Foto: PR

Jobbet som A&R er bare en ud af rigtig mange funktioner, du kan have i musikbranchen. Er drømmen at sidde på et pladeselskab og udvikle artister, så skal du måske læse med her, for det er præcis, hvad vi har talt med britiske Will Hunt om. Will Hunt er A&R Manager på Columbia Records, UK, og vi har mødt ham til en snak om hans arbejdsgang på Columbia, om hans største samarbejder og om hans vej ind i branchen.

by:Larm Festival i Oslo: samlingspunkt for et hav af internationale musikbranchefolk, der traver fra konference til konference, fra møde til møde og fra koncert til koncert for at repræsentere dem selv og deres arbejdsplads, trykke de rigtige hænder og selvfølgelig lytte til det bedste nye musik, de ikke vidste, de manglede i deres liv. En af de branchefolk er britiske Will Hunt. Han er A&R Manager for Columbia Records UK (et sublabel til Sony Music), der huser artister som Patti Smith, Harry Styles, Tyler The Creator, Foo Fighters og Daft Punk.

Har du ikke hørt jobbetegnelsen A&R før, eller har du hørt den, men undrer dig over hvad i alverden, det betyder, så får du lige en lynintroduktion: “A&R” står ganske enkelt (men meget bredt) for “Artist & Repertoire”. Som A&R er du ansat på et pladeselskab eller publishing-selskab og det er dig, der er ude med kikkerten for at finde nye talenter, skrive kontrakt med dem og hjælpe dem med at udvikle deres repertoire og udvikle dem som artister.

Will Hunt beskriver selv sin arbejdssituation således:

Jeg er A&R Manager på Columbia Records UK, som er en del af Sony Music. Jeg har arbejdet der i fem år og startede som en talent scout. Her bragte jeg en artist ind, der hedder George Ezra, og jeg har A&R’ed for ham på hans første album. Og så har jeg signet ting i et par år, arbejdet med singer-songwriters, elektroniske artister og en artist, der hedder Declan McKenna, som jeg er meget oppe at køre over.

Ja, så Hunt siger det selv: Det var ham, der i sin tid fik George Ezra ind, som siden har hittet stort med numre som “Budapest”, “Blame It On Me” og “Listen To The Man” fra debutalbummet Wanted on Voyage. Declan McKenna, som han også nævner, er desuden en artist, vi har holdt et vågent øje med, lige siden vi i starten af 2017 proklamerede briten som en af de 17 artister, vi tror mest på. Hør eksempelvis det brillante nummer “Humongous”, eller sangen “Brazil”, som i sin tid tryllebandt Hunt:

Han skrev nummeret (“Brazil”, red.) da han var 15 år. Han uploadede det til en platform for ny musik i UK, og det blev spillet på den lokale BBC-station. Vores daværende scout på Columbia viste det til mig, og det var bare en fantastisk sang, som havde et eller andet helt specielt over sig. Hun spillede omkring 40 numre for mig, men det var denne her ene, som fangede. Jeg mødte ham bagefter, og der gjorde han også et stort indtryk, da han kom ind i mødelokalet i sin skoleuniform.

Af andre artister, Hunt har bragt til Columbia-familien, er blandt andre også Snakehips og Raleigh Ritchie.

Læs også  Vera: "Jeg er ikke interesseret i at lave ”feel-good” musik"

En milepæl for Hunt

Lægger man streaming-tallene fra George Ezras fem mest populære sange sammen, løber det op i mere end 500 millioner streams – og det er kun på Spotify. Sådanne statistikker taget i betragtning, er det nok ikke så mærkeligt, at Hunt ser George Ezra som sin største signing indtil videre.

At bringe George Ezra ind i virksomheden, da jeg stadig var så ny, var en ret stor ting, hans massive succes taget i betragtning. Efterfølgende så at arbejde med A&R på hans første album, lære imens jeg gjorde det, og se ham gå fra at være en artist, der spillede for 50 mennesker til at være den største gennembrudsartist i 2015, blive nomineret til en BRIT Award og spille hele verden over var helt fantastisk at følge med i og være en del af.

