Foto: Ten Fé // Peter Toubro

Crushet har efterhånden udviklet sig til en forelskelse i fuldt flor, og de fem udvalgt kunstnere bød ind med noget for enhver smag denne torsdag aften i København. 

For tredje gang blev Vegas New Crush, den internationale udgave af Vegas Udvalgte, afholdt på Lille Vega i København. Denne aften bød på fem kunstnere af engelsk, californisk og svensk afstamning. Fælles for dem alle var, at de hver især gav et godt bud på de forskelligartede tendenser, der for tiden hersker på den internationale musikscene.

Denne lillefredag er publikum mødt op for at opdage et nyt yndlingsband, opleve sin nyeste musikforelskelse live, eller bare nyde en kold fadøl i stemningsfulde omgivelser. Aftenen skydes i gang med Ten Fé, der indtager scenen med deres støvede americana, tilført elementer af psych og soul. Ten Fé fremstår som en værdig aftager til Tame Impalas psychede univers, men tonet ned til et sløvere, mere indadvendt univers. Gruppen virker da også en smule indadvendte i deres fremtræden. På scenen er det som om, at de alle står i deres egen lille boble af musik. Samtidig føler man sig som publikum ikke overflødiggjort af deres indadvendthed, og den ene forsanger udtrykker også flere gange sin taknemmelighed over at få lov til at spille i Danmark for første gang. Ten Fé repræsenterer fornemt den allestedsnærværende psych rock, på anderledes og soulfuld vis.

Næste kunstner i rækken repræsenterer derimod den bastunge, synthfyldte elektropop, der også har et fast greb i musikbranchen for tiden. SHELLS træder frem på scenen, ene kvinde med trommeslager og elektronisk -alt-muligt-mand på slæb. Hendes sange er hjerteskærende og dramatiske og står i stærk kontrast til hendes hverdagsagtige smalltalk med publikum imellem numrene. Mens hun snakker om Londons industrielle cykellåse, glemmer man helt, at man få sekunder forinden har været vidne til en vokalpræstation i topklasse.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

Højdepunktet i midten
Allerede efter de to første kunstneres minikoncerter, står det klart at VEGA har sammensat et program, der skal kunne fange næsten enhver musikentusiast. Vi har været gennem blød psych, og kølig synth-pop, og nu er det tid til, at californiske Margaret Glaspy spreder noget tiltrængt solskin denne mørke, regnfulde novemberaften. Glaspy ligger midt i koncertrækken, som blommen i et æg, og markerer sig hurtigt med sin skramlede folkrock, som et af aftenens absolutte højdepunkter. Glaspy har en særegen stemme, der både kan være totalt beskidt og gruset, næsten growlende, og det reneste rene skønsang. Hvis Angel Olsen var 30% vredere, ville hun nok lyde som Margaret Glaspy gør.

Som den første kunstner inviterer Glaspy publikum til at udfylde det hul, der ofte opstår mellem scene og publikum hele aftenen. Og publikum adlyder. På en aften med fem forskellige kunstnere over tre timer, er det klart, at en stor del af publikum veksler mellem at være opmærksom på musikken og forsvinde op i baren, eller ud i salens forhal. Men under Margaret Glaspys optræden er al opmærksomhed rettet mod hende, og hun modtager aftenens største bifald.

Det skal dog ikke kunne siges, om begejstringen for Glaspy skyldes en rimelig god placering i aftenens program. Publikum er godt varmet op, og klar til at nyde en god optræden. Men tre timer er lang tid at være til koncert, og det betyder desværre, at aftenens sidste to kunstnere har en væsentlig tungere byrde at bære, i form af trætte, og måske en smule snalrede københavnere, der muligvis overvejer bare at skippe det sidste til fordel for en varm seng. Jamie Isaac skal forsøge at fastholde publikums opmærksomhed, med sin meget soulede, meget oppe-i-tiden, meget af-udlandet-hypede lyd.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

Måske er det det massive Yamaha keyboard Isaac sidder bag, der gør det, men det føles meget som om at den unge brite ikke kommer udover scenekanten. Det er ikke svært at forstå, hvor hypen omkring Jamie Isaac kommer fra. Han har al potentiale til at smelte tusindvis af pigehjerter, og hans musik er velskrevet, velproduceret, og velspillet. Desværre mangler der noget nærvær fra scenekanten, og måske endda en smule oprigtighed. Isaac virker distanceret, og det hjælper ikke ligefrem på et publikum, der er i hastig reduktion.

Bizar afslutning
Sidste navn på programmet er den svenske technopunker Rein, der slutter aftenen af med at bryde formen fuldstændig. Hvis man troede, de første fire kunstnere var alsidige, er det intet i forhold til, hvad Rein nu byder ind med. Hun tager primitiv stadiontechno, punkattitude og glamrockstil og ryster det hele sammen til en energiudladning uden lige.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

Publikum er efterhånden reduceret til det halve af det oprindelige, og man ved ikke helt, om man skal grine eller græde. Det er så langt fra stemningen, der har hersket aftenen igennem, at det på den ene side kunne ses som en frisk afviger at gå hjem på. På den anden side er det så ude af trit med publikums sindsstemning, at det næsten bliver lidt akavet at være vidne til. Ikke at det rører Rein, der ufortrødent kaster sig rundt på scenen, og slutter hele aftenen af med at falde over sin mikrofonledning. For næsten enhver anden kunstner ville dette have været det pinligste af det pinligste, men Reins udtryk taget i betragtning, gør det faktisk ikke noget og virker ligefrem passende.

Vegas New Crush har denne aften vist et fornemt udsnit af tidens tendenser – med en enkelt afstikker i slutningen. Der var både højde- og lavpunkter, hvilket er forventeligt til en showcase af denne art. Efter aftenens afslutning står man tilbage med en oplevelse af, at være blevet vist grundigt rundt i den internationale scenes status quo. Og mon ikke en stor del af publikum gik hjem med et navn eller to, de lige skulle undersøge lidt nærmere? Det gjorde vi.