Præsenteret i samarbejde medtunecore_black_on_white

Foto: Amalie Warberg

I denne uge kan du lære sangerinden Ann See og hendes elektroniske popunivers bedre at kende.

Bag Ann See står Ann Christine Sunesen, der senest har udgivet singlen “Head Het Up” med en flot musikvideo til. Tidligere har sangerinden fået stor opmærksomhed for debutsinglen “Drawn”, der skaffede hende en plads i DR KarriereKanonens finale, og hun udgav samme år også debut-EP’en Figure. Deltagelsen i KarriereKanonen gav Ann See scenedebut på den aarhusianske musikbranchefestival SPOT Festival. Til daglig bor den danske sangerinde i Berlin, hvor hun lever som sangskriver. I denne uge dykker vi ned i Ann See’s elektroniske popunivers, og ser nærmere på sangerindens passion, historie og drømme.

Hvem er Ann See?
Ann See er et ungt menneske med en brændende passion for lyd og lyrik.

Hvordan vil du beskrive din lyd?
Jeg vil beskrive min lyd som organisk electro-pop med en tung, elektronisk bund af melankoli, men med højt til loftet og et optimistisk budskab.

Hvordan startede du?
Jeg er vokset op i et musikerhjem, men har haft svært ved at få hul på musikken selv, selvom drømmen var der. Derfor fandt jeg først for alvor musikken som 16-årig, blandt cowboys og salsa i en dal af de Chilenske Andesbjerge, hvor jeg var bosat. Da jeg kom tilbage til Danmark et år senere startede jeg langsomt et samarbejde med min producer, Bjarne Nygaard, som stadig er min musikalske partner den dag i dag. Sammen udgav vi den allerførste sang, jeg havde skrevet, “Drawn”, som gav mig en drømmestart som artist og en finaleplads i DRs Karrierekanonen året efter.

Læs også  8 danske navne du skal opleve på Tinderbox 2017

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?
Det kan variere en del, hvordan et nummer kommer til. Oftest foregår det ved at jeg starter med at skrive og komponere en sang – eller dele af en – helt nøgent og akustisk. Jeg sender så materialet til min producer, hvorefter vi begynder at sparre frem og tilbage på hvordan sangen kan optimeres og arrangeres. Når formen er klar går vi i studiet for at skabe det rigtige lydbillede, indspille lead vokal og lege med forskellige temaer.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
Den musiker der har haft allerstørst indflydelse på min lyd, er klart min producer, musikalske partner og far, Bjarne Nygaard.

Hvad er på din pladespiller lige nu? 
Disse dage har jeg specielt optur over Anne-Marie med “Peak” og “Stripped”, Morgxn med “Love You With The Lights On” og The Chainsmokers generelt.

Læs også  Ugens Upcoming: AyOwA

Hvad er du i gang med lige nu?
Jeg er i gang med en masse forskellige projekter lige nu. Både med min musik, rundt om musikken og som menneske bag musikken. Det er spændende og jeg glæder mig til at løfte sløret for næste Ann See udgivelse.

Hvad er drømmen?
For et måneder siden – et par dage før min 24-års fødselsdag, mens jeg lommefilosoferede over min tilværelse – kom jeg i tanke om en dansktime tilbage i 4.C. Vi sad ret på række i tomandshold og blik halvhjertet mod tavlen, da det kom for opgave at “lave en tidslinje over sit eget liv”. Hvem vil du gerne blive? Jeg husker, hvordan drømmen var helt tydelig for mig, allerede før jeg greb musikken i egen hånd. “Jeg bor i udlandet og laver pop-musik”, havde jeg skrevet ud for tallet 25 på tidslinjen foran mig.

Drømmen er lige nu. Jeg skriver og komponerer musik — laver de ting, jeg elsker allermest, og i samarbejde med mennesker, der inspirerer og giver energi. Jeg bor i en by jeg elsker, Berlin, og er omgivet af personer, jeg elsker. Jeg lever en tilværelse hvor jeg kan gøre hvad jeg vil, når jeg vil. Drømmen er lige nu. Og den er at blive ved. Blive bedre.

Læs også  Roskilde Backstage: Mikkel Sander, Sustainability Manager, Del 3: Gæsterne skal være med på den, ellers kommer vi ikke i mål

Indspilning, øvelokalet eller koncert- hvad foretrækker du?
Hver en fase er unik i sig selv og i bund og grund er det nok balancen mellem dem, jeg foretrækker allermest. Jeg elsker at være i studiet og “fluekneppe” til sidste detalje, men når det har været længe trænger jeg til at være alene med min musik. Skrive frit uden rammer for, hvad noget skal være og blive til. At give koncert er dog helt særligt for mig, fordi alle processerne går op i en højere enhed. Her mærker jeg helt ind til marven af mine knogler, hvorfor jeg laver musik.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
Folk skal lytte til min sidste nye single “Head Het Up”. Den er ufiltreret ærlig og er mig ned til sidste detalje. Visuelt, lyrisk og musikalsk. Det er jeg stolt af. Og det vil jeg gerne dele.

Hvis du ikke skulle lave musik, hvad skulle du så lave?
Jeg stopper ikke med at lave musik. Men jeg kan sagtens se mig selv i andre kreative fag — både i form af visuel kommunikation og som tekstforfatter.