fbpx

Whitney – Light Upon the Lake

Foto: Sandy Kim
Udgivelsesdato: 3. juni 2016
Label: Secretly Canadian

Der har været en hel del hype omkring Roskilde-aktuelle Whitney efter udgivelsen af singlerne “No Woman”, “Golden Days” og senest “No Matter Where We Go”. Det var da også på baggrund af netop disse, ret fantastiske, numre, at mine forventninger til debutalbummet skød højt til vejrs. Som i v.i.r.k.e.l.i.g højt…

Whitney – Light Upon the Lake
5 / 5 Anmeldelse

Som de fem prangende stjerner nok allerede har afsløret, så er jeg heldigvis alt andet end skuffet over resultatet af den ret korte, men intense periode, Whitney har brugt på at skrive og producere det 10 numre lange debutalbum. Guitarist Max Kakacek og den syngende trommeslager Julien Ehrlich, der tidligere har spillet sammen i gruppen Smith Westerns, opfandt under sangskrivningsprocessen i deres Chicago-lejlighed karakteren Whitney, som de skrev på vegne af. “What would Whitney do in this situation” blev spørgsmålet, hver gang de sad fast, og til slut blev det navnet på deres nye musikalske samarbejde. Og hvad end Whitney har gjort i de pågældende situationer, så har Whitney gjort det satans godt.

Førstesinglen “No Woman” er også albummets åbningsnummer, og det fungerer helt perfekt. “I left drinkin’ on the city train//to spend some time on the road//then one morning I woke up in L.A.//caught my breath on the coast,” synger Ehrlich, som det første efter en drømmende og nærmest episk intro. Denne åbning af albummet har utroligt meget at sige. Først og fremmest fortæller den historien om Ehrlich og Kakacek, der selv tog turen fra Chicago til L.A. for at indspille Light Upon the Lake med deres gode ven, Foxygen-frontmanden Jonathan Rado. Derudover lægger den linjen og danner rød tråd for resten af albummet, som jeg fornemmer hele vejen igennem har denne her ‘westcoast roadtrip’-feeling og tematik kørende.

Ligeledes danner “No Woman” også en del af grundlaget for den musikalske røde tråd spundet af længsel, dagdrømmeri, nostalgi, melankoli, country og en, igen, episk følelse af, at der er håb forude. Og nåja… så introduceres også trompeten, der er et bærende element gennem hele pladen, og er en af de detaljer, jeg synes gør Whitney originalt.

En af de mange ting, der spiller så perfekt på pladen, er dynamikken. Både den dynamik, der ligesom med sangen “Polly”, er i hvert nummer, men også dynamikken fra nummer til nummer, der gør albummet utroligt afbalanceret – som for eksempel, når det stille og tilbagelænede titelnummer “Light Upon the Lake” efterfølges af den legende, uptempo og super fængende tredjesingle “No Matter Where We Go”.

Jeg har skrevet “groovy” i mine noter til stort set alle numrene, og Light Upon the Lake er for mig indbegrebet af musik, der ‘svinger’. Nyd for eksempel ottende skæring, “Red Moon”, der er et instrumentalt nummer med lækre jammende jazz-elementer, som den klassiske ‘call-and-response’, der opstår mellem klaver, bas og trompet.

Det er mig ganske enkelt umuligt at fremhæve ét nummer som det stærkeste, og det er på dét grundlag, at jeg må kvittere pladen med fuldt stjernehus. Man kunne forestille sig, at nogle derude kan have et lidt tvivlsomt forhold til Ehrlichs stemme og falset, der helt sikkert skiller sig ud. Det har jeg på ingen måde, og jeg kan derfor kun varmt anbefale alle på min vej at sætte Light Upon the Lake på anlægget og nyde et super velproduceret, gennemarbejdet, legesygt, detaljeret og gennemført solbeskinnet debutalbum.