26 aug Jason Isbell – Tønder Festival 2016
Foto: Bo Petersen
Open Air, Tønder Festival
Torsdag den 25. august
Torsdag aften på dette års Tønder Festival stod sydstatsamerikaneren Jason Isbell for at spille op til godt humør på Open Air-scenen. Koncerten startede lidt for rutinepræget, men blev kun bedre og bedre og bød på flere små glimt af perfektion.
[rwp_box id=”0″]
Jason Isbell har inden for de sidste par år formået sig at skabe et navn for sig selv, og i hjemlandet bliver han betegnet som et af de nye håb for folk-rock. Og med melodier, som går klart hjem, beviste han her til aften, at den status er helt fortjent. Isbell laver Alabama-rock med et snært af melankoli. En af publikummerne i nærheden af mig betegnede det endda som ‘… Lynyrd Skynyrd – bare hvis de var kede af det’. Og det betegner det egentlig ret godt. Der var et sørgmodigt element over Jason Isbells musik – men som aftenen skred frem virkede det bedre og bedre.
Vi skulle hele 25 minutter ind i den 80 minutter lange koncert, før festivalstemningen for alvor meldte sig. Publikum begyndte at vrikke mere med hofterne, og solen lagde sig langsomt over trækronerne, der omringer pladsen. Numre som “Alabama Pines” og “Different Days” var fremført med en passion, som fik selv de ædru, småkedelige publikummer til at nikke anerkendende med til musikken.
Publikumstallet var ikke synderligt højt under starten af koncerten. Måske det hang sang med, at sangerinden Tina Dickow spillede samtidig – og rundt i krogene havde man i løbet af dagen kunne høre, at det var en af de koncerter, publikum så mest frem til den dag. Det virkede dog til at flere måtte gå skuffede fra Tina Dickow grundet pladsmangel, eftersom at publikumstallet hos Isbell steg eksponentielt igennem koncerten.
Alt i alt var aftenens koncert en koncert, der kun blev bedre med tiden. Desværre skulle vi et stykke ind i koncerten, før vi for alvor mærkede musikken, men hold da op. Når det derefter var perfekt, så var det perfekt. Jeg ved ikke, om det var øllene, der kom flere af indenbords, der gjorde det, eller om det var de tonerne fra Jason Isbells Les Paul – men noget skete der, eftersom de fik en ellers småkedelig anmelder til at blive til en mindre dansetrold.
