Foto: PR

Ugens Upcoming er i denne uge amerikanske Ex Reyes, der nærmest kan betegnes som et musikerkollektiv, ledet af Mikey Freedom Hart.

Vi har før skrevet om Ex Reyes og singlen “Keeping U In Line”, men nu er det på tide, at vi sætter endnu mere fokus på dem. Eller skal man sige ham? For projektet er søsat af en enkelt mand, nemlig Mikey Freedom Hart, der tidligere har spillet sammen med navne som Albert Hammond Jr. og Santigold, men nu er sprunget ind i rollen som frontmand. Han har, sammen med kollaboratører han har mødt gennem sit virke i musikkens verden, skabt et utrolig interessant, psykedelisk og soulet lydbillede. Ex Reyes har lige udgivet debut-EP’en DO SOMETHING, og derudover skal Freedom Hart og livebesætningen med How To Dress Well på turné.

Vi har stilt frontmand og grundlægger Freedom Hart elleve spørgsmål, som han har besvaret lige her:


1. Hvem er Ex Reyes?
Ex Reyes er den psykedeliske souls Keyser Söze. En foranderlig repræsentant for en elite og et amorft fællesskab af kreative kollaboratører.
Det var bare for sjov. Det er et projekt, ledet af mig, og er en refleksion, filtreret gennem min oplevelse af det musikalske fællesskab, jeg er kommet i kontakt med gennem mit arbejde på turné og i studiet med andre kunstnere.

2. Hvordan vil du beskrive din lyd?
Jeg mener nok, at jeg bliver kaldt ‘indie’ eller ‘alternative’, når jeg bliver kategoriseret i iTunes, Spotify, og så videre. Hvilket er mærkeligt, da den ene af de to lyder som en genre, og den anden bare er en form for beskrivelse af en økonomisk klasse.
Hvis det er tilladt at være lidt kæk, vil jeg kalde det psykedelisk soul, fugtigt subtropisk og et postkort fra helvede.
Psykedelisk soul, fordi jeg i sidste ende føler, at jeg prøver at komme fra samme udgangspunk som store kunstnere som Curtis Mayfield, Prince og Brian Wilson – som, for mig, alle sammen lavede soulmusik fra sjæl til sjæl, men som tillod deres bevidsthed at være uhæmmet i skabelsen af musikken. Derfor psych-soul.
Fugtigt subtropisk fordi det er den klimatiske beskrivelse af Louisiana, hvor jeg kommer fra. Men jeg føler, at det også er en rammende beskrivelse af den musikalske DNA, der er i området, og som dermed præger Ex Reyes’ musik. Der er afrikanske og afro-latinske rytmer, der er ankommet fra Afrika og Caribien ved siden af elementer, der er komme ned ad Mississippi fra Chicago og andetsteds, som for eksempel Brunswick-soulen.
Postkort fra helvede er noget, jeg synes beskriver sangtekster. Ofte skriver du fra et udgangspunkt med en meget identificérbar eller intens følelse, og så laver du en fin pakke med noget, der rammer dig dybt. Det behøver ikke altid være dårligt, men postkort fra himlen ville være vildt upræcist.

3. Hvordan startede du med at spille sammen med dem, du gør lige nu? Og hvorfor lige dem?
Altså, Ex Reyes på plade er en blandet gruppe af mennesker, jeg er kommet i kollaborativ kontakt med gennem mit liv i musikken – det kunne have været nogen, jeg har mødt i subwayen eller som har spillet i et eller andet berømt band. Det nuværende liveband kom sammen i maj 2016, og består stort set altid af Sarah Goldstone og Spencer Zahn, så vel som Aaron Steele eller Ian Chang (Son Lux) på trommer. På plade er det mest Mitchell Yoshida (Edward Sharpe and the Magnetic Zeroes), Kellen Harrison (Wild Belle), Ian Chang og mig.
Det må være hvordan og hvem – hvorfor er fordi, at hver af disse mennesker har en unik kreativ gnist og musikalsk identitet, og jeg prøver så at finde et fælles fodslag, så de kan bringe deres magi til musikken.

4. Kan du fortælle lidt mere om den proces, der foregår når du/I laver musikken?
Processen er: lav en sang, lige som du vil!
Som regel består en idé af en indtalt vokal eller en demo med en eller anden form for akkordsamling og melodi. Så erstatter jeg sædvanligvis dele af dét med en musiker, der spiller det i stedet for, hvor jeg prøver ikke at diktere, hvordan de skal spille for at inspirere til nytænkning. Ellers jammer vi multi-sporet som band i øvelokalet, hvor jeg så tager optagelserne og redigerer de små bidder, som om at de var samples. Så er der melodier og foreløbige tekster, og så handler den sidste del om at forfine og redigere sangteksterne for at få sangen til at være en så direkte besked, som jeg kan få den til at være.

5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på dig?
Curtis Mayfield, Prince, The Beach Boys, J Dilla, John Fahey, Fela Kuti, Nana Ampadu, Koo Nimo, The Wailing Souls, og alle jeg møder.

6. Hvad er på din pladespiller lige nu?
Jeg laver playlister konstant, jeg er helt besat af musik. Her for tiden har jeg lyttet til Vybz Kartels album Kingston Story, Ariana Grande og den her nigerianske kunstner, der hedder DaVido. Og så elsker jeg Porches, Amber Coffman‘s nye, Dev og Kamaiyah.

7. Hvad er du i gang med lige nu?
Lige nu drikker jeg iskaffe og har sweatpants på, men senere i aften spiller vi et show sammen med TEENThe Footlight. Og så skal vi til Europa og på turné sammen med How To Dress Well.

8. Hvad er drømmen?
Holy shit… Måske at finde én med en kærlighed, der er beskeden, urokkelig, og som behandler mørke tider og humor med den samme letsindighed og sans for detaljer, og så at kunne give samme kærlighed tilbage?
Eller at lave musik med Marvin Gaye. Eller måske bare ikke at skulle bekymre sig om at stå i gæld. Det er svært at sige.

9. Indspilning, øvelokalet eller live koncert – hvad foretrækker du?
Bogstavelig talt altsammen. Det er en balanceret diæt. Jeg elsker det hele.

10. Hvilken sang ville du ønske, at du havde skrevet?
Formentlig “Int’l Players Anthem” (med Underground Kingz featuring Outkast, red.).

11. Hvis Ex Reyes var et dyr, hvilket var det så?
En odder, giraf eller en vildt afslappet, ikke-voldelig hvid tiger.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno