Foto: Dennis Morton

2017 har mildest talt været ret nice mod musikeren Rasmus Littauer, som har lagt, og stadig lægger, et enormt arbejde i solo-projektet School of X. På en scene vokser School of X til et fire-mand-stort band af musikere, der komplimenterer hinanden virkelig godt, og det har skaffet School of X et ry for at være et af de dér bands, man ikke må misse. Udover danske koncerter, begynder udlandet også at trække i Littauer, og så var en showcase på en stor, europæisk musikbranchefestival ikke det værste, der kunne ske. Vi har talt øget selvtillid, live-shows, tålmodighed og populære R’n’B-ikoner med den danske musiker.

Det er helt klart meningen, at jeg skal til udlandet, og det er noget, jeg bruger meget tid på og investerer en del i,” lyder det fra Rasmus Littauer, der står bag det fremadstormende projekt School of X. Jeg møder ham til en snak sent om aftenen den 23. september efter en vellykket showcase på en af Europas største musikbranche- og showcase-festivaler Reeperbahn Festival i Hamborg. At komme til udlandet er lige præcist, hvad en festival som Reeperbahn kan skubbe gang i, og heldigvis virker det tyske marked ikke uovervindeligt for School of X: “Det er især Tyskland og USA, der reagerer mest nu. Så der har jeg fået nogle samarbejdspartnere begge steder, som jeg tror er rigtig vigtigt,” fortæller Rasmus ydmygt.

Vi har fundet nogle stole lidt væk fra de mange sludrende branchefolk, danske såvel som internationale, der er kommet for at deltage i Music Export Denmarks tilbagevendende event “The Danish Night”. Vi er udenfor i baggården på spillestedet Indra – en lille klub, hvor The Beatles i august 1960 spillede deres allerførste show i Hamborg, som de var blevet sendt til fra Liverpool for at prøve at spille udenlandsk. De endte med at bo i Hamborg i to år, og derfra tog deres karriere fart. Lige så vel, som der var upcoming musik på programmet den aften i 1960, er der upcoming musik på programmet denne aften, 57 år senere, og det er straight outta Denmark. Velvet Volume og Irah havde allerede spillet, inden School of X gik på, og mens vi taler ude i baggården, er makkeren M.I.L.K. indenfor, i gang med at gøre klar til at runde aftenen af.

“Jeg er ikke så angst for at eksponere mig og stå dér helt nøgen, som jeg har været før.”

Der er knapt gået en uge, siden School of X udgav sin anmelderroste EP Faded. Dream., til han sidder her i Tyskland. Så der er fart på for den unge musiker. Den 5. oktober er der endnu engang koncert på programmet, når Rasmus Littauer og band (dem kommer vi tilbage til) skal spille i Lille VEGA sammen med de fire andre fremadstormende navne, VeraGoss og Vasco. Heldigvis er koncerter noget, School of X er sindssygt god til (læs os fedte rundt i rosende ord efter VEGA’s UdvalgteSPOT FestivalRoskilde Festival, og senest Reeperbahn Festival).
Rasmus har også haft gode forudsætninger for at vænne sig til scenegulvet efter verdensomspændende turnéer som trommeslager for MØ. En af de ting, vi dog har kommenteret meget på i vores omtale af hans tidligere shows, er Rasmus’ evne til at forekomme lige så naturlig som frontmand, som når han sidder bag trommerne nogle få meter længere væk fra scenekanten. Det er her, at Rasmus’ bandmedlemmer kommer ind i billedet, for når School of X går live, er det ikke som solist, men som et band, og de bærer en kæmpe del af opgaven i School of X’s gode live-ry. Bandet består af Malthe Beck på saxofon og keys, Rune Kielsgaard på trommer og Rasmus’ storebror Simon Littauer på bas og synth:

Læs også  Ugens Uimodståelige // Uge 41

I det band, jeg har nu, har de ligesom alle sammen et udtryk hver, som bidrager til noget andet live, samtidigt med, at stemningen fra mine indspilninger stadig er tilstedeværende. Så jeg synes egentligt, at der kommer noget kant og noget karakter, som ligesom rykker live,” forklarer Rasmus og fortsætter:

Det mest kedelige, jeg ved, er, hvis musikken er soft. Der er nogle numre på min plade, som er soft, men live er det fedt, at de får et skub.

