fbpx

CHINAH – Store Vega

Foto: PR
Store Vega
Torsdag den 6. oktober 2016

Den danske elektrosoul trio beviste til deres største koncert til dato, at de er et livenavn af usædvanlig høj kvalitet. Bandet skyder en mindre Danmarksturné i gang med et brag.

CHINAH – Store Vega
4.5 / 5 Anmeldelse

Det er lillefredag, og en god portion af Københavns twenty-somethings har samlet sig i Store Vega for at opleve det hypede band CHINAH. Det er trioens største koncert til dato, og det siger også en del om begejstringen for bandet, at den blev rykket fra Lille Vega, og op i en større klasse. Siden udgivelsen af minialbummet Once The Lights Are On tidligere i år, som blandt andet indeholder P6-hitsene ”Away From Me” og ”We Go Back”, har Chinah formået at blive rost af danske, såvel som udenlandske musikmedier.

Henover sommeren har de givet koncerter på både Roskilde Festival og by:Larm, og er nu klar til at indtage landets koncertsteder. CHINAH er et nyt band, men absolut ikke et urutineret band. Det viser sig også under koncerten.

CHINAH har med deres musik fundet frem til en lyd, der på en ganger genkendelig, og helt ny. I numrene er der både patosfyldt 80’er-æstetik, næsten hip-hop agtige beats, og omkvæd der næsten ville passe ind i en rock-anthem. Alt dette i rammer af alternativ soul, som kunstnere som Rhye, BANKS, og NAO har været med til at gøre stor. Det er en slags melankolsk soul musik med et fundament af elektronika, helst tilsat en skrøbelig feminin vokal.

Gennem en tåge af lilla røg træder bandet frem på scenen, til stor jubel fra publikummet, som jeg mistænker for at have drukket sig en god lille feststemning på. Den karismatiske forsangerinde Fine, med det umanerligt lange hår står midt på scenen, flankeret af Simon og Simon på hver side, den ene på keys, den anden på guitar. Lydbilledet står knivskarpt. Der er simpelthen ikke en finger at sætte på trioens tekniske kunnen. Fines vokal rammer plet hver gang, og Simon og Simon skaber atmosfæriske klangflader, der sammen med den konstante røg fra scenen slynger sig om bandet.

Sangene er fyldt med breaks, små huller i lydstrømmen, hvor man ikke helt er sikker på hvad der skal ske. Det hele er meget effektfuldt. CHINAH er et band der i usædvanlig høj grad forstår at bruge de sceniske virkemidler. Især lyssætningen er fantastisk skruet sammen. Lyset blusser op som et lyn, eller slukker som en formørkelse. Baglyset bruges også flittigt, og til tider er publikum lyst mere op end bandet. På den måde leges der med publikums forventning om musikerne som fokuspunkt. Man bliver helt fascineret af at kunne se sine medkoncertgængeres ansigter, når de nyder musikken.

CHINAH ved hvad der virker, og publikum er totalt i deres vold. Da der et godt stykke inde i koncerten for første gang gøres brug af lilla laserstråler, der skyder gennem lokalet som syntetisk nordlys, er publikums begejstring i top. Ikke desto mindre spares der herefter igen på den vilde effekt. Dette gør, at publikum vil have mere. Forventer mere.

Denne torsdag aften i Store Vega beviser CHINAH, at de er et af Danmarks bedste nye livenavne. Hele koncerten igennem stimuleres man både visuelt og musikalsk. Trioen skaber et koncertrum, hvor man både kan holde dansefest, eller stå og føle musikken helt ind i knoglerne. At jeg har valgt ikke at give koncerten den sidste halve stjerne skyldes, at jeg hellere vil spare på den. Jeg har tiltro til, at CHINAH endnu har uudnyttet potentiale, og kan udvikle sig endnu mere, både som live- og studienavn.

Tags: