Foto: Niels Østergaard Munk

I september 2016 var Fugleflugten vores Ugens Upcoming, og nu har vi fornøjelsen af at premiere musikvideoen til deres nye single “Glædens Port”

Under navnet Fugleflugten laver Rasmus Yde Søndergaard, Frederik Henriksen, Mathias Rosenkilde og Laurits Pilegaard dansksproget post-punk, og til oktober, der for drengenes vedkommende også er spækket med koncerter, er de aktuelle med en ny EP.
Fugleflugtens musik er skrattende og støjende, og deres tekstunivers er både dystert og enormt poetisk. Dette kommer virkelig til udtryk på “Glædens Port”, der er mastereret af Emil Thomsen. På nummeret synger forsanger Rasmus, at

Læs også  Mød Nicolas Blix, endnu en ung ildsjæl i den danske musikbranche

Det er måden, du ikke kærtegner mig på//Måden du river og rusker mig ud af det smukkeste spind

og den nye musikvideo fanger smukt sangens essens.
Videoen er animeret og instrueret af Rasmus selv, og den fortæller om et menneske i frit fald gennem et mørkt og uendeligt univers af tanker og følelser. Da han lander foran glædens port, åbnes der for en verden af psykedeliske sole og alverdens farvepaletter, men mennesket kan ikke blive; pludseligt bliver mørket endnu en gang altomsluttende, og fortidige dæmoner begynder at indhente.

Stilen i den animerede video er næsten barnagtig i sit udtryk, og det klæder musikken umådeligt godt. Fugleflugten befinder sig i grænselandet mellem det simple, umiddelbare og ubesværede, og det tænksomme og komplekse, og netop denne kontrast gør deres musik så fængende. En smuk sang og en smuk video.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 38

 Læs mere om Fugleflugten her