Foto: SILQUE // PR

Weekenden bød på så mange essentielle udgivelser, at det halve kunne have været nok. Det fulde overblik får du alligevel her. 

Phlake – Weird Invitations

Phlake har været på alles læber det sidste lange stykke tid, og duoen bliver ved med at overraske og ryge længere og længere til tops med deres RnB-prægede musik, som de selv kalder “Rythm and Balls”.
Det sidste års tid har været særligt godt for den danske duo, som blandt andet åbnede Orange Scene på dette års Roskilde Festival, og som vi i den forbindelse fik en snak med deres manager om.
Derudover har de lige annonceret Europa-turné, og er blevet annonceret til næste års norske musikbranchefestival Eurosonic. De spiller for et udsolgt VEGA i november, og har derfor også fået en ekstra-koncert.
Derudover blev phlake sidste år vinderne af ‘Årets Danske Navn’ til Bands of Tomorrow Music Awards.

Liam Gallagher – As You Were

Liam Gallagher har gennem årene opnået en ikonisk status inden for rockgenren, og hans solodebut As You Were har været længe ventet. Forventningerne til albummet har været høje, og derfor er udspillet overraskende. Som du også kan læse i vores anmeldelse, debuterer Gallagher nemlig nok som solokunstner, men ellers er der ikke meget nyt. Overordnet set virker han uinspireret på albummet, for rigtig meget af det føler man, at man har hørt før. Albummet kan ikke betegnes som dårligt, men klart middelmådigt, og måske derfor har Gallagher tidligere udtalt, at han egentlig foretrækker at dyrke musikken som et samarbejde.

Weaves – Wide Open

Den Canadiske Indie-pop/rockgruppe Weaves smed i fredags deres andet album på gaden. Gruppen har eksisteret siden 2012 og består af forsangeren Jasmyn Burke, guitarist Morgan Waters, trommeslager Spencer Cole  og bassist Zach Bines. Tidligere udgav de deres selvbetitlede EP i 2014 og deres selvbetitlede debutalbum i 2016. Albummet var blandt favoritterne til Juno prisen for “Alternative Album of the Year” og Polaris Music Prize 2017, og var for sangen “Shithole” nomineret til en SOCAN sangskrivningspris.

Læs også  2017-opdagelser: Noga Erez

Velvet Volume – Look Look Look!

I 2015 vandt de titlen ‘Årets Danske Navn’ ved Bands of Tomorrow Music Awards, og nu er det længe ventede debutalbum fra Velvet Volume endelig på gaden. Look Look Look er en meget passende titel, selvom Hear Hear Hear! nu heller ikke havde været helt upassende. Velvet Volume udmærker sig ved at fange lytterens opmærksomhed og ikke give slip, før sidste beat er markeret.
Bandet, der består af søstrene Noa, Naomi og Nataja Lachimi, spiller rock, og allerede på intronummeret “Intro”, er stilen lagt. Det er både hårdt og energisk, og det instrumentale krydres med lækre harmonier, ørehængende, melodiske linjer og en uimodståelig form for flabethed. Look Look Look! er bestemt din tid værd.

SILQUE – Gloria

SILQUE har haft et rigtig godt og produktivt år i år med allerførste singleudspil i marts måned, og herefter anden- og tredjesinglen forud for deres debutalbum, som udkom i fredags. Alle singlerne vidner om et velspillet og sammenspillet band med styr på både deres stil og deres fremtid.
Lyden er en blanding af klassisk rockinstrumentering, med surfelementer og indie-poppet stemning samt en klar inspiration fra psychen.
I fredags holdte bandet releasekoncert for deres album, som er indspillet i Vibe Factory og mastereret i det legendariske Abbey Road Studie i London.
Om deres album siger bandet selv:

“For os er det nye album blevet et symbol på aldrig at give op, og altid tro på tingene kan
lykkedes, hvis man knokler røven ud af bukserne og har tiltro til projektet og hinanden.
“Gloria” har været lang tid undervejs, og vi har glædet os som små børn lige siden den
vilde tur i Abbey Road studiet med Alex – kort sagt, vi er bare så pissestolte.”

Zak Abel – Only When We’re Naked

Zak Abel er blot 22 år, men har allerede fået skabt et betydeligt navn for sig selv på den internationale popscene. Zak er fløde på den helt rigtige måde, og blander hyppigt elementer som soul og RnB ind i sin musik.
I tirsdags spillede han for et næsten udsolgt Lille Vega, og han har i de sidste uger været på vores Uimodståelige hitliste med singlerne “Only When We’re Naked” og “River”.
Man kan helt sikkert forvente sig en stor karriere fra den nye stjerne i fremtiden.

