Foto: Asato Lida

Ugens Upcoming er i denne uge den danske soulsangerinde Nanna.B. Lær hende og hendes musik bedre at kende lige her.

Hun er netop blevet offentliggjort som en af VEGAs Udvalgte, den amerikanske rapper Anderson .Paak har opdaget hende og skal være med til at lave hendes nye plade, og så er der både en EP og en LP på vej. Den danske soulsangerinde Nanna.B ligger ikke på den lade side, og er klar til at overtage Danmark med sin fortryllende, elektroniske cocktail af soul og R’n’B.

Vi har stillet sangerinden med det borgerlige navn Nanna Bjerregaard ti spørgsmål, hun har besvaret herunder:


1. Hvem er Nanna.B?
Det er jeg stadig selv igang med at finde ud af…

2. Hvordan vil du beskrive din lyd?
Luftig, ærlig og poetisk.

3. Hvordan startede du?
Jeg er ret sikker på at jeg skreg mine første toner på et hospital i Skanderborg.

4. Kan du fortælle lidt mere om den proces, der foregår når du laver dine sange?
Der er flere forskellige processer der foregår når jeg laver sange; den ene er at jeg skriver til beats som jeg får af mit netværk af vilde producere, i den proces lytter jeg og hører ligesom min melodi i beatet. På en eller anden måde fortæller musikken mig hvad der mangler, hvor der er plads, og så kommer teksten som regel ret organisk af sig selv. Den anden process er at jeg får en pludselig ide, en melodi der popper op i mit hoved og så bygger jeg selv beatet op omkring det. Sådan er det meste af min kommende EP blevet til.

Det er en ret meditativ process for mig at skabe, og jeg kan ikke altid huske hvordan sangene bliver til fordi tid og sted forsvinder og jeg ligesom bliver et med musikken…

5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
Åh der er så mange. Men klart D’Angelo! Og Michael Jackson, Joni Mitchell, Lauryn Hill, Funkadelic, TLC, Prince, Bjørk, Minnie Riperton, Sa-Ra Creative Partners, Sly Stone, Billie Holiday, Anne Linnet, Frank Ocean, Alice Coltrane og Afro-cubanske Santería-sange.

6. Hvad er på din pladespiller for tiden?
Hvis ikke det var fordi jeg lige har pakket alle mine plader væk for at være nomade lidt igen, ville det være Sly & the Family Stones There’s A Riot Going On, Joni Mitchells Hejira og Lonnie Liston Smiths Visions of A New World. Jeg lever vidst ret meget i en 70’er bobbel… Ej, jeg lytter også rigtig meget til en kunstner der hedder Jon Bap lige nu, og så de dejlige KING, Nx Worries og danske Girls in Airports Kaikoura-album.

7. Hvad er du gang med lige nu?
Min næste EP, min næste LP, to collaborative projekter, at ansøge om et visa til USA, at lære at læse tarot kort, at bage bananbrød og planlægge VEGA’s udvalgte. Bare for at nævne et par ting, ha!

8. Hvad er drømmen?
At rejse og få min musik ud til alle verdenshjørner, at hjælpe med at hæve vibrationerne i en verden der er stadigt mere overvældene, og forhåbentlig kunne give folk et pusterum, et smil på læben eller lidt varme om hjertet gennem min musik.
At blive ved med at udforske mit eget univers og min egen lyd og at turde endnu mere. Jeg gad også godt spille Coachella og lave musik med Quincy Jones og Madlib. Og så at kunne leve 100% af det her art-shit, hahaha. Og måske et lækkert studie med udsigt over træer og hav. Drømme er der nok af…

9. Indspilning, øvelokalet eller live koncert – hvad foretrækker du?
Hmmm, jeg elsker at indspille og skabe. Det er min medicin og jeg elsker at kunne gå helt ind i noget og bare lege og eksperimentere uden regler. Men musik er jo kommunikation og at dele den er en ligeså stor del af processen, og det er der live koncerter virkelig giver en en føling med hvordan ens sange ræsonnerer med andre. Det er dér, man får vibrationer og energi tilbage og det er så vild en følelse. I studiet har man jo tid til at findpudse ting og gå i detaljer, live er der det forudsigelige og improviserende element der gør det både en del mere spændende og potentielt frygtindgydende. Jeg kan lide alle dele, men indspilningen har længe været mit foretrukne stadie. Men jeg er klar til at dele alting med verden nu.

10. Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
Lige nu er det min nye single “Where is the $$$?”.

Læs også  Se Fugleflugten i Café Halvvejen - Live Session