Foto: Eugenijus Barzdzius

Den 20. oktober udkom danske Dangers of the Seas andet studiealbum, og i dag har vi fornøjelsen af at premiere videoen til sangen “Can You Hear Me”. 

Andreas Bay Estrup, Frederik Teige, Jess Jensen, Mike Taagehøj og Rasmus Jusjong går tilsammen under navnet Dangers of the Sea, og den københavnske kvintet specialiserer sig i en blanding af indie, folk og rock. Deres selvbetitlede debutalbum udkom i 2013, og i fredags udkom andet fulde udspil, albummet Our Place in History.

Dangers of the Sea er karakteriseret ved ørehængende melodier, vokal flerstemmighed og et overordnet set meget organisk udtryk, og dette gør sig bestemt også gældende på “Can You Hear Me”
Sangen handler om at miste nogen, man holder af, og om den kamp det kan være at komme igennem krisen. Selvom nummerets tekstlige aspekt ikke just er muntert, drives “Can You Hear Me” også af en energi, der giver lytteren en fornemmelse af lys på den anden side af en ret mørk tunnel.

Videoen, som vi premierer i dag, er en smukt filmet live-session, der giver et indblik i musikernes imponerende samspil, og den er et fint supplement til stemningen på “Can You Hear Me”.
Se videoen nedenfor og overvej, om du senere i dag ikke også skulle tage et smut forbi BEAT på Enghavevej, hvor Dangers of the Sea holder releasefest klokken 16.

Læs også  Luster - Stengade