Præsenteret i samarbejde medtunecore_black_on_white

Foto: Rasmus Weng Karlsen

Som denne uges upcoming har vi sat Modern under loop og stillet dem en række spørgsmål. Læs blandt andet om, hvordan bandet startede, hvordan de skriver deres musik og hvad de selv lytter til lige for tiden. 

Modern er en dansk indierock-trio med den klassiske tremands-opsætning: en syngende guitarist, en bassist og en trommeslager (som Dizzy Mizz Lizzy synger det).
De har indtil videre udgivet to singler, først “Always Cease” og senest “Asleep”, og på begge numre er der lidt Depeche Mode over vokalen, og lidt Beach Boys over instrumentationen. De er sådan set kommet meget godt fra start med en solidt plantet indierock-feeling i deres musik. Herunder fortæller de lidt om dem selv.

Hvem er Modern?

Christian Mardahl (Guitar, Vokal), Esben Hjorth (Trommer) og Mads Bryld (Bass)

Hvordan vil I beskrive jeres lyd?

Bedragerisk simpel, lidt hurtigere end gennemsnittet og giver lige delt stik i hjertet såvel som sved på panden.

Hvordan startede I?

Faktisk af ren nødvendighed. Mads og (jeg) Christian gik på gymnasium sammen, men kendte ikke hinanden før vi begyndte at spille sammen gennem et fælles tidligere medlem (trommeslager). Esben kom ind, da den forhenværende trommeslager gik ud, og der samtidig lige var blevet booket et par shows, der skulle spilles. Vi kendte ham ikke, andet end at han var ven til vores daværende manager.
Der ligger ikke en lang historie som venner bag dannelsen af denne her gruppe. Vores relation er kommet – og udfoldet – af vores nødvendighed til at lave musik, hvilket vi har gjort i on/off 7 år nu.

Læs også  Ugens Uimodståelige//Uge 47

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver jeres musik?

Som oftest kommer idéen enten fra noget tekst eller fra en melodi; et beat, en basgang – et eller andet musikalsk memoria fra en indtalt memo. Derfra bliver denne idé så enten skrevet færdig til en sang hjemmefra, inden den bliver præsenteret for resten af gruppen, eller omvendt; at gruppen bliver præsenteret for idéen, hvorefter den bliver skrevet færdig hjemme. Men altså, vi har ikke nogen fast formel, vi benytter hver gang. Vores øvelokale er eksempelvis også vores studie, så vi optager næsten altid vores øvere, for derefter at dissekere indspilningen efter godt stof. Det giver samtidig også den dimension, at vi kan høre med samme, om det vi laver rent faktisk virker efter hensigten. Men altså, som nævnt har vi spillet sammen i 7 år, og vi ved præcis, hvad det er vi vil, og hvor vi gerne vil hen med vores materiale. Vi er blevet gode til ikke at fare fuldstændig vild i sange, som i længden måske slet ikke er så vigtige for os.

Læs også  PREMIERE: Hør Nûrnbears debutsingle helt eksklusivt lige her

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

Hmm.. Echo & The Bunnymen for deres tilgang til dynamik, Lou Reed fordi han var ligeglad med, hvad nogen måtte synes om hans materiale. Om det så var hans egne disciple, han fuckede up med “Lulu” eller det brede publikum med “Berlin”, gjorde han det, han måtte synes nødvendigt for ham. Marr/Morrissey for deres uovertrufne sangskrivning, og Rolling Stones fordi de stadig, af alle, er tættest på definitionen af rock n’ roll

Hvad er på jeres pladespiller lige nu?

Christian: George Michael – ”Older”
Mads: The Rolling Stones – ”Let it Bleed”
Esben: The Sound – ”Head & Hearts”

Læs også  Frost Festival 2018 offentliggør første fem navne

Hvad er I i gang med lige nu?

Der kommer en ny single “Shades” digitalt her i start oktober. Det er b-siden fra den fysiske 7’’ “Asleep”, og den skal op, inden vi spiller på Space10 d.13. oktober. Samtidig er vi gang med at mixe vores næste dobbeltsingle “Trick” / “Will girls Ever Succeed(Intrigued)?” – den skal ud inden vi spiller Sorte Firkant i November

Hvad er drømmen?

At blive ved. Succes ville være fedt, men det er ikke nødvendigt.

Indspilning, øvelokalet eller koncert – hvad foretrækker I?

Efterfesten – et zenit hvor ro, overskud, glæde og reflektering over netop de 3 nævnte stadier går op i en højere fejret enhed.

Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

“Always Cease” er et godt sted at starte. Den opsummerer os ret godt

Hvis I ikke skulle lave musik, hvad så?

Der er ikke nogen af os, der tilnærmelsesvis lever af at lave musik, så vel det samme som nu?