29 aug Anderson East – Tønder Festival 2016
Foto: Bo Petersen
Scene: Telt 2, Tønder Festival
Dato: Søndag den 28. august kl. 16.00
Amerikanske Anderson East spillede regnen væk og satte gang i en soulfest på Tønder Festivals sidste dag.
[rwp_box id=”0″]
Rygterne havde spredt sig rundt blandt publikum om en sensuel, sexet oplevelse, der havde fundet sted natten forinden. Amerikanske Anderson East skulle angiveligt have spillet Telt 2 om kuld med sine Robert Plant-agtige bevægelser og sin massive ryst. Klokken havde nu slået 16.00 dagen efter, og Anderson East skulle bevise for resten af Tønder Festivals publikum om dette rygte var rigtigt.
I løbet af natten var Tønder i mellemtiden druknet i vand, da et uvejr med lyn og torden ramte. Regnen skulle fortsætte det meste af dagen, så selve festivalspladsen var tyndet ud for de massive horder, der havde floreret de løbende festivalsdage forinden. Sommerkjolerne og t-shirtene var pakket væk til fordel for et potpourri af neonskrigende regnfrakker og paraplyer, og jorden, der før havde været af ren støv, var nu mudder.
Det skulle dog ikke stoppe soul-fænomenet Anderson East fra at give et pragteksempel på, hvordan man sagtens kan spille en af festivalens bedste koncerter en regnfuld søndag eftermiddag. Telt 2 startede ud halvfyldt, men blev stille og rolig fyldt op igennem koncerten. Frontfigur Michael Anderson kom gående ud på scenen med aviator-shades på og allerede fra første nummer blev der sat et højt energiniveau, der ellers også kun skulle stige undervejs.
Igennem koncerten fik vi at se, hvordan moderne soul skal fremføres. Med en fandenivoldsk energi, og en konstant sensuel vibe mellem publikum og band, kunne man næsten kun håbe på, at et band som Anderson East ville kunne spille solen frem – og hvem ville så have gættet på, de gjorde det?
Al tegn på regn og dårlig vejr forsvandt, da Anderson East begyndte på et cover af David Bowies “Rebel, Rebel”, og alt føltes da til at gå op i en højere enhed. De føromtalte neonskrigende regnfrakker og regnslag lå nu på gulvet, og de vrikkende hofter fra det danseglade publikum kom til syne – og lyden af taktfast klappen fra hele Telt 2 rungede.
På intet tidspunkt under koncerten faldt energiniveauet. Selv da bandet forlod scenen, og efterlod frontgur Michael Anderson med en hollow-body guitar og sin stemme, blev dette stop kun brugt til at opbygge et nummer til stadionmæssige proportioner. Hvis man endelig skal have tømmermænd på en våd søndag eftermiddag, så er jeg glad for, at det var i selskab med en festskabende Anderson East.