Har du set School of X live, kan du nok godt genkende, hvad Rasmus taler om. Der er fuldt tryk på, når gruppen sætter i gang, knald på instrumenterne hele vejen rundt, og generelt en glødende energi, der strømmer ud i lokalet. Det eneste “soft”, man rigtigt fornemmer, er Malthe Becks saxofonspil, der lægger sig svævende hen over det ellers tunge og massive lydbillede, og pludselig er det det soft, der giver kant. Normalt er hele produktionen omkring live-musikken også en afgørende faktor i det endelige udtryk. Der er tænkt over hver en lysinstallation, og tit står Rasmus og band indhyllet i en så tung røg, at de fremstår som silhuetter i et hallucinerende drømmeunivers.

Det har været vigtigt for mig i starten af det her projekt at komme ud på en helt vildt fed måde, og jeg har brugt meget tid på produktionen,” fortæller Rasmus om hans sceneshow. Der er dog også en anden faktor, der spiller ind: “Det er også et spørgsmål om selvtillid for mig. Det har været nemmere at gå på scenen og vide, at produktionen omkring mig var fantastisk.

Denne aften på Indra i Hamborg, var der imidlertid intet vildt lysshow og ingen tæt røg, han kunne gemme sig bag. Det er første gang, det sker, og det skyldes i første omgang noget meget lavpraktisk. Det er nemlig dyrt for en upcoming artist at spille i udlandet, og for at sådan et show ikke skal blive en endnu større underskudsforretning end nødvendigt, må man vinke farvel til lysmænd og tungt lysudstyr. Koncerten markerer dog alligevel et ret vigtigt skridt i Rasmus’ karriere.

Nu tror jeg lidt mere på mig selv, og jeg er lidt mindre nervøs. Nu kan jeg godt stille mig op her, hvor lyset jo er helt…,” siger han og fortsætter: “… altså det var en fra mit pladeselskab, der stod for lyset i dag – han havde aldrig lavet lys før – men jeg tror, at jeg er vokset lidt med opgaven på den måde. Jeg er ikke så angst for at eksponere mig og stå dér helt nøgen, som jeg har været før.

Tålmodig eller…

Man fornemmer tydeligt på Rasmus, at han har et stærkt perfektionistisk gen, når det kommer til School of X-projektet – for eksempel i hans overvejelser om, at live-produktionen skulle stå helt skarpt fra start. Men når alt kommer til alt, er der kun én person, der skal synes, det er fedt, før Rasmus er tilfreds. Det er ham selv.

Læs også  Interview med Zak Abel: "Jeg vil aldrig udgive musik, der ikke stemmer overens med mine værdier"

Det skal røre mig, det jeg selv laver,” siger han og griner; “det er godt nok lidt op i røven det her, men altså, hvis jeg selv føler noget, når jeg hører det, jeg har lavet, så er den der. Hvis jeg ikke føler noget, så bruger jeg det ikke.

Af den grund har Rasmus sindssygt mange ting liggende, som aldrig har set dagens lys.

Nogle gange, kan det faktisk godt ske, at jeg finder noget gammelt frem, og så kan jeg bruge noget fra det. Men det er kun, hvis jeg er super uinspireret, og det går ad helvedes til med at skrive sange. Det er meget sjældent, at det lykkes at vende det gamle til noget godt. Jeg synes, at de bedste sange, jeg har lavet, er dem, der er lavet på én dag i ét huk. Så er der flere dages efterarbejde, men kompositionen og sangskrivningen skal ske i ét huk. Det kan være meget, meget svært at vende tilbage til noget og finde den stemning, man lige var i i dét øjeblik.

I bund og grund handler det hele om, at Rasmus ikke kan lave musik efter, hvad der er populært, og hvad andre vil have. Motivationen skal ikke findes i streaming-tal, og selvom ambitionerne er at slå igennem i udlandet, så er der intet indre ur, der tikker i Rasmus’ hoved, og ingen ydre forventninger, der skal stå i vejen for hans egne kriterier.

Jeg prøver i det hele taget ikke at gå så meget op i tal. Jeg kender mange, der er optagede af deres resultater og tal, fordi der er vildt mange ting, der bliver målt hele tiden med alle mulige artister og bands. Men for mig er det ikke et succeskriterie. For mig er det her ikke noget, der skal slå igennem lige nu. Det er noget, jeg bygger op. Og selvfølgelig hvis det går godt, så er det vildt fedt, men det er ikke det, det handler om. Min motivation er helt klart noget andet, og så håber jeg, at folk kan lide det. Jeg kan bare ikke lave musik efter, hvad folk synes eller kan lide.

