06 jul 12 udenlandske album vi glæder os til i resten af 2016
Foto: HAIM // Bella Lieberberg
2016 har allerede budt på lækre albumudgivelser fra blandt andre Jack Garratt, Whitney, AURORA, Savages og mange flere. Men der er heldigvis stadig masser af udenlandske godter at glæde sig til.
Júníus Meyvant – Floating Harmonies – 8. juli
Hans borgerlige navn er Unnar Gísli Sigurmundsson, og efter udgivelsen af den smukke debut EP Hailslide sidste år, er det kun gået fremad for islændingen, som netop har gæstet Roskilde Festival. Nu er han så endelig klar med et fuldlængde album, og ifølge ham selv er der både numre, der fortsætter den smooth og soulede folk-stil, men man kan også forvente mere funky 60’er/70’er lyd.
Læs vores interview med islændingen her.
Shura – Nothing’s Real – 8. juli
Hun gæstede Trailerpark Festival og Ideal Bar sidste år, men ellers har Danmark ikke helt fået øjnene op for britiske Alexandra Lilah Denton aka Shura. Men det ændrer sig måske nu, når hun endelig udgiver debutalbummet Nothing’s Real. Hun har allerede udgivet en god håndfuld singler – blandt andre “2Shy”, “Touch” og “What’s It Gonna Be?” – og kærligheden til 80’erne skinner klart igennem i den 24-årige sangerindes elektropop-univers.
Bear’s Den – Red Earth & Pouring Rain – 22. juli
På debutalbummet Islands fra august 2014 præsenterer britiske Bear’s Den en lyd, som både er storladen og sing-a-long venlig og som rammer en melankolsk nerve, der går lige i hjertet – men på en sådan måde, at du har lyst til at vende tilbage til den igen og igen. Bandet turnerede stort set uafbrudt i et år efter udgivelsen af debuten, hvilket også bragte dem forbi Lille VEGA i oktober 2015, og nu er de så klar med deres andet album, Red Earth & Pouring Rain. Undervejs er trioen dog blevet til en duo, og vi er spændte på at høre, om det har haft en betydning for deres lyd.
Læs vores interview med forsanger Andrew Davie her.
Beaty Heart – Till The Tomb – 29. juli
Flittig brug af sampling, kreative orkestreringer og masser af slagtøj er med til at skabe Beaty Hearts helt unikke lyd. Den alternative poptrio fik opmærksomhed fra blandt andre BBC-radioværterne Huw Stephens, Phil Taggart og Stephen Lamacq, da de udgav debutalbummet Mixed Blessings i 2014, og nu følger trioen op med pladen Till The Tomb, som er produceret i samarbejde med David Wrench (FKA Twigs, Caribou, Jungle) og Dave Eringa (Manic Street Preachers, Wilko Johnson). De har allerede udgivet singlerne “Flora”, “Soft Like Clay” og “Raw Gold”, hvor de fortætter deres karakterisktiske, percussion-drevne lyd, og vi er spændte på at høre, hvad pladen ellers har at byde på.
Blossoms – Blossoms – 5. august
Britiske Blossoms kommer fra den rockede scene omkring Manchester, men deres lyd er poppet – en well shaken cocktail af Arctic Monkeys, Oasis, The Kooks og ABBA. Ja, ABBA. De er på BBC’s Sound of 2016-liste og sommeren byder på hele 40 festivaler – de har blandt andet været forbi The Great Escape, Glastonbury og danske NorthSide. I starten af august er de fem drenge så klar med deres første fuldlængde album, som både kommer til at indeholde gamle og nye numre og fortsætter den poppede stil fra singlerne “At Most a Kiss” og “Charlemagne”.
Læs vores interview med bandet her.
Banks & Steelz – Anything But Words – 26. august
I 2013 afslørede Wu-Tang Clans RZA, at han arbejdede på et album sammen med Interpols Paul Banks, men det er først for nylig, at der er kommet lyd på. I maj offentliggjorde det umage par, at projektet kommer til at gå under navnet Banks & Steelz og de slap samtidig nummeret “Love and War (feat. Ghostface Killah)”, og det lyder til at hybriden mellem postpunk og hiphop faktisk fungerer virkelig godt. Den 10. juni udgav de endnu en single, “Giant”, og kunne samtidig fortælle, at debutalbummet, Anything But Words, kommer på gaden den 26. august.
