22 jul Kakkmaddafakka: Man skal gøre tingene på sin egen måde

Foto: PR

Jeg er ankommet på årets Musik i Lejet og et lille kvarter inden officiel åbningstid, sniger jeg mig ind på festivalpladsen for at tage en snak med norske Kakkmaddafakka.
Jeg undskylder mine få minutters forsinkelse til interviewet grundet togforsinkelse. Beroligende siger bandets tour manager til mig, at det skal jeg ikke tænke på – Kakkmaddafakka har været ude og fange pokémons i ventetiden.
Jeg giver hånd til Axel Vindenes (vokal, guitar) og Stian Sævig (vokal, bass) og hurtigt spørger de mig, om jeg har selv har været ude på jagt. Jeg fortæller, at jeg endnu ikke har prøvet det, og med det samme kommer telefonerne frem, og jeg bliver introduceret til spillet. Vi har fanget rigtig mange, mens vi har været her! bliver der sagt med stor tilfredshed.
Der er hverken stress eller divanykker hos de ellers anerkendte bandmedlemmer, og vi har nu sat os godt til rette i den bløde sofa, i hjørnet af backstage området, i ly fra solens hårde eftermiddagsstråler, der kogende dækker Tisvildelejes idylliske strandlandskab.

Vil ikke sættes i bås

Vi begynder at snakke om drengenes karriere, der de seneste 10 år har gennemgået en kæmpe udvikling. I langt tid har de været rundt i verdens lande, og oplevet kulturer og præsenteret sig selv for alverdens folkeværd. Da jeg spørger, hvor de er mest populære, er svaret overraskende nok Mexico. Her har de været og spille to gange, hvilket har resulteret i store oplevelser, der uden tvivl har plantet et par ekstra hår på musikerbrystet.
– Det har været ret vildt. Helt unikt! De mexicanske fans skriver til os hver dag.
De seks bandmedlemmer er alle i midt/slut tyverne og har altså de seneste ti år fungeret i konstellationen Kakkmaddafakka. Det har indtil videre budt på fire album og en masse tournér-blandt andet hele 10 stk. i Tyskland, fortæller de mig. Her spillede de deres første koncert på Melt Festival i 2009, hvilken sidenhen har skabt en solid fanbase i de tyske byer, store som små.
– Vi skal spille en koncert senere på året et sted med 100.000 indbyggere. Vi har allerede solgt 1.200 billetter, og der bliver tilføjet: Det er ikke så ofte, at vi kommer ud og ser byerne vi er i, men nu hvor vi spiller Pokemòn GO, får vi set lidt af hvert!
Der er sket meget med sekstetten i de 10 år, de har spillet sammen, og de forklarer, at det både er vigtigt at kunne give slip på sine principper af og til, og så har de ikke lyst til at være låst fast: Vi er er ret genreløse; hvorfor skal man bare gå efter én ting? Folk prøver at sætte dig i en bås hele tiden.
Seks medlemmer i et band er meget, og jeg ligger derfor op til, at det må være en udfordring at blive enige om det musikalske udfald:
– Nu har vi spillet sammen så længe, at vi kender hinanden ret godt. Men det er klart, at der er meget diskussion. Og man vægter selvfølgelig sine egne ønsker og drømme højest, men det er en del af jobbet.
Engang imellem handler det også om ikke at gøre tingene sværere end de egentlig er: Vi indspiller live, ‘økologisk’ musik, hvor man kan mærke hinandens rytmer, og det er vi stolte af. Ingen bullshit. Det sværeste er at spille enkelt. Men når vi formår at spille enkelt, dér er det bedst.
Da jeg nævner koncerten på årets Roskilde Festival, er der ingen tvivl om, at der bliver vakt stor entusiasme. Det var vildt, det var fedt, det var et af vores mål! Koncerten foregik på Pavilion og
fik stor ros af anmelderne.
– Vi har ventet 10 år på den koncert. Nu venter vi 10 mere, og så bliver det Orange næste gang.
Forhåbningerne er ej lave, men der er der heller ingen grund til. Jeg spørger om de skal ind og se andet, mens de er her på festivalen, hvor svaret desværre bliver et nej: “Vi tager allerede
afsted igen i aften. Vi har to andre festivaler at besøge de næste par
dage”. Koncertkalenderen er altså, ikke overraskende, booket godt
op.

Vigtigt at gøre tingene på sin egen måde

Uden særlig kontekst viser Axel mig pludselig et gammelt billede af sig selv på sin telefon. Helt solskoldet og udkørt ser han ud, siddende i en sofa, hjemme hos en af bandmedlemmerne, inden karrieren tog fart. Automatisk kører samtalen over i gamle dage, dengang i 2007, hvor de udgav deres debutalbum, Down To Earth.
– Dengang fik vi én stjerne af Norges største avis. Det er vigtigt at få konstruktiv kritik, så man kan tage tingene til sig, men det er også vigtigt at gøre tingene på sin egen måde, og det gør vi. Dem der ler sidst, ler bedst. Og vi ler sidst.
Jeg roser dem for deres seje, mærkbare udvikling, der tydeligvis har båret frugt.
– Når man som anmelder ser et par 17-årige drenge, der prøver at udvikle noget fedt, skal du ikke vælte dem, du skal hjælpe dem. Vi er ret selvhøjtidelige og når du er det, sammenligninger du dig selv med de dårlige ting, der bliver sagt om dig. Men heldigvis slog den hårde start ikke drengene ud: Hvis alle holder sig tilbage med frygten for at blive lagt ned, stopper det kulturen. Og kulturen skal vokse.
Kakkmaddafakka ved, hvad de laver. De er ej nye i gamet, men det er på ingen måde steget dem til hovedet – de fremstår som nogle enormt sympatiske, fornuftige drenge, som fra midten af teenagealderen har lavet det, de er bedst til. Og det håber jeg, de vil blive ved med.