22 jan Fat White Family – Songs for our Mothers
Foto: PR
Label: Fat Possum Records
Udgivelsesdato: Fredag den 22. januar 2016
Det britiske afsyrede post-punk band Fat White Family har netop udgivet den svære to’er, hvor der bliver ekspemepteret med adskillige udtryk.
[rwp_box id=”0″]
Fat White Family‘s nye album, Songs for our Mothers, er et potpourri af noise, shoegaze, no-wave og post-punk. Med deres fuzzede guitarer, ekko-vokaler og drømmeskabende lydbillede, har Fat White Family skabt et solidt ‘WTF-album’ – dog med sine skønhedsfejl. Songs for our Mothers starter ud med de up-beat numre “Whitest Boy on the Beach” og “Satisfied”, og med et klart islæt af post-punk, får man som lytter en fornemmelse for, hvad man har i vente med den ellers 10- numre-korte plade – tror man. Da pladens tredje nummer “Love is the Crack” lader sig spille igennem, bliver man mødt af en skæring, der bedst kan beskrives som en klaustrofobisk oplevelse. Sangen minder alt i alt om et dårligt psykedelisk trip, hvor uhygge og afsyrede toner får lytteren til at tænke på et Tim Burton-univers, hvis han skulle lave en film om den amerikanske depression i 30’erne. Det skal vise sig at være en gennemgående tema at efterlade lytteren forundret og fortumlet.
Der er ingen gennemgående genre på pladen, hvor der bliver leget med flere forskellige æstetikker. Den bedste måde at beskrive albummet og bandet i sig selv på er en blanding mellem Joy Division og The B52s, med et islæt af moderne tendenser. Songs for our Mothers kræver et par gennemlytninger, før den virkelig skinner igennem. Første gang jeg lyttede til pladen, var jeg ikke synderligt imponeret over afstikkernumrene, men efter at have spillet den et par gange og accepteret de afsyrede, mareridtslignende passager, virker Songs for our Mothers som et unikt eksempel på at musik ikke har nogle begrænsninger, så længe musikerne har lysten og lyden med sig. Med numre som “Tinfoil Deathstar”, “Lebensraum” og “Goobye Goebbels” kan man forvente sig en underlig kop kaffe. Men præcis som kaffe, kræver det et par kopper, før man rigtig forstår hvor lækker en opfindelse kaffe er.
Det er klart numre som “Tinfoil Deathstar”, “Whitest Boy on the Beach” og “Hits Hits Hits” der er højdepunkterne på Songs for our Mothers. De indeholder alt, hvad der er godt ved Fat White Family. Til gengæld har Songs for our Mothers også numre, som man kæmper sig igennem, netop på grund af, at Fat White Family til tider kan virke til at have haft lidt for meget sjov i studiet.
