Foto: Saint Best // Baijie Curdt-Christiansen

2016 har budt på masser af festivaler, koncerter og ny musik. Her er de nye bands, som vi her på redaktionen har haft allermest optur over i løbet af året. 

ARY (NO)

ARY kom ind på min radar, fordi en af mine yndlingsnordmænd, Fay Wildhagen, spiller guitar i hendes band. Men jeg var faktisk ikke helt solgt, da jeg med et halvt øre hørte hendes første single, “Higher”, under mine forberedelser til by:Larm i Oslo i starten af marts. Jeg gav det dog en ekstra chance og tog til en af hendes koncerter på festivalen – og gudskelov for det! Klædt i flagrende hvidt, dansede hun konstant rundt på scenen med et smil på læben og øjne, der funklede af spilleglæde, og jeg blev viklet helt ind i hendes dystre, men dansable, elektrounivers, hvor nordens kulde møder caribiske rytmer. Så tak, ARY, for at have overbevist mig om, at du ikke bare er ‘endnu en’. Jeg glæder mig til at høre mere fra dig i 2017.” – Tanja Brinks Toubro, chefredaktør

Læs også vores interview med den norske sangerinde her.

Saint Best (DK)

“Saint Bests industrielle og kraftfuldte discoficerede synthpop er velsagtens et af de mest komplette lydbilleder, jeg har stødt på i det forgangne år. Jovist, inspirationskilder som Duran Duran og Depeche Mode er tydelige, men den københavnske kvartet har givet 80’er-lyden en opdatering, og givet synthpoppen et personligt og unik penselstrøg.” – Kristian Nicolai Bundgaard, praktikant

Albin Lee Meldau (SE)

Ham her er nok en af mine favoritopdagelser nogensinde. Så vidt jeg husker, var det ved at scrolle igennem Spot Festivals program, at jeg tilfældigvis faldt over den svenske singer-songwriter Albin Lee Meldau. Førstesinglen “Lou Lou” satte sig fast fra første takt, og det blev hurtigt en af de dér numre, som jeg insisterende (og nok også irriterende) forsøgte at tvinge ud af højtalerne hos alle mine venner. De er også solgt, skal det siges, og det er også ret svært at stå imod Meldaus fortryllende vokal og enormt skarpe øre for gode melodier. Musikken er uendelig tidløs, og tiden står stille, når numre som “Darling” og “Let Me Go” kommer på. Albin vandt den første ANCHOR Award nogensinde på dette års Reeperbahn Festival, han har netop signet med amerikanske Astralwerks (Capitol Records) og er blevet nomineret til den svenske version af Grammy. Hør ham nu, inden din nabo, og sørg for Guds skyld for at sætte kryds i kalenderen, hvis han en dag giver koncert i en by nær dig. Eller et land nær dig. Eller på den anden side af kloden. Jeg er ligeglad, bare du oplever ham.” – Nikoline Skaarup, nyheds- og anmeldelsesredaktør

Læs vores interview med Albin Lee Meldau her.

Ten Fé (UK)

“Jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg har kastet min uforbeholdne kærlighed på de her drenge og deres slackede, The War On Drugs-agtige indiepop. Da jeg ved et tilfælde kom forbi deres koncert på The Great Escape Festival i Brighton i maj, var det især deres første single, “Make Me Better”, der satte sig fast, og den er stadig en af mine favoritter. Men den tilbagelænede, melankolske “Turn” er også virkelig lækker. Og det er det seneste, ret så 80’er-glade, track “Overflow” også. Det giver mig af en eller anden årsag lyst til at spurte afsted langs en strand (og jeg hader ellers virkelig at løbe). “Elodie” er også god. Og… Okay, I har nok fattet pointen. Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn til, at deres debutalbum, Hit the Light, kommer på gaden den 3. februar?” – Tanja Brinks Toubro, chefredaktør

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Læs også vores interview med Ten Fé her. De kan opleves i DK i starten af det nye år, når de gæster Atlas i Aarhus den 27. februar og Ideal Bar i København den 28. februar.

