fbpx

Tre koncerter vi havde optur over på Reeperbahn Festival 2016

Foto: Parcels // CaiCai

Fra den 21. til den 24. september løb den tyske festival Reeperbahn af stablen. En festival hvis primære formål er at skabe opmærksomhed om de mest lovende nye navne på den internationale musikscene. Vi ser tilbage på de tre koncerter, vi havde den største optur over.
Reeperbahn Festival, der også udbyder en lang række tilbud indenfor musikkonferencer og seminarer, havde i år navne som Blossoms, Frances, Daniel Norgren, Gold Panda og Samm Henshaw på programmet. Også en række danske navne som Alex Vargas, CHINAH, The Entrepreneurs, Palace Winter, Blondage og Live Camp-vinderne Farveblind lagde vejen forbi den berømte gade Reeperbahn i Hamborg for at spille.
Med over 400 koncerter afholdt over festivalens fire dage var det selvsagt umuligt at nå alt på programmet, men heldigvis fik vi lige præcis de fantastiske koncertøjeblikke, vi kom efter.

TOMM¥ €A$H (EE)


Okay, hvad skete der lige dér” var nogenlunde ordene, vi torsdag aften gik ud med efter ca. 20 minutter på klubben Moondoo i selskab med den estiske (ja, estiske), men engelsksprogede, rapper TOMM¥ €A$H. Han er født i 90’erne og opvokset i et russisk nabolag i hovedstaden Tallin blandt kedelige, grå betonklodslignende lejlighedskomplekser. Alligevel var TOMM¥ €A$H nok et af de mest farverige navne på programmet, og hvis du nogensinde møder nogle, der siger, at koncerten var kedelig, så ved du med sikkerhed, at de ikke var til stede. “Freak of nature” lyder åbningen til triphop-numeret “Euroz Dollaz Yeniz”, og TOMM¥ €A$H er 100% noget af det mest freakede, vi længe har set. Rapperen er slank og lidt ranglet og har groet sig en tynd lille mustache. Han ligner på ingen måde en hardcore club-rapper, men åh jo. €A$Hs performance var en eksplosion af energi og spilleglæde, og det var fuldstændig umuligt at lokalisere det spinkle korpus, der hoppede rundt på hver eneste kvadratmeter af scenen. Publikum, der bestod af sådan cirka alle typer af mennesker, var et af de mest tændte, vi var en del af under årets festival, og temperaturen i lokalet var ligeså tårnhøj som energiniveauet. Om der flyder baltisk hardcore rap og triphop ud af vores højtalere fra nu af bliver nok ikke tilfældet, men hvis TOMM¥ €A$H en skønne dag lægger vejen forbi Danmark, så kan du helt sikkert finde os i crowden.

Albin Lee Meldau (SE)


Samme aften, men i fuldstændig modsatte genre, hørte vi svenske Albin Lee Meldau synge sig så dybt ind i hjerterne på publikum, at han til et stort show lørdag aften blev udnævnt som vinder af talentprisen ANCHOR 2016. Meldau, der kommer fra den svenske by Göteborg har tidligere været en del af gruppen Magnolia, men valgte efter seks år at gå solo. Han har udgivet EP’en Lovers, der består af fire fuldstændig forrygende, dybtfølte, soulede popnumre, som han på bedste vis fremførte torsdag aften sammen med en række endnu uudgivne sange. Koncerten foregik på Imperial Theater, der til daglig rent faktisk er et teater, og Meldau og de tre meget professionelle musikere, han havde med sig, optrådte foran en stor borgkulisse. Som publikum sad man på røde, velourbeklædte klapsæder og kiggede op på scenen, fuldstændig som vi ville have gjort det, hvis vi var tilskuere til et teaterstykke. Og netop disse omgivelser passede perfekt til aftenens koncert. Ikke nok med at Albin Lee Meldau fremførte sine medrivende melodier med en knivskarp vokal, hvor hver eneste tone gik rent ind, lige hvor den skulle, så optrådte han også så teatralsk og med en så rørende indlevelse, at et teater i øjeblikket virkede som det eneste rigtige sted at befinde sig.

Parcels (AUS)


Australske Parcels var, ligesom Albin Lee Meldau, nomineret til ANCHOR 2016, men de fem unge musikeres lyd er intet lig Meldaus (eller TOMM¥ €A$Hs for den sags skyld). Parcels kommer fra det australske surferparadis Byron Bay, og selvom gutterne nu er bosat i Berlin, så oser de af varme strande, solskinsdage og havbriser. Gruppen spiller psykedelisk, funket, synth-pop krydret med grundlæggende elementer fra 80’ernes disco, og fredagens koncert på spillestedet Molotow var en ren tidsrejse tilbage til de glade dage på kulørte dansegulve. De fem australiere lignede grangiveligt også noget fra 80’erne i deres både kridhvide og farverige outfits og lange hår, der baskede rundt til alle sider, da de med høj energi spillede op til dans. Publikum mindede om én stor organisme, der i fælles ekstase lod fødderne leve deres eget liv under hele koncerten. Drengene var vanvittigt velspillende, og alt svingede overordentligt godt. Parcels har EP’en Clockscared ude, og den skal helt sikkert have et lyt eller ti. Er du dansk festivalbooker og læser med lige nu, så noter dig lige navnet, please. Parcels var det.
Vil du vide mere om Reeperbahns nye prisuddeling ANCHOR, så læs vores dækning af arrangementet her, og vil du lære vinderen Albin Lee Meldau bedre at kende, så fangede vi ham til et interview tidligere på året, som du kan finde her.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com