Albert fra Benal: Tre numre jeg hører på repeat

Foto: Josefine Bjørnbak Eliassen

Vi har spurgt Albert fra den danske hiphop-duo Benal om, hvilke sange han for tiden lytter til igen og igen. Læs med her og lad dig inspirere.

Benal har haft et strålende år 2015, og er blandt andet nomineret i kategorien Årets Urban Navn til Bands of Tomorrow Music Awards 2015, som løber af stablen nu på lørdag den 13. februar. Gruppen er aktuel med debutalbummet Nu, som er opfølgeren til tre anmelderroste EP’er fra 2013 og 2014.

Det er ikke kun her på redaktionen, at vi har fået øjnene op for de futuristiske hiphoppere fra København, og således har de på Nu fået vældigt fint besøg fra navne som Suspekt, Katinka, Nixen, Semih Automatisk, Bashir og Loke Deph.

2016 skal også nok blive travl for Benjamin og Albert (heraf Benal), og i april drager de to på en mindre turné, hvor de gæster både Odense (9. april), Aarhus (15. april) og København (20. og 21. april)

Disse tre sange hører Albert på repeat:

DonMonique – “Pilates”

“De nye generationer af internet-børn er abnormt stilbevidste i deres lyd. Lidt færre VIP-borde og lidt flere tågede efterfester i små lejligheder. Man får lyst til at lade øjeæblerne trille rundt og lukke øjnene til den fjerne og diskante vokal.”

Kelela – “Rewind”

“Lidt mindre effekt sovs end på Cut 4 Me udgivelsen. Der bliver trukket på diverse genrer i hendes univers. Her er vi ovre i den poppede og 2-steppede ende, hvor vokalen har lidt lettere ved at ånde – friskt!”

Saint Cava – “Forget”

“Danske Saint Cava gør det bare godt. Både vokal og produktion er utrolig smagfuldt udført og helt bestemt af international klasse. Super introvert. Super følsomt. Super fedt.”

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com