hvor presset føles større. Sådan har jeg det med de koncerter, der bliver filmet. De er ret skræmmende. Jeg ved egentligt ikke hvorfor, for det er jo bare mennesker, der lytter med derhjemme, men presset føles bare altid større. Jeg tror, at grunden til, at vi var lidt usikre med showet på Kamio, var fordi, at vi ikke havde spillet i så lang tid, og da vi spillede de første par sange, føltes det virkelig også som om, at vi havde været væk i lang tid. Jeg var nødt til at arbejde virkelig hårdt, men efter de første numre var det sådan ‘okay, det er sådan her, det fungerer‘. Men det tager faktisk lidt tid at huske, at hvis man fucker op, betyder det i virkeligheden ikke noget. Det er en del af det at være musiker. Man kan sagtens spille sin musik på en sådan måde, at hvis man laver fejl, vil ingen bemærke det – det skal jeg bare lige huske, hvordan man gør [haha!].

Charles: Og selv hvis folk lægger mærke til en fejl, er det også lige meget. Jeg tror, at alle rockmusikere gør det. Jeg har set Metallica live og altså… Lars Ulrik… han lavede uendeligt mange fejl. Vi har også varmet op for Arcade Fire nogle gange, og første gang var der nogle af deres sange, som de bare tog om og sagde; ‘nej, stop, stop, stop, det spiller vi igen‘. Det er virkelig fedt, faktisk, når man ser det. Men når man selv står på scenen, tænker man bare ‘fuck, alle tror, at vi er komplet inkompetente‘.

Harry: Èn ting, der til gengæld er virkelig svært at godtgøre, er glemte lyrics… jeg glemmer altid mine lyrics. Minimum en gang hver koncert, glemmer jeg teksten, og så bliver jeg nødt til at gentage noget af teksten fra de forrige vers [alle griner].

Okay, så i interviewet med FAULT taler I også om god timing, hvad angår at slippe et album. I var færdige med Friends ret tidligt på året, og måtte vente virkelig længe på at offentliggøre det. Hvad er overhovedet god timing, og hvilke tanker gør I jer, inden I finder en dato for release?

Harry: Altså faktisk var timingen for det her album virkelig ringe. Der var otte store kunstnere, der udgav album den uge, og de sparkede os ligesom væk fra alt nær top 10 på albumlisten, hvilket var ærgerligt.

Charles: Vi gik ind som nummer 11.

Harry: Ja, nummer 11 lå det på – men det var ærgerligt, for når vi tidligere har udgivet vores albums, har det været virkelig god timing. Der har vi haft valgt en uge, hvor listerne var tomme, og vi strøg ind i top fem, men denne gang var vi ikke så heldige. Men jeg tror faktisk, at nummer 11 repræsenterer meget godt, hvor vores plade skulle ligge på albumlisterne.

Charles: Åh ja, det er totalt rimeligt! Vi er ikke et ‘number-one-kind-of-band’.

Harry: Men hvad angår timing, tror jeg faktisk, at det er mest op til vores label. Vi ville have været glade for at udgive albummet tidligere. Vi ville gerne have spillet festivaler henover sommeren i år, men det var albummet bare lidt for sent til. Du skal helst have det ud i januar, februar, måske marts, senest, så det missede vi. Efteråret var ligesom den næstbedste timing. Og det er også et godt tidspunkt at udgive på, for alle tager på tour nu. Du har sikkert lagt mærke til, at de fleste spillesteder overalt i Europa har en strøm af bands forbi, og det er en af grundene til, at vi ville have albummet ud nu.
Men det er virkelig hårdt at vente på at udgive sit album. Vi var virkelig hooked på bare at få det ud, fordi vi var så glade for det, og vi ville bare gerne have, at folk kunne høre det. Og så er det også hårdt, fordi man skal igennem hele systemet først, hvilket jeg egentligt ikke bryder mig særligt meget om. Man udgiver en sang, og så seks uger efter slipper man en til, og så tre uger efter sender man albummet på gaden. Vi vil meget hellere bare udgive en sang, og så slippe albummet ugen efter.

Charles: Ja! For man kan jo stadig sagtens udgive singler, selvom albummet er ude.