Masasolo (DK)

“2016 har på mange måder stået i psych-rockens tegn, og et af mine yndlingsnavne på dén scene er danske Masasolo med Morten Søgaard i front. Med deres EP Breakup har de, som titlen også antyder, fuldstændig indkapslet kærlighedens lunefulde liv, og har på flotteste vis illustreret den med deres skrøbelige, variererede og gennemførte lydbillede, der leder tankerne hen på navne som Tame Impala og Unknown Mortal Orchestra.” – Kristian Nicolai Bundgaard, praktikant

Læs også vores Ugens Upcoming med Masasolo her.

Jorja Smith (UK)

“Jeg opdagede Jorja Smith tilbage i starten af januar 2016, da hun udgav nummeret “Blue Lights” som røg direkte ind i repeat på min playliste. Hun slog virkelig benene væk under mig, og hendes seneste EP Project 11 har også kun overrasket mig positivt. Jeg er helt sikker på, at der ikke går lang tid, før hun slår igennem, og at vi i fremtiden kommer til at høre meget mere fra den dygtige sangerinde.” – Mille Kristensen, praktikant

Boo Seeka (AUS) 

“Jeg ved ikke helt, hvad det var, der fik mig til at klikke på navnet ‘Boo Seeka‘, da jeg i starten af året zappede gennem programmet til The Great Escape – men jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det! De havde på daværende tidspunkt vist kun udgivet singlen “Kingdom Leader”, hvor en dyb, soulet vokal giver tyngde til et tilbagelænet, elektronisk lydlandskab. Jeg var solgt på stedet. Den australske ‘dreamtronica’-duo, bestående af sanger Ben Gumbleton og producer Sam Croft, har siden udgivet numrene “Fool”, “Deception Bay” og “Oh My”, som alle har kørt på repeat på min Spotify i løbet af året. De skulle have udgivet et album i efteråret, men fordi deres tourplan blev ved med at blive udvidet, er det blevet udskudt. Så nu satser jeg på, at det rammer gaden senest i foråret. Ik, drenge?” – Tanja Brinks Toubro, chefredaktør

Læs vores interview med duoen her.

Alex Izenberg (US)

“En utrolig overset kunstner i år. Jeg faldt over Alex Izenbergs debutsingle “To Move On”, da jeg, rimelig skødesløst, bladrede igennem internettets mange anbefalinger, og jeg blev hurtigt glad for det retro lydbillede og de Bowie-klingende vokaler. I september udkom Izenbergs debutalbum, som viste et kæmpe potentiale. Jeg håber, at vi i 2017 kommer til at høre meget mere til Izenberg.” – Amanda Olsen, praktikant

Whitney (US)

Tak 2016 for Whitney! Bare tak. Chicago-duoen florerer på stort set alle lister over årets bedste albums, jeg er stødt på, og de topper også min. Ligesom Albin Lee Meldau, har Whitney fundet nøglen til et unikt og tidløst univers, og det er altså ret imponerende i en tid, hvor alle ellers synes, mere eller mindre, at lyde som hinanden. Jeg tog en snak med drengene inden deres koncert på et udsolgt Store VEGA, og de forklarede det selv således: “[…] vi havde aldrig hørt noget, der lød som Whitney før, men samtidig følte vi en form for nostalgi, som om at vi kunne genkende det et sted fra.” – og det er præcist sådan, jeg også har det. Der er en enorm længsel og nostalgi i deres musik, men jeg har stadig ikke (efter nok 1000 afspilninger) kunne identificere, hvad jeg føler er en længsel imod. Og måske det er derfor, at jeg bliver ved, og ved, og ved at kunne lytte til deres fængende numre.” – Nikoline Skaarup, nyheds- og anmeldelsesredaktør

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Læs vores interview med Whitney her.

serpentwithfeet (US)

