fbpx

Fem spanske bands du skal kende

Foto: PR

Tilføj lidt solskin til din spilleliste med disse fem bud på spansk upcoming musik. Listen indeholder toner af både rock, elektronisk og R’n’B, så der er noget for enhver smag.
Det er fristende i disse vinterkolde dage at drømme sig væk til sydligere breddegrader, og der skal ikke flyves langt for at nå en evig favorit – Spanien. Føler man sig, af uransagelige årsager, hverken draget af sol, siesta eller sangria, så er det måske det blomstrende musikliv, der trækker.
Særligt de større byer kan efterhånden byde på en palet af kunstnere, især inden for indie-genren. Her får du en introduktion til fem af de upcoming artister, der hitter under palmebladene. God fornøjelse.

Hinds


I Madrid finder man de fire piger fra Hinds, der tidligere var en duo og gik under navnet Deers. De er efterhånden svære at komme uden om, og det er der heller ikke nogen synderlig grund til. Deres første album Leave Me Alone, der udkom den 8. januar, har modtaget stor ros både i vores anmeldelse og hos samtlige andre medier verden over. Musikken betegnes af flere som lo-fi-indierock, og du kan lytte til hittet “Garden” her:

The Parrots


Jeg fristes næsten til at sige, at The Parrots er den mandlige pendant til Hinds, dog med mere “snavs” og et medlem mindre. Lo-fi-garagerock-trioen stammer også fra Madrid, og de mødte hinanden på universitetet. Det var en institution, de ikke gik meget op i, og de besluttede at de, i stedet for at ryge og drikke, ville spille musik. Bands som The Strokes, The Cramps og Beastie Boys har alle været inspiration, og drengene lytter generelt til Rock’n’Roll og Hiphop. Det lader dog ikke til, at de helt har lagt rygevanerne fra sig, og i det forgangne år udkom EP’en Weed for the Parrots. Nedenfor får du imidlertid den nyeste single “I Did Something Wrong”.

BeGun


Lad os gå væk fra Madrid og indierockere for en stund og i stedet tage et kig på en elektronisk kunstner fra Catalonien. BeGun spillede sidste år på den anerkendte South by Southwest festival (SXSW) i Texas, USA, og har modtaget stor ros fra medier som VICE, Playground og BBC1. Han anses for at være en prominent artist inden for den nye elektroniske scene i Barcelona. Han påbegyndte først en ingeniøruddannelse, men droppede ud for i stedet at lave musik. Det var et godt valg, og han har nu samarbejdet med andre elektroniske musikere som Com Truise og Ambassadeurs. Lyt til det seneste udspil fra BeGun her:

Sen Senra


Vi vender tilbage til rocken og retter blikket mod Sen Senra. Bag navnet finder vi Christian Senra fra byen Vigo i Galicien. Da hans tidligere band er gået på pause på ubestemt tid, har Christian Senra haft tid til at fordybe sig i sit soloprojekt, der ligesom Hinds og The Parrots også af flere betegnes som Lo-fi-rock, og det er her i særdeleshed vokalen, der bærer præg af dette. Christian Senra selv siger, at han synes, det er en skøn form for musik uden grænser, men lægger heller ikke skjul på, at pengemangel kan have indflydelse på lyden af hans indspilning. Han nævner udover Rock’nRoll også jazz, hip hop og bossa-nova som inspirationskilder, og er af flere spanske medier blevet sammenlignet med musikere som Mac DeMarco og Ariel Pink. I 2015 kom første LP Permanent Vacation fra den unge galicier, og du kan lytte til titelsangen her:

John GRVY


Den sidste kunstner, jeg vil introducere, er til dig, der er til en blanding af chillwave, R’n’B new wave og elektronisk neosoul tilsat ekstra fløde. Og jeg tilstår… J.E. Edward, som er det borgerlige navn bag John GRVY, er faktisk slet ikke født i Spanien, men derimod i Benin City, Nigeria. Han flyttede dog, i en alder af fem år, med sin mor til den spanske hovedstad Madrid, efter hans storesøster desværre omkom i hjemlandet som følge af utilstrækkelig medicinsk hjælp. Udover i en periode, hvor familien bosatte sig i Toledo, har J.E. Edward boet og levet i Madrid lige siden. Her går det godt, og han er blevet booket til dette års South by Southwest festival. Han har indtil videre udgivet Ep’en 199X og du kan høre en af de cremede numre her:

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com