fbpx

Frank Carter & the Rattlesnakes – Atlas

Foto: Sebastian Dammark
Venue: Atlas
Dato: Mandag den 10. oktober 2016

‘… og jeg som troede, hans Roskildekoncert var sindssyg’. Dette overhørte jeg, da Frank Carter & the Rattlesnakes havde afsluttet deres time-lange sæt – og jeg må give denne person ret. Magen til rockkoncert skal man lede længe efter.

Frank Carter & the Rattlesnakes – Atlas
5 / 5 Anmeldelse

Frank Carter & the Rattlesnakes var sidste gang forbi Danmark i sommer, da de optrådte på Avalon-scenen på Roskilde Festival. En koncert der var iblandt årets bedste festivalkoncerter for mit vedkommende. Og jeg var ikke den eneste med denne opfattelse. Før koncertstart kunne man rundt om i krogene høre historier om netop Roskildekoncerten fra flere i publikum – og det var klart på grund af denne vellykkede koncert, at folk var mødt op på denne våde mandag aften.

Da tonerne til James Browns “Get on Up” blev spillet ud af højtalerne, kom bandmedlemmerne ind fra højre side til en mørklagt scene. Iført det samme tøj som til førnævnte Roskildekoncert. Ind, løbende, kom dagens helt i skysovs, Frank F*cking Carter. Allerede fra start af var energiniveauet sat på 11. Setlisten startede med “Trouble” efterfulgt af nummeret “Fangs” – hvor en yderst habil moshpit blev startet. Da vi kom til tredje nummer – den nye “Lullaby” – lød ordene ‘Min scene er jeres scene. Jeres pit er min pit!,’ og hele publikumsflokken blev inviteret op på scenen. Her blev der efterfølgende sunget fødselsdagssang for bassisten, hvorefter en stor jordbærlagkage, bogstaveligt talt, blev smidt i hovedet på ham.

Herefter trådte Frank Carter ned fra scenen og sang til publikum, der stadig stod deroppe. Det skulle vise sig, at hele denne aften gik op i en højre enhed. I stedet for at være et band, der står og afvikler en setliste, fordi deres tour-manager har booket dem til det, var der her tale om et band, der nåede langt ude over scenekanten. De havde publikum i deres hule hånd (lad os bare blive enige om, at hvis han havde spurgt os om at løbe en tur rundt om bygningen, så havde vi gjort det), og blev kvitteret med dyb respekt. Da nummeret “Beautiful Death” blev fremført, satte alle i publikum sig ned på det ølflydende og klistrede gulv i komplet stilhed for at høre den smukke stripped-down version, som kun bliver spillet live.

For dem der ikke var med til koncerten, har jeg kun det her at sige: I gik glip af en af de sjoveste metalkoncerter, jeg længe har været til. Alt hvad man kunne forvente ovenpå Roskildekoncerten (og være bange for ikke ville blive indfriet), fik vi: Frank Carter, der som en kaptajn blev båret fra den ene ende af lokalet til den anden, en cirkel-pit, der fyldte HELE Atlas, og en omgang solid headbanging.

Det er svært at få alt med i denne anmeldelse. Hvis du var med til koncerten, vil du sikkert give mig ret, da der var så mange guldkorn til denne koncert – flere end der kan fortælles om. Om det er historien om Frank Carter og madforgiftningen, der gav ham “… a burning arsehole like never before”, eller om da publikum overtog mikrofonen og sang i stedet for Frank Carter under “I Hate You”, så var det her en koncert, der vil gå over i min (og nok fleres) personlige musikhistorie.