“Josiah Wise’ projekt serpentwithfeet fangede først min interesse med sit visuelle udtryk. Coveret på hans debut-EP Blisters gjorde mig med det samme interesseret i, hvad denne mand, med glitrende make-up og overdimensioneret septumpiercing, lavede for noget. Og jeg blev ikke skuffet. Især titelnummeret fra EP’en blæste mig totalt omkuld, med sin dirrende nerve og højstemte R’n’B fornemmelse.” – Amanda Olsen, praktikant

LANY (US)

“Tilbage i marts fik jeg en mail fra Universal med en invitation til en showcase og følgende tekst: “Engang imellem præsenteres vi for noget musik, hvor vi ikke er et sekund i tvivl om, at det kan blive stort – rigtig stort. LANY er sådan et band.” Showcasen med forsanger Paul Klein var allerede dagen efter, og hold nu kæft, hvor er jeg glad for, at jeg ikke havde planer den formiddag. For jeg kan ikke være mere enig: Det her band kan et eller andet, som kan blive rigtig, rigtig stort. Jeg ved sgu ikke helt, hvad det er, der gør det, men Paul Klein tryllebandt mig bare med sin vokal og sit keyboard en helt almindelig torsdag i København, og da han vendte tilbage med de øvrige bandmedlemmer, Jake Goss og Les Priest, i september, stod jeg selvfølgelig og sang med på den drømmende elektropop – på et fuldstændigt udsolgt og gloende hedt Ideal Bar.” – Tanja Brinks Toubro, chefredaktør

Læs vores interview med de tre amerikanerne her.

Palace Winter (DK/AUS)

Den dansk/australske, alternative rockduo Palace Winter udgav i starten af juni deres debutalbum Waiting for The World To Turn, som høstede fem ud af fem stjerner fra vores begejstrede anmelder. Jeg var også helt solgt, da jeg første gang hørte singler som “Positron” og “H.W. Running”. Der er sådan en drømmende let og samtidigt benhård ‘derudaf-vibe’ over musikken, der er satans velfungerende. Danske Caspar Hesselager (My Heart the Brave) og australske Carl Coleman (Sink Ships) komplimenterer hinanden på allerbedste vis, og jeg venter i spænding på mere.” – Nikoline Skaarup, nyheds- og anmeldelsesredaktør

Læs vores interview med Palace Winter her. 

Maggie Rogers (US)

“Jeg er sjældent blevet så fortryllet og blæst bagover af at høre en kunstner for første gang, som da jeg første gang hørte amerikanske Maggie Rogers og hendes luftige vokal på  førstesinglen, “Alaska”. Hun har med sin kombination af folk og R’n’B udvist ekstremt stor musikalsk dygtighed, og jeg er overbevist om, at 2017 bliver hendes år.” – Kristian Nicolai Bundgaard, praktikant

Rogers udgiver sin debut-EP Now That The Light Is Fading den 17. februar, og spiller i DR Koncerthuset den 8. marts.

Lewis Del Mar (US)

“Jeg var ikke helt overbevist, da jeg lyttede til Lewis Del Mars debut-EP første gang. Der foregik så meget i det skramlede, samplede lydbillede, at jeg havde lidt svært ved at overskue det. Men jo mere jeg lyttede, des varmere blev jeg på det. For under den skramlede overflade gemmer der sig lækker, akustisk guitar, dragende melodier og et harmonisk virvar af trommer. Hvis man er til navne som Alt-J, Beaty Heart og Glass Animals, så er den her amerikanske duo virkelig værd at tjekke ud. Og så burde festivaldanmark også få øjnene op her, for de er fandens gode live.” – Tanja Brinks Toubro, chefredaktør

Læs vores interview med Lewis Del Mar her.