Harry: Ja, du kan bare sige, at alle sange er en single og udgive dem sang efter sang.

Charles: Og det er fedt, hvis de bliver spillet i radioen, og hvis de ikke gør, er det også ligemeget. Generelt altså… lad os sige, at du får 10.000 pund fra dit pladeselskab til at bruge på en musikvideo, så ville jeg bare bruge 1000 pund per video og lave ti videoer. Det ville være en meget bedre brug af pengene modsat at lave to virkelig dyre videoer. Og så kan man bare udgive alle sangene som singler. Måske vil vi gøre det næste gang…

Harry: Ja… det kommer ikke til at ske [haha]. Det ville vi aldrig få lov til, men… god tanke.

I har nævnt, at mange fortæller jer, at de synes, at Friends minder dem om jeres første album (To Lose My Life, 2009). Var det et bevidst valg, at det skulle det, eller skete det bare?

Harry: Det var helt sikkert bevidst. Det var noget, vi prøvede på i hvert fald med et par af sangene. Vi prøvede at berøre noget af den lyd og den stemning, der var på vores første album. Især med en sang som “Come On”, synes vi, at det er ret tydeligt. Da vi satte os ned for at skrive, tænkte vi bare ‘lad os prøve at skrive en sang, der lyder som den første plade‘.

Charles: Jeg tror, at vi på en måde var i den samme tankegang og stemning, som da vi skrev det første album. Selvfølgelig er vi meget ældre nu, og på mange måder ved vi bare mere om at lave musik, og skrive musik nu, men rammerne var på en måde de samme. På Friends havde vi ikke rigtigt nogen, der ventede på os. Der var intet selskab, der overhovedet bekymrede sig om, hvad vi lavede, og selv vores managere var sådan; ‘bare gør, hvad I har lyst til’. På den første plade, var der heller ikke nogen, der forventede noget af os. Vi skrev bare sange for sjov, og det var på en måde den følelse, vi havde med den nye plade.
På vores andet album [Ritual, 2011, red.) tænkte vi virkelig meget over, hvad forventningerne var til vores to’er. Hvad ville vi med den, hvad ville vi ikke med den. Vi satte et enormt pres på os selv. På det tredje album [BIG TV, 2013, red.], arbejdede vi meget tæt sammen med vores producer, Ed Buller, som vi virkelig elskede at arbejde sammen med, og som vi lærte enormt meget af. Men han blev en meget stor del af pladen og arbejdsprocessen, hvorimod det på Friends bare var Harry og jeg med vores egen agenda, der bare lavede hvad end, vi lige kunne lide. Og det var første gang siden debutpladen, at vi har arbejdet uden en producer eller en fra et pladeselskab, der siger; ‘ville det ikke være fedt, hvis I gjorde det sådan og sådan!‘. Så det kan sagtens være en af grundene til, at folk synes, at de to plader har et ens udtryk.

Vores anmelder skriver ikke om pladen, at den lyder som debuten, men han kalder Friends for den modigste plade siden debutalbummet. I nævner også selv til FAULT, at det er et mere farverigt album. Hvordan skete det?

Harry: Jeg tror, det skyldes mange ting. Det er nok lidt modigere, ja. Vi følte os i hvert fald mere modige i vores sangskrivning. Vi prøvede forskellige ting og skubbede flere ting igennem. Hvis vi fik en idé, selvom den var skør, fulgte vi den til ende. Jeg tror, det var en konsekvens af, at vi igennem sangskrivningsprocessen lyttede til virkelig meget musik. Især på dage, hvor vi manglede inspiration, kunne vi bruge tre til fire timer på bare at lytte til musik.

Charles: Ja, det giver aldrig bagslag at lytte til musik i sangskrivningsprocessen.

Harry: Vi lyttede til mange forskellige ting. Nogle gange noget virkelig mærkeligt noget. Og noget, der kunne virke mærkeligt for os, såsom virkelig mainstream pop, R’n’B eller hiphop, eller noget i den stil. Pludselig hører man noget, man virkelig godt kan lide, og så bliver det hele bare føde til at begynde at skrive. Sådan har vi altid gjort det til en vis grad, men denne gang var det en meget større del af processen. Jeg ved ikke, om det er modigere, men der er helt sikkert mere selvsikkerhed i sangskrivningen. Og det har igen også noget at gøre med, at vi var alene om processen, hvilket var virkelig dejligt. Vi fik bare givet et budget fra vores label til at lave albummet, og så gik vi igang.

