Præsenteret i samarbejde medtunecore_black_on_white

Foto: Frederik Folmer Middelboe

Den dansk-islandske duo Vicarage har indtil videre udgivet tre singler, som alle vidner om en bred genreforståelse: De beskæftiger sig med alt fra indie til electro, fra house til pop. Vi har stillet dem en række spørgsmål, så du kan blive endnu klogere på de to singleaktuelle drenge.

I september måned kom Vicarages seneste single “Swim”, som er lavet i samarbejde med Sad Girls Club. Den viser en sommerlig, blød og indie-poppet side af drengene, og dette har virkelig sat skub i deres musikalske projekt.
Derudover har drengene gang i masser af projekter for tiden, og vi er spændte på at følge deres videre færd.
Nedenunder kan du lære meget mere om Vicarage, deres musik og deres fremtidsplaner.

Hvem er Vicarage?

Vi er Esben og Felix fra henholdsvis Danmark og Island.

Hvordan vil I beskrive jeres lyd?

Vores lyd er ret eklektisk forstået på den måde, at vores tracks breder sig over ret mange forskellige
genrer. “Swim” er en ret indieagtig tune, “Caliente” og “Above This” er ret franske og chillhousede. Snart kommer vores næste track ud med en ny flot animeret video. Det hedder “Falco” og er en slags glitchhouset hyldest til Paris i 90erne. Vi har masser af både rockede og housede tracks, der venter på at komme ud, så Vicarages lyd er en hel masse forskellige ting, der alligevel har en ret tydelig rød tråd i melodier, harmonier og produktion.

Hvordan startede I?

Vi startede med at lave et track, der hedder “Above This”, som kom med på Sound Of Copenhagen og som vi efterfølgende fik nogle penge for at have med i en reklamefilm. Det finansierede nyt grej og kickstartede projektet.
Vi havde ikke noget navn da nummeret kom med på SOC, så vi fandt på Vicarage. Vi har tidligere spillet sammen i en electro-trio, der hed LA Knights.

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver jeres musik?

Vi sidder oftest hver for sig i begyndelsen af processen og arbejder demoer så langt frem, at man har lyst til at vise resultatet til den anden. Som regel drejer det sig om et loop med en masse lag, der kan tages af og på. Hvis den anden ikke picker up på demoen, er det tilbage og arbejde videre, eller ditche ideen. Hvis den anden picker up, arbejder vi sammen videre på mix, retning, indspilning, arrangement, master osv. Vi arbejder med alting simultant. Vi mixer, mens vi indspiller, mens vi jammer ideer, mens vi editerer, mens vi masterer. Alt foregår samtidig.
En anden speciel ting er, at vi arbejder med virkelig, virkelig mange demoer simultant. På de tre
computere vi arbejder på, er der nok tilsammen over 200 demoer.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

Tame Impala, Daft Punk, Fleetwood Mac, Justice, Soulwax + en masse andet of course.

Hvad er på jeres pladespiller lige nu?

Kaytranada, Molo, Boston Bun, Anderson Paak, Mal Grab, Mr Oizo.

Hvad er I i gang med lige nu?

Vi er i gang med at finde ud af hvordan og hvornår den animerede “Falco”-video skal ud. Vi har
sammensat en “Swim”-remixpakke med en masse fede artister, som vi skal finde ud af hvordan vi gør med. Vi har lige lagt sidste hånd på et remix for en rigtig sej UK-artist, der snart kommer ud.
Derudover er vi i gang med at indspille et track, der har featuring-vokal fra en dansk sanger, der normalt ikke synger på engelsk. Derudover er vi ved at færdiggøre tracks til en fremtidig samlet udgivelse.

Hvad er drømmen?

Masser af succes og dét der hører til – aka pizza til morgenmad. 

Indspilning, øvelokalet eller koncert- hvad foretrækker I?

Indspilning.

Hvis du/I kun måtte vælge én af dine/jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

Swim.

Hvis I ikke skulle lave musik, hvad skulle I så lave?

Være astronauter eller professionelle fodboldspillere..

Læs også  Norske Húm udgiver islandsk inspireret single