Slumbre – Bathos

Slumbre kender du måske også under deres tidligere navn Santiago. I den konstellation udgav de deres EP Everybody Knows I’m Haunted i 2012 samarbejde med Nikolaj Nørlund, og deres debutalbum No More Songs About The Moon i 2014. Begge plader fik radiotid på P6 Beat og på Det Elektriske Barometer på P3, og bandet optrådte i 2015 på Gloria-scenen på Roskilde.
Nu har de i en lidt anden konstellation skiftet navn og udgiver en musik med fokus på et mørkere og mere melankolsk lydbillede samt et særligt stor fokus på teksten og lytteværdien for publikum.
I anledning af deres nyopstartede projekt og deres allerførste udspil “Bob Saget”, fik vi en snak med bandet, og fik derudover eksklusivt lov til at premiere singlen og den dertilhørende musikvideo.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 46

Rationale – Rationale

Rationale er et meget lovende britisk talent, som virkelig er kommet på alles læber det sidste stykke tid. Bag kunstnernavnet gemmer sig den Zimbabwe-fødte Tinashe Fazakerley, som I fredags sendte sit selvbetitlede debutalbum på gaden.
Tidligere i år har han udgivet EP’en Vessels, og hans soulede pop og RnB-musik taler efterhånden for sig selv.
Af særlige elementer i sin musik kan nævnes hans blanding af gospelkor-effekter samt tunge beats og brede syntharrangementer.    

Carla Dal Forno – The Garden

Carla Dal Forno har tidligere været Ugens Upcoming hos os sidste år, og det er en helt unik australsk sangerinde der gemmer sig bag det italiensk-klingende navn.
Hun skriver sange som giver en helt rummelig atmosfære, og som åbner sig op jo mere man hører dem. I fredags udgav hun EP’en Gardens.

Kelela – Take Me Apart

Den amerikanske sanger og sangskriver Kelela Mizanekristos, kendt som blot Kelela, er ude med sit debut-album Take Me Apart, som kommer forud for hendes debut-EP Hallucinogen fra 2015 og debut-mixtape Cut 4 Me, som høstede rosende anerkendelser fra store navne som Bjørk og Solange Knowles.
Kelela skriver RnB- og electroinspireret pop med stor fokus på vokalarrangementerne og med energisk og basfyldte beats.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 47

Boys From Heaven – No Way! But anyway

Boys From Heaven er et københavnsk band, som i alt tæller syv medlemmer, og i lørdags udkom drengenes anden EP. På udspillet trækker gruppen heftigt på 80’ernes pop/rock-tradition.
Gruppen formår på et nummer som “Unburned” at bevæge sig i det legesyge og lette, og desuden at dyrke det mere eftertænksomme på for eksempel “So Long Ago”, hvor den alvorlige mine findes frem. No Way! But Anyway har bestemt været ventetiden værd, og du kan læse vores anmeldelse her.

Wolf Parade – Cry Cry Cry

Weekenden bød på bydeformer fra blandt andet det canadiske rockband Wolf Parade, der i fredags udgav deres fjerde studiealbum. Som vi også skrev i vores anmeldelse, lever Cry Cry Cry dog ikke helt op til forventningerne. Ingen af sangene bør betegnes som dårlige, men til gengæld er der heller ikke rigtigt nogen af dem, der skiller sig ud som noget særligt interessant. Langt det meste af det, har vi hørt før, men Wolf Parade har dog i sidste ende nok forstand på deres lyd til, at Cry Cry Cry ikke kan karakteriseres som ligegyldigt. For eksempel kan “Weaponized” helt klart ét eller andet.

Carl Emil Petersen – Natradio

I fredags udkom Carl Emil Petersens solo-debutalbum Natradio, og det viser en Carl Emil som efterhånden er ved at blive mere kendt for sit nye soloprojekt, frem for forsanger i ex-bandet Ulige Numre.
Hans musik trækker i høj grad på samme elementer som sit tidligere band, og viser en kærlighed for den danske sangskat med dansksproget lyrik, folkrockede elementer og den gode melodi i højsædet.
På årets Roskilde gav han ifølge vores anmelder en flot live-koncert, og det bliver spændende at se, hvor hans album nu fører ham hen.