Rasmus’ perfektionisme kommer også til udtryk i hans sangskrivningsproces. Det er forskelligt, hvordan han går i gang, men efterhånden er det blevet til, at han komponerer noget ved klaveret eller en guitar, og så synger henover. Vigtigst er det ikke at være forhastet med at komme videre, selvom sangen gerne skal komme i ét huk.

Jeg er blevet meget opmærksom på at fuldføre noget, inden jeg lukker det ned. Jeg skal have et vers og et omkvæd, og så et vers og et omkvæd indspillet, for hvis jeg har det, er det meget nemmere at komme tilbage til. Hvis jeg kun har et vers for eksempel, er det meget ofte, at jeg ikke bruger det.

Okay, så for lige at opsummere: Vi har live-produktionen, som Rasmus har brugt rigtig lang tid på at finpudse, inden han første gang gik i luften med det. Så har vi indstillingen til, at projektet er noget, der skal bygges op og ikke behøver blive stort lige med det samme, og så har vi sangskrivningsprocessen, hvor det for Rasmus handler om at fuldføre noget, inden han er videre. Ikke mærkeligt, at jeg i løbet af vores samtale kommer frem til, at Rasmus må mestre tålmodighedens kunst – eller hvad?

Læs også  KAKKMADDAFAKKA: "Vi vil overvinde det danske publikum"

Jeg er faktisk overhovedet ikke tålmodig,” griner han. “Men jeg kan godt forstå, at du siger det. Jeg er på en måde tålmodig, men jeg har virkelig meget ild i mig for at få det her ud, få skrevet noget, og komme videre. Men det skal være rigtigt hele vejen, ellers har jeg ikke lyst. Så jeg er vel tålmodig med, at det skal være rigtigt.

Tilbage hvor vi startede

Humøret er stadig højt i baggården på spillestedet Indra, og de mange branchefolk sludrer lige så lystigt, som da jeg mødte Rasmus. Vores snak lakker dog mod enden. På en festival som Reeperbahn er der hvert sekund et eller andet spændende nyt act, der spiller for at feje benene væk under en eller anden i publikum, fuldstændig som School of X forhåbentligt lige har gjort det kort tid forinden – og som Beatles sikkert gjorde det dengang i 1960 (beklager den romantiske og over-the-top-drejning, det her interview lige tog). Pointen er: der er live-musik, derude, der venter på at blive hørt.

Jeg spørger mod slut, hvad Rasmus’ yndlings live-act er. Portishead er kongerne, som han selv udtrykker det: “… altså det er V.I.R.K.E.L.I.G et sindssygt liveband. Det lyder sygeligt godt!,”.

Men denne sommer blev Rasmus også imponeret, da han var på festival i New York. Og så er vi på en måde tilbage til perfektionismen, for det var en af nutidens vel sagtens mest perfektionistiske kunstnere, Frank Ocean, der fejede benene væk under ham.

Frank Ocean var bare så overdrevet anderledes. Jeg tror aldrig, jeg har set noget, der var på den måde. Sådan et stort kommercielt act, som spiller tre kvarters ballader, hvor han sidder på gulvet. Han spillede intet fra Channel Orange, og det synes jeg fandme er sejt!

Som Rasmus tidligere i interviewet har udtryk, så går han op i kant og karakter, og selvom han er perfektionistisk omkring sin musik, så skal det komme til udtryk på den rigtige måde og ikke gå på kompromis med det skæve og uforudsigelige. Egentligt synes Rasmus, at R’n’B-sangerinden Solange er for perfekt, men da han i sommer oplevede hende på samme festival som Frank Ocean, leverede hun præcist det, han var ude efter.

Jeg er faktisk ikke ret stor Solange-fan. Jeg VAR Solange-fan, men hendes nye plade er lidt for soft for mig. Jeg har altid tænkt, at Solange var lidt for perfekt, men det var denne her koncert bare overhovedet ikke. Altså den var sindssygt stram, men hun har rigtigt meget kant.

School of X er lige blevet annonceret som et af de danske acts, der næste år skal spille på den hollandske pendant til Reeperbahn Festival, Eurosonic Noorderslag. Festivalen, som løber af stablen i januar, har i 2018 fokus på den danske musikscene, og således får Rasmus endnu engang muligheden for at komme nærmere sine langt fra falmede drømme om at nå til udlandet.