08 jan Hinds – Leave Me Alone

Foto: PR
Label: Lucky Number
Udgivelsesdato: den 8. januar 2016

Snakken går i udlandet om den spanske garage-kvartet Hinds, hvor flere medier lovpriser gruppen som netop er aktuelle med deres debutalbum.
Bandets motto er efter egen udsagn ”Our shit, our rules”, hvilket på über cool vis kommer til udtryk på albummet Leave Me Alone.
Pladen åbner med den huggende og surf-klingende ”Garden”, hvor de to vokalister Carlotta Cosials og Ana García Perrotes stemmer legende hvirvler ind og ud mellem hinanden. De lettere skingre vokaler er gennemtrængende, hvor rytmesektionen bestående af to guitarer, bas og trommer får lov at groove på elskværdig lo-fi-slackende og samtidig yderst tight stil.
På Leave Me Alone præsenteres flere genrevifter, men udtrykket er hele tiden koncentreret om det tempofyldte og energiske garagerock. På ”Easy” tegner der sig tendenser tilbage i tiden til The Velvet Underground, hvor en næsten komplet sammenmudret lyd bæres frem af tempo, drive samt en markant guitarsolo som endnu et lag på virvaret.
Størstedelen af pladens i alt 11 numre koncentrerer sig dog om den garageinspirerede lo-fi-rock. Hinds’ motto ”Our shit, our rules” kommer for alvor til udtryk på den spanskbetitlede ”Castigadas En El Granero”. For i Hinds-land er perfektion en fjern by i Rusland og fløjlsbløde konservatorie-vokaler er for længst gemt væk. I stedet tæskes der igennem med et to-stemmigt, nærmest råbende, kor samt en buldrende og legende rytmesektion. Nummeret står som et højdepunkt på pladen, og lige præcis her viser Hinds, at det er deres regler som sætter dagsordenen for hvordan ”Leave Me Alone” i sin helhed skal lyde.
Selvom udtrykket er dybt fascinerende, så ind finder der sig desværre små momenter af monotoni. På ”Chili Town” og ”Bamboo” følges noget nær den samme opskrift som ved de foregående numre, og numrene bliver sværere og sværere at skelne fra hinanden. De to numre bliver dog afløst af endnu et højdepunkt i ”San Diego”, hvor den fremaddrivende punkede sag, fører sig frem i et heftigt tempo, hvor især guitarspillet og de to-stemmige vokalarbejde sætter standarden.
Pladens to sidste numre præsenterer en tilbagelænet stil, og fjerner fuldstændig det højenergiske udtryk fra pladens 9 foregående numre. ”And I Will Send Your Flowers Back” er et tiltrængt pusterum, hvor en repetitiv guitarfigur lægger grobunden for nummeret, som er et mere vuggende og eftertænksomt moment.
Albumlukkeren ”I’ll Be Your Man” fortsætter i samme stil, og en akustisk guitar lægger sig som blød baggrund, overdøvet af en lyst spillet guitarsolo og mere syngende end råbende vokal. En tiltrængt og dynamisk afslutter på albummet.
Hinds formår med Leave Me Alone at præsentere et tårnhøjt niveau, hvor tempo og energi er to nøgleord. Når numrene er bedst, er de uimodståelige, og disse momenter er der heldigvis absolut est af. Hvis ikke der venter Hinds et stort år 2016, så er der ingen retfærdighed til. Roskilde Festival bør rette fokus!