Foto: Shane McCauley
Label: Sub Pop/Playground i Skandinavien
Releasedato: fredag den 6. oktober 2017

Erfarne indierockere vender tilbage på lejlighedsvist overbevisende pladeudspil.

Wolf Parade – Cry Cry Cry
2.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Canadiske Wolf Parade opstod i det herrens år 2003, en tid hvor den internationale rockscene bar præg af, at bands som The Strokes, White Stripes og The Hives havde fastcementeret en fornyet mainstream-interesse for knastør fuzz guitar, stramme trommerytmer og pulserende bas kendt fra garagerocken og post-punkens gyldne år. Wolf Parade drager da også overvejende på den markante 00’er garagerock- revivals lyd på dette fjerde album – og første album sammen igen som et band efter syv års pause.

Wolf Parade har styr på deres lyd, og langt hen ad vejen formår de at skabe en potent rockende lydoplevelse. Desværre falder flere af sangene på Cry Cry Cry dog ind under en kategori, som jeg bedst kan betegne som generisk upbeat indierock, der flere gange kommer til at mangle melodisk center, mål og mening.

Læs også  Ugens Upcoming: mono mono

De fire herrer i Wolf Parade holder sig generelt inden for genkendelige, stilistiske rammer med relativ simple rytmearrangementer, tung bas, fræsende guitar og skiftende mængde synthesizer. De spiller ganske tight, og det lyder bestemt ikke som om, de har brugt en hel dekade uden for hinandens musikalske nærvær. Produktionen er heller ikke til at klage over. Den er varm uden at blive for rund og blød, skarp uden at mangle tyngde. Rent vokalmæssigt er de to frontmænd, Spencer Krug og Dan Boeckner, tydeligvis helt fremme i deres Bowie-sko på Cry Cry Cry. Den skabede, nærmest hikkende, lysere barytonvokal lyder okay, særligt på den teatralske flamboyante glamrocker ”Who Are Ya”, men sangstilen kommer til at virke en smule akavet på flere sange, og generelt er deres stemmer, skønt ganske habile, ikke særlig interessante.

Førnævnte sang er desuden et eksempel på, at Wolf Parade har deres sound i orden og laver sange, der starter ud med at lyde spændende, men de formår ikke rigtig at føre den nogle særlige veje hen. Sangene kommer og går lidt, og de bidder sig sjældent rigtig fast i bevidstheden.

Læs også  DANSK PREMIERE: AyOwA udgiver single med hjælp fra danske, nutidige digtere

Der er undtagelser, såsom den lidt dunkle ”Incantation”, der introducerer en veloplagt hornsektion og et lettere kaotisk legende pianospil. Sangen er sjov at lytte til og kommer igennem flere forskellige sindsstemninger med få virkemidler, før den kulminerer i et herligt inferno af guitar/stryger/blæser-støj.

Et andet højdepunkt er (den lidt skamløse uoriginalt-betitlede) ”Baby Blue”, hvor der kommer masser af lækker progrock-orgel på, og hvor bandet kaster sig ud i en oprigtig overraskende leg med abrupte breaks, futuristiske guitar-fraseringer og techno-synth. Endelig fusioneres disse elementer til en pompøst jammende outro, der lyder som soundtracket til en slags romantisk makaber sci-fi tegnefilm.

Læs også  Ugens Uimodståelige//Uge 47

Der er masser af musikalsk velvilje på Cry Cry Cry, og jeg får hurtigt fornemmelsen af, at disse sange skriger efter de grandiose stadionkoncerter og vil gøre sig godt her. Men som en regulær plade kommer den kun lejlighedsvist storslået ud af højtalerne. Ingen af pladens sange er decideret dårlige, og fans af de tidlige 00’eres garagerock revival vil bestemt kunne finde noget værdifuldt på denne plade. Når alt kommer til alt fangede sangene mig desværre ikke så meget, som jeg ville ønske, de gjorde. De er dog mindst ét lyt værd!