På den engelske musikscene, fortæller Hunt, vil en af de første personer, en ny artist er i kontakt med, ofte være en såkaldt “Solicitor”, en advokat, der kan tage sig af spørgsmål omkring artistens rettigheder.

De hjælper blandt andet, når det kommer til at møde managere, og der er en eller anden form for kontrakt, som skal tegnes mellem manager og artist. De vil ofte være den første person, artisten er i kontakt med,” forklarer han.

Sådan en hjælpende hånd havde George Ezra også, og det var ham, der i sin tid fortalte Hunt om det unge talent.

Han spillede det for mig, og jeg elskede, hvad jeg hørte og fulgte op på det derfra. Jeg tog til en af hans koncerter og spillede det efterfølgende til et A&R-møde. Så mødtes jeg med George, og nu er han signet.

Det er vist ingen hemmelighed, at Hunt ikke var den eneste, der kunne lide, hvad han hørte, da han første gang fik George Ezra i øregangen. Men selvom det er en meget romantisk tanke, så er det altså sjældent nok “bare” at have skrevet god musik. Der skal mere til at bryde igennem som Ezra.

En af de ting, jeg har lært i løbet af de sidste par år, er, at det at være en succesfuld artist handler meget mere om personen og deres temperament og deres personlighed end om deres faktiske talent. Der er en masse folk, der er talentfulde, men ikke er blevet til noget, så jeg vil gerne signe folk, som jeg tror har potentiale til at blive ikoner. Kan jeg se folk hænge deres plakater op på væggen? Kan jeg se dem vinde awards? kan jeg se folk virkelig blive forelskede i dem, deres musik og deres personaer som et hele? Det tænker jeg mere over, end om de “bare” har en god sang og en god stemme.

At gå efter en bestemt aura omkring en artist og lede efter, om artisten har potentiale til at connecte med en hel masse mennesker, er en del af det at være i den mere kommercielle ende af musikindustrien. Når alt kommer til alt, har du ét mål:

Du ved, på et pladeselskab er idéen i sidste ende at sælge plader. Og jeg tror, at du sælger mange plader, hvis du selvfølgelig har evnen til at skrive gode sange, performe dem godt, lave et godt album, men så derudover også har en stor personlighed, karakter og et stort drive omkring dig.

Læs også  Vera: "Jeg er ikke interesseret i at lave ”feel-good” musik"

Musikindustriens omskiftelige natur

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at musikbranchen, ligesom så mange andre brancher, er en omskiftelig og kompliceret størrelse. På en festival som By:Larm i Oslo, hvor jeg mødte Will Hunt, er konferenceprogrammet spækket med oplæg og paneldebatter, som har til formål at gøre dig klogere på eksempelvis nye tendenser, du som brancheperson skal kende til, eller på de største udfordringer, industrien lige nu står overfor. Det kan handle om branchen som et hele, eller om specifikke dele af den.

Jeg synes, der er mange udfordringer, og som A&R eller manager er det svært at reagere på branchens omskiftelige natur. Spørgsmålene om, hvordan man sælger albums, hvordan man skaber en artist, hvordan man skal udgive sin musik og så videre, er anderledes hvert eneste år. Det er streaming-platformene, der bestemmer nu. Alt, vi taler om, er Spotify, og for to eller tre år siden var det Soundcloud. Så den største udfordring er egentligt bare, at alt hele tiden ændrer sig og så prøve at gennemskue, hvordan man omstiller sig i forhold til, hvordan folk forbruger musik.

Det er imidlertid ikke kun Hunts egen situation, han følger med i. Han arbejder som sagt dagligt med en gruppe artister, som også står over for en række udfordringer. En af dem er noget så jordnært som turné-omkostninger. At spille live er en altafgørende disciplin og skal på sigt blive en sindssygt vigtig indtægtskilde, når nu artisternes indspillede musik ikke altid kaster så meget af sig, som de nok havde håbet på (- og fortjent *host*).

Hvis du er et band, eller hvis du er en soloartist, der har brug for musikere til dine koncerter er leveomkostningerne ofte en stor udfordring. Bare det at købe en sandwich i England er noget andet end for 10 til 15 år siden. Det er derfor bands og artister, som vil ud og præsentere deres musik live, har brug for et label, som kan hjælpe dem med omkostningerne.