Parcels (AUS)

Parcels, Parcels, åh Parcels. I gør mig sgu så glad. Med jeres farverige udstråling og discodrevne popkompositioner. I ved ikke, at jeg eksisterer, men jeg stod nede i den svedende crowd til jeres fantastisk energiske koncert på Reeperbahn Festival. Jeg så muligvis lidt muggen ud, men det var altså kun på grund af det søde (læs: virkelig irriterende) par, der kravlede op på hinadens skuldre lige foran mig – dansende og med meget fyldte rygsække på. Anyways, I gjorde det skidegodt, og jeg smilte til langt ud på aftenen ved tanken om at have lært jeres musik at kende. Tillykke med nomineringen til festivalens Anchor Award, og jeg håber, vi ses engang i det nye år – meget gerne på dansk grund. Okay? Okay.” – Nikoline Skaarup, nyheds- og anmeldelsesredaktør

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

ABRA (US)

“Det var først for nyligt, at jeg fik øjenene op for ABRA. Det var hendes seneste single “Pull Up” der fangede mig. Og det var især den særlige lyd, som jeg ikke havde hørt andre steder, der gjorde udfaldet. Straks efter jeg havde opdaget hende, gik jeg ind og lyttede til, hvad hun ellers har udgivet, og flere af hendes sange som “Fruit” og “Feel” har kørt på repeat lige siden. Hun er fuld at potentiale, og jeg glæder mig til at høre mere!” – Mille Kristensen, praktikant

Margaret Glaspy (US) 

“Amerikanske Margaret Glaspy slog benene væk under mig til VEGAs New Crush Vol. 3. Det er ikke tit, man opdager en helt ny kunstner ved at tage til koncert med dem, men det er en af de fedeste måder at finde sine nye favoritter på. Fra første nummer var jeg hooked på Glaspys på én gang delikate og growlende vokal, og hendes skramlede, men velkomponerede, folkrock-ballader.” – Amanda Olsen, praktikant

Blossoms (UK)

“Da jeg tilbage i januar hørte “At Most A Kiss” og “Charlemagne” for første gang, skulle der ikke mange sekunder til, før jeg var hooked. De fem Manchester-drenge, som udgør Blossoms, emmer af rock’n’roll-attitude, men lyden er poppet – jeg har før beskrevet dem som en cocktail af Arctic Monkeys, The Kooks og lidt Oasis, shaket godt og tilsat en god sjat ABBA og måske endda et drys The Cure. Og jeg kan ikke være den eneste, der har smag for den opskrift, for deres album er den bedst sælgende debut i England i år, og de har spillet 150 koncerter – og jeg var så heldig at stå i crowden på både Great Escape, NorthSide Festival og Reeperbahn Festival. Så altså med andre ord: Tjek de her drenge ud.” – Tanja Brinks Toubro, chefredaktør

Læs også vores interview med bandet her. De kan desuden opleves live i København, når de gæster Lille VEGA den 16. februar.

Solange (US)

“Okay, teknisk set opdagede jeg ikke Solange i 2016. Som mangeårig Beyoncé-fan vidste jeg udemærket besked om hendes lillesøster, der også er i musikbranchen. Men jeg tror, der er mange, der først rigtigt fik øjnene op for Solange Knowles i år ved udgivelsen af A Seat At The Table – en vanvittig stærk plade med lækker neo-R’n’B om vigtige temaer. Jeg var hooked fra allerførste vokalharmoni.” – Amanda Olsen, praktikant

Visage, Copenhagen (DK)

“Jeg ser lidt Visage, Copenhagen som Vellness Pladers onde tvilling. Det uafhængige pladeselskab specialiserer sig i elektronisk og eksperimenterende musik, ofte med en lidt mørk drejning. Du skal tjekke Visage, Copenhagen’s kunstnere ud, hvis du er gået lidt død i den ellers fremragende danske musikscene. Jeg garanterer dig for, at du ikke får en deja vu-oplevelse. Min personlige favorit fra pladeselskabet er Worldbuilding, som laver smukke, regntunge sange.” – Amanda Olsen, praktikant