Lewis Del Mar – TBA
Amerikanske Lewis Del Mars musik kan bedst beskrives, som en skramlet, rå version af Alt-J – men så alligevel ikke helt. Barndomsvennerne Dan Miller og Max Harwood har brugt de seneste år på at finde en lyd, som kun de kan lave, og der opstod stor hype omkring duoen, da de udgav deres debut EP i januar. Siden har de haft en travl kalender med masser af spillejobs i både USA og Europa – blandt andet på The Great Escape og Dot to Dot Festival. Undervejs har de dog også haft tid til at færdiggøre et fuldlængde album, som der endnu ikke er sat dato på, men det skulle gerne ramme gaden først på efteråret. Vi venter i spænding.
Læs vores interview med duoen her.
The Lemon Twigs – Do Hollywood – 14. oktober
Brødrene Brian og Michael D’Addario er kernen i The Lemon Twigs og laver lo-fi, psykedelisk poprock a la Foxygen. Long Island-duoen udgav deres debutalbum, What We Know, sidste sommer, men varsler allerede nu en opfølger senere på året. Den 7. juni udgav de singlen “As Long As We’re Together” (som netop er produceret af Foxygens Jonathan Rado), og The Line of Best Fit har kaldt den “the best lo-fi rock & roll anthem you’ll hear this decade” – så bare tag det roligt, drenge, der er slet ingen forventinger til pladen.
The xx – TBA
Det er efterhånden fire år siden, at The xx, bestående af Romy Madley-Croft, Oliver Sim og Jamie ‘xx’ Smith, udgav deres andet album, Coexist. Helt siden 2014 har der svirret rygter om, at London-trioen arbejder på et tredje album, men det var først i december sidste år, at det blev bekræftet, at de er gået i studiet. Der er stadig ikke sluppet lyd fra den kommende plade, men mon ikke de fortsætter den tilbagelænede, beatdrevne – og virkelig lækre – stil?
BOO SEEKA – TBA
’Dreamtronica soul hiphop’. Det er hvad der kommer ud af samarbejdet mellem singer-songwriter Ben Gumbleton og producer Sam Croft – i hvert fald hvis de selv skal beskrive det. Australske BOO SEEKA fik opmærksomhed i hjemlandet, da de udgav singlen “Kingdom Leader” i januar sidste år, og har siden sluppet tre yderligere singlerne (”Deception Bay”, ”OH/MY” og ”Fool”), udsolgt flere spillesteder i Australien og været på mindre tours i Europa. De skulle have udgivet en EP sidste år, men besluttede sig så for at gå direkte til et fuldlængde album, og det rammer forhåbentlig gaden i løbet af efteråret.
Læs vores interview med duoen her.
Ten Fé – TBA
En af vores favoritopdagelser fra The Great Escape i maj var britiske Ten Fé. Duoen, som live er en kvartet, bevæger sig i et univers a la The War On Drugs , og har indtil videre udgivet singlerne “Make It Better”, “In The Air” og “Elodie”. Der er endnu ikke sat dato på debutalbummet, men det skulle være næsten klar, så mon ikke det lander først på efteråret?
Læs vores interview med Ten Fé her.
HAIM – TBA
Søskendetrioen HAIM fik deres store gennembrud med debutalbummet Days Are Gone i 2013, hvor fra du blandt andet kender singlerne “Don’t Save Me”, “The Wire” og “Falling”. De gæstede Roskilde Festival samme år, og siden 2014 har der svirret rygter om et nyt album, men det var først i marts i år, at de tre amerikanske søstre lagde en teaser for nyt materiale ud på deres Facebook. De har desuden lige været på en mindre tour i USA, og selvom der ikke er meldt noget konkret ud omkring et album endnu, så kan man jo altid håbe på en musikalsk julegave fra søstrene.