Foto: Findlay // Nikoline Skaarup

Onsdag aften løb den fjerde udgave af VEGAs New Crush-arrangement af stablen, og det var en aften fyldt med blandede genrer og stemninger og en lille følelse af ufuldendthed. Vi giver dig overblikket her.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at VEGAs New Crush i teorien er et utrolig godt tiltag. Hvorfor? Fordi det er et gennemført event, der præsenterer det danske publikum for hele seks, nøje udvalgt upcoming-acts fra udlandet på én enkelt aften. For mange af kunstnerne er det deres første koncert på dansk grund, og de giver den derfor hele armen for at markere sig på et nyt marked. I aften var ingen undtagelse. Af tidligere optrædende kan nævnes britiske Ten Fé og Jamie Isaac, amerikanske Astronautalis, svenske Albin Lee Meldau og islandske Axel Flóvent – navne som er vokset i både renomé og størrelse siden. Det lyder godt ikke? Så hvad er problemet?

Problemet er, at det danske publikum åbenbart er ligeglade, eller også er deres tid for dyrebar til at bruge en aften på et eller andet udenlandsk musik, de ikke kender. Faktum er, at Lille VEGA var pinligt tom, og det gjorde ondt at se, at så få var nysgerrige på, hvad der rører sig uden for den danske grænse. Til sammenligning var den danske pendent VEGAs Udvalgte i år udsolgt…
Om det lave fremmøde skyldes manglende reklame fra arrangørernes side, en generel manglende interesse eller noget så lavpraktisk, at eventet lå på en onsdag og varede fra 19.30 til tæt på midnat er ikke til at sige. Lige meget hvad var det ærgerligt, for endnu engang var der nogle spændende nye navne at lære at kende, og af og til lod det også til at kunstnerne blev hæmmede af det.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 46

Vores favoritter

For vores vedkommende startede aftenen ud med de to suverænt bedste acts. Og det stod i rockens tegn.

Francobollo indtog scenen i kedeldragter og wife-beaters, og tog med deres charme og energi salen med storm. Især forsangeren var en fryd at se på med vrikkende hofter, fjoget grin og impulsive danse-moves. Et par ninja-spark blev der også tilføjet igennem koncerten.
Det svenske band spiller støvet 70’er-rock med en vibe af solskin og den psych-lyd, som har domineret rock-musikken den seneste tid.
Francobollos optræden var præget musikalsk af uforudsete breaks og modige temposkift: Alt sammen noget, der var med til at øge publikums opmærksomhed, fordi det blev gjort så overbevisende. At forsangerens vokal havde nogle skønhedsfejl gjorde bestemt ikke noget – tværtimod. Det var på en måde med til at gøre oplevelsen af bandet på scenen mere autentisk.
Francobollo havde publikum i deres hule hånd lige fra start – og det måtte for min skyld gerne have varet meget længere.

Dernæst trådte Findlay på scenen: en engelsk sangerinde, stil- og attitudefuld som ingen anden og helt igennem cool.
Man kan bedst beskrive hendes musik som dansabel power-rock, for kraft havde hun masser af. Gennem hele koncerten var der en konstant kanalisering af energi direkte ud til publikum fra hende, hendes band og hendes performance i det hele taget.
Findlay startede koncerten ud med den flotte og dragende “Greasy Love”, hvori linjerne “Oh Lord I was born to be understood” blev sunget med stor inderlighed. Om det er en reference til Nina Simone er ikke til at sige, men Findlay har hvert fald nok karisma til at slippe afsted med det.
Det var en meget sikker og imponerende optræden, og oven i det hele sad Findlays vokal lige i skabet i alle numre – ikke en finger var der at sætte på hverken pitch eller kraft, og Findlay var generelt bare en sand performer gennem det hele. At bandet var lige så velspillende som hende gjorde showcasen til en sindssygt helstøbt, musikalsk oplevelse.

Læs også  2017-opdagelser: Noga Erez

Elektronisk stilstand

Herefter fulgte to acts, der opererede med helt andre stemninger. Stemninger der i princippet havde masser af potentiale til at fungere i live-sammenhæng. Det var bare nogenlunde her, at publikum lidt havde mistet interessen, var begyndt at sive ud af lokalet og efterlod et meget tomt rum tilbage til kunstnerne på scenen.
Først gik KÁRYYN og en trommeslager (drumpads) på – en eksperimenterende elektronisk artist, hvis musik i et interview med Björk er blevet nævnt som en af den Northside-aktuelle kunstner Björks inspirationskilder. Lyduniverset var rigtig flot, men det var i situationen meget svært at leve sig ordentligt ind i, både på grund af manglende støtte fra publikum, men også på grund af skiftet fra Findlays kraftfulde energiudladning i øjenhøjde til det svævende og meget flyvske act, der nu stod på scenen. Hendes vokal var dog virkelig, virkelig dragende.
Herefter tog S a r a r a r a over, og det var faktisk hende, der så ud til at være mest påvirket af den frafaldende menneskemængde. Den franske producer nåede aldrig rigtig at komme ud over kanten med sine skæve, luftige electro-skæringer, og hverken hendes vokal eller selvtillid virkede til at nyde showet.
De to elektroniske acts efter hinanden fik ubevidst og bestemt utilsigtet energiniveauet på Lille VEGA til at falde helt ned, og arrangementet ramte på en måde en mur her.

Sidst i rækken

Stilstanden skulle der dog laves om på, og det blev britiske Drones Club‘s fornemmeste opgave. Den levede de heldigvis godt op til. På Eventet stod Drones Club beskrevet som “hyperenergisk electropop med banger-potentiale”, og det er egentligt meget godt ramt. De tre gutter leverede hårdtslående elektroniske- og dance-inspirerede produktioner, der på enhver klub fredag aften ville sætte dansesgulvet i brænd. Vokalen var mekanisk og få øjeblikke en smule ensformig, men energiniveauet og graden af underholdning fejlede ingenting, og da en af gutterne hoppede ud i publikum og begyndte at danse rundt, fik de lige endnu et hak i bogen: fedt, tak!
Det var lidt spændende at se, om sidste act i rækken kunne leve op til den kamp, Drones Club havde kæmpet. Det var svenske Min Stora Sorg, der skulle på: en elektronisk popsangerinde, der havde en guitarist og korpige med sig og derudover backing track. Sangerinden og sangskriveren bag, Anso Lundin, var sindssygt karismatisk og indtog scenen i en nærmest overdimensionel blå pels, som hun legede med hele showet igennem. Queer-sangerinden er igang med at etablere sig som en ny spiller på den svenske pop-scene, og det skal hun nok. Hendes energiniveau var imponerende, taget i betragtning hvor svært det må være at skeje ud foran så få mennesker (og let’s face it: vi kan godt have en tendens at være noget stive i det danske publikum), og det var heldigvis smittende. Desværre kan electropop undersøttet af backing track godt komme ud en smule tamt, og selvom Lundin og korsangerinden havde stærke vokaler hver især, så var musikken ikke helt nok til at blæse os bagover.

Læs også  Tama Impala er ude med tre B-sides til deres succesfulde 2015-album Currents

Alt i alt, så takker vi for en god aften, hvor især Francobollo og Findlay står ud som højdepunkter, men vi er kede af, at der ikke var flere at dele oplevelsen med.