Der står heldigvis ikke “dommedag” skrevet ud over hele musikindustrien, for branchens omskiftelighed avler også en masse spændende, nye tendenser og udviklinger. Det har Hunt også et eksempel på, selvom det ikke er alle, det gavner lige meget.

Jeg tror, at hvad der både er en velsignelse og en forbandelse for artister er, at der på Spotify bare er så mange navne. Du kan sidde et eller andet sted i dit soveværelse, og måske passer du ikke ind i “normen” om, hvad en typisk artist er, men hvis dit track er på Spotify, og dit track er fedt, og forskellige blogs er begyndt at samle det op og skrive lidt om det, så begynder du at få lidt momentum på Spotify. Måske ender du på en viral liste, og du kan pludselig få en masse succes med dét track uden at have gjort særligt meget og uden at være tilknyttet et label, en manager eller en PR-person. Så det er spændende for artister, og som label møder vi flere artister, som siger: ‘Jeg behøver ikke signe med dig. Mit track har lige streamet 100 millioner gange på Spotify, og jeg får faktisk rigtig mange checks i posten hver dag og det går virkelig godt’. Så det er uhyggeligt for et pladeselskab, men sikkert fedt for artister.

Læs også  Vera: "Jeg er ikke interesseret i at lave ”feel-good” musik"

Gode råd og det dér med at få en fod indenfor

Dengang Will Hunt selv begyndte sin karriere i musikbranchen, ledede han en aften ved navn ‘Off Modern’ på London-klubben Corsica Studios sammen med nogle venner. Det udviklede sig senere til ‘Off Modern Records’, hvor Hunt blandt andet udgav musik for kunstneren Gabriel Bruce. Derudover fik han et praktikforløb i hus hos management-firmaet Giant Men Management, som blandt andet arbejder med Crystal Fighters og Mount Kimbie, inden han i 2012 startede som Scout for Columbia. Året efter blev han forfremmet til Junior A&R Manager, og i 2015 blev han atter forfremmet til A&R Manager. Her er Hunt’s besked til dig, der selv drømmer om at få en fod indenfor på et pladeselskab.

Man skal gøre noget på egen hånd. Vær entrepreneur. Det kan handle om at starte en musikblog, starte en club night eller præsentere sine favoritbands på det lokale spillested – eller arrangere en bandbattle. Vis initiativ på en eller anden måde. Personligt var det ikke min plan fra starten af at blive A&R. Jeg prøvede at følge andre retninger, men det gik ikke så godt, og pludselig havde jeg en jobsamtale med Columbia. Og de var sådan: ‘Fedt! Se alle de her ting, du har lavet inden. Du har præsenteret et band, og du har haft en tankegang omkring musik, som ikke udelukkende er baseret på kærligheden for musik, men hvor du faktisk har skullet tænke: ‘hvis jeg booker det her band, kommer det til at tiltrække folk til klubben’. Og det var en mere A&R-agtig måde at tænke på. Pludselig havde jeg en stilling som scout, fordi jeg havde lavet en hel masse forskellige ting, som jeg troede var en hobby, men som endte med at blive min karriere.”

Det er svært at være en ‘lone wolf’, når det kommer til at arbejde i musikbranchen. Gode bekendtskaber kan være guld værd – især dem, der har erfaring nok til at dele ud af, så det handler om at spidse øre, når gode råd kommer på bordet. Hunt afslører ikke, hvem der gav ham dette råd, men det er det bedste, han har fået, når det kommer til jobbet som A&R.

Hvis du får en eller anden reaktion, når du lytter til en artist, skal du huske din første reaktion, når det kommer til at skrive kontrakt. Hvordan får artisten dig til at føle? Hvordan tror du artisten er som person? Det er vigtigt at notere sig, fortalte en producer mig engang. Og det viste sig at være rigtigt en del gange.

Interviewet blev foretaget på by:Larm Festival, Oslo, 2017, og blev første gang bragt på Innovative Music Management.