Præsenteret i samarbejde medtunecore_black_on_white

Foto: Beylarian

Denne Ugens Upcoming er amerikanske Race The Tide, som spiller rock- og folkinspireret musik propfyldt med nerve og sjæl.
Vi har stillet ham en række spørgsmål, så du kan lære den passionerede musiker endnu bedre at kende.

Race The Tide er et musikalsk soloprojekt skabt af multiinstrumentalisten Jesse Macht. Tidligere har han udgivet musik under sit eget navn med de to albums The Acts of Providence og Suitcase Heart. Kort tid efter fik Jesse konstateret SVT (supraventrikulær takykardi), som er en sygdom der får ens hjerterytme til at stige voldsomt. Efter mødet med sygdommen og hans egen dødelighed skete der noget: Jesse valgte at gøre sin musikalske drøm til virkelighed, og han optrådte blandt andet efterfølgende til over 100 hjemmekoncerter. Dette koncept bringer han videre dette efterår, hvor han med sine “Sunsets At” koncerter rundt omkring i Nordamerika opfordrer folk til at dele deres kreative passioner som musik, maling, litteratur, teater og andet i deres lokalsamfund. Jesse udvælger selv forskellige kunstnere til hvert show, som dermed bliver unikt hver gang.

For nylig har Race The Tide udgivet singlen “The Enemy” sammen med Heather Robb, og den skaber masser af forventninger til det kommende debutalbum.

Hvem er Race The Tide?

Race the Tide er mig, singer/songwriteren Jesse Macht. Men det inkluderer også mit band, når vi turnérer som et fuldt outfit. Bandet kan skifte, men den originale version er Tyler Carroll på bas (Allen Stone), Rob Humphreys på trommer, Kenneth Belcher på guitarer og Will Herrington på keys (Lukas Graham).

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Det er altid det svære spørgsmål. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det – Den er influeret fra alt, hvad jeg elsker: Alternativ indie/pop med rockrødder – men hvor irriterende er det lige at sige!?
Og jeg har sikkert ikke engang ret. Så jeg vil beskrive det som.. Værd at lytte til! 

Hvordan startede du?

Jeg har været sangskriver og performer i flere år i et band ved navn The Hatch. Derefter var jeg i bandet Burn Down the Mission, så som en soloartist og nu i det her nye projekt.
Min familie har en historie vi alle sammen fortæller, når vi skal forklare, hvordan vi startede i kunstneriske karrierer (min far og bror er begge skuespillere) Jeg tror ikke engang det er en rigtig historie. Men vi siger alle, at vi valgte vores givne discipliner, fordi en eller anden idiot klappede. Om det er sandt eller ej, det er ret meget grunden. Vi er nok alle ret opmærksomhedssøgende. Jeg joker selvfølgelig. 

Kan du fortælle os om den proces, der finder sted, når du skriver din musik?

Det kan ske på alle mulige forskellige tidspunkter og steder og med forskellige følelser, men generelt sidder jeg med et instrument og leger med forskellige progressioner, og begynder så at eksperimentere med en melodi, hvor jeg putter falske ord og konsonanter ind som stedfortrædere. 
Disse stedfortrædere bliver til rigtige ord og tanker, og det bygges op lidt efter lidt. Jeg vil nok sige at jeg 50% af gangene har et tema eller en idé som jeg vil ud med, og at jeg de andre 50% af gangene lader mig inspirere til en idé af musikken.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

Jeff Buckley og Laura Marling er to af mine største favoritkunstnere. Jeg elsker deres sangskrivning og deres intentioner. Jeg voksede op med kærligheden for de grundlæggende Americana-rødder fra Neil Young, Tom Petty og senere Jon Brion og Ryan Adams, og jeg tror at de alle har påvirket lyden. Jeg er for nyligt begyndt at lytte til noget mere 80’er-inspireret rock som Blood Orange og LCD Soundsystem, War On Drugs og Tycho, og det har også bragt sig ind i lydatmosfæren på mit album.  

 

Læs også  PREMIERE: Bad Birthday udgiver psykedelisk musikvideo

Hvad er på din pladespiller lige nu?

Jeg har lyttet ret meget til den seneste Haim-plade. Ærligt så kan jeg virkelig godt lide nogle få af sangene, og så kan jeg ikke rigtig udstå nogle af de andre. Jeg prøver at finde ud af,hvorfor nogle virker så godt på mig, og hvorfor nogle ikke gør. Det er hvad der er på min pladespiller… Lige… NU! 

Hvad laver du lige nu?

Jeg sidder min seng i min Airstream trailer, som har teamet op med mig til en kunst og kultur hjemmekoncert-serie #SUNSETSAT, som jeg startede i L.A., og som jeg nu tager rundt i landet med. Jeg er midt i ingenting i Texas.. Jeg ved faktisk slet ikke hvor jeg er. Min vært og performance-partner og jeg sidder i vores Airstream og arbejder på ting som.. disse spørgsmål! 

Hvad er drømmen?

Drømmen er at optræde i små teatre rundt omkring i landet med min musik, og skrive sange for mig selv og artister, som er interesseret i at samarbejde. Jeg vil også gerne fortsætte denne hjemmekoncert-trend, som jeg har været en del af, og hjælpe værter rundt omkring i verden med at inspirere og skabe kunst og kultur i både talks og optrædener væk fra deres hjem, for at give en platform til deres samfund, så man kan hjælpe med at dele det, der mest ser ud til at være digitalt. 
Vi prøver at bringe det sjove tilbage fra saloner og hjemmemiljøer, så man kan få kunst ind i det uortodokse rum, som er ens hjem. Udover det drømmer jeg om at eje og drive et medieselskab, som skaber alle mulige forskellige former for kunst og medier og live-produktioner, og som samtidig inspirerer udfordrede samfund eller artister med færre midler til at blive involveret. 
Jeg vil gerne hjælpe alle med at skabe kunst med vejledning og overvågning fra erfarne professionelle, som vil lære fra sig og samarbejde. Det er en drøm igennem de næste 10 år – Jeg er der ikke helt endnu, jeg skal lige få det her musikprojekt i luften først. 

Indspilning, øvelokalet eller koncert – Hvad foretrækker du?

Jeg elsker alle tre, men jeg tror, jeg elsker at optræde mest. Jeg har altid været en performer, og jeg vil optræde så lang tid som jeg kan. 

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, som folk skulle lytte til, hvilken var det så?

Fra det kommende album ville jeg nok vælge “Rip Tide”, fordi den grundlæggende har den bedste intention og mening, som jeg vil have ud til mit publikum. Sangen er en metafor for kampen om livet, at være en artist samtidig med at være en professionel, en ven, et familiemedlem og så videre. Det råd jeg oftest får er, at jeg skal give slip. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke så let giver slip. 
Verden og dens stress er for mig for stort til bare at stole på, at man kan komme igennem det. Men jeg ved også, at jeg nok ville nyde min vej gennem livet mere, og alt i alt få mere af hvad jeg søger, hvis jeg bare kunne give slip.  Det er lidt af et paradox. 
Folk siger det samme om revlehuller eller hestehuller: Giv slip og lad strømmen føre dig væk, indtil den slipper taget i dig, og du kan svømme tilbage til kysten. Det virker som en meget svær ting at stole på. 

Hvis du ikke lavede musik, hvad skulle du så lave?

Dø.