Charles: Når jeg lytter til albummet nu, kan jeg næsten i hver sang pege på noget, om det er et instrument, eller en melodi, som jeg ved, at Ed Buller ville have prøvet at ændre. Eller dele, som for eksempel Allan Molder, som har mixet et par af vores albums, ikke ville have mixet så højt, eller så lavt, eller noget i den stil. Det føles godt at lytte til albummet igen og føle, at der er mere af os selv i det end på nogen anden plade. Og det har været det helt rette tidspunkt for os at lave sådan en plade.
Med det første album havde vi brug for så meget guiding. Jeg mener, vi var 18 år gamle og havde virkelig brug for, at Ed Buller sagde; ‘I er virkelig gode til at skrive sange, og jeg elsker, hvad I laver, men lad mig vise jer, hvordan man skriver et album, og lad mig vise jer, hvordan man indspiller et album‘. Vi har været meget fornuftige på de to andre plader. Vi har spurgt folk om hjælp til at gøre ting, og det er først nu, på vores fjerde plade, at vi har været selvsikre nok til at gøre det hele selv.
Det betyder ikke, at vi ikke vil arbejde med andre igen. Det tror jeg, vi vil, og vi vil sikkert alle elske at lave en plade med Ed Buller igen, men det var et godt tidspunkt for os, at gøre, hvad vi gjorde. Den respons, vi har fået indtil videre, har været så meget mere tilfredstillende end ved nogen anden plade, for vi har virkelig følelsen af nu, at vi kan klare det her selv.

Vores tid er ved at løbe ud, men kan I her på falderebet komme med et godt råd til nye bands derude? Er der noget, I ville ønske, at I havde vidst, da I lavede jeres første plade som 18-årige?

Harry: Hmm… Det er virkelig svært at give sådan et råd. Måske det, jeg skal til at sige nu, rent faktisk er et råd, men når man starter som et band, vil man bare lave en masse fejl, og man vil gøre en hel masse ting, man aldrig ville gøre nu. Men vi ville aldrig have været her, havde vi ikke begået alle de her fejl.
Når man skriver og indspiller sit første album, vil det altid være noget helt unikt, for man vil aldrig kunne fange det moment og den følelse igen. Debutpladen vil næsten altid være den mest unikke, fordi man bare ikke aner, hvad man laver. Så jeg tror, at mit råd er at sætte pris på det, og nyde det, for du kommer aldrig til at have den her følelse igen.

Charles: Jeg vil gerne give et råd, som vi ikke selv benytter os af, men det burde vi. Jeg vil gerne påstå, at det bedste tidspunkt at skrive nye sange, er lige efter et album. Selvom det føles som om, at man hellere bare vil sige; ‘okay, vi er færdige… vi har brugt et år, eller whatever, på at skrive sange’, er det nok det tidspunkt, hvor du er mest ligeglad med, hvad du laver, og det tidspunkt, hvor du vil være mest kreativ og tage flest chancer. Her vil du nok kunne komme op med noget virkelig, virkelig fedt. Så jeg vil helt sikkert sige, at når du er færdig med det første album, er dét det perfekte tidspunkt at booke dig ind i et studie i en måned og bruge endnu en måned på at skrive sange. Jeg ville blive virkelig overrasket, hvis du ikke kom op med mindst tre eller fire virkelig fede stykker musik.

Harry: Det gør vi aldrig… vi er alt for dovne.

Charles: Ja, det er vi, men jeg tror, at hvis vi havde gjort det, ville vi nok have et femte virkelig fedt album klar allerede.

Harry: Well done, Charles… Godt råd.

White Lies gav som sagt koncert om aftenen i Store VEGA. En koncert, som vores anmelder fandt noget nær fantastisk. Vi krydser fingre for, at trioen får lov at spille deres festivalkoncerter næste år, og at det selvfølgelig også vil bringe dem tilbage hertil. Læs anmeldelsen her og hør, eller genhør, førstesinglen “Take It Out On Me” fra albummet Friends her:

Tags:
Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com