Foto: Anja Baluch

I denne uge sætter vi fokus på Vesterbro-drengen Adam Shelbaya, der laver charmerende og direkte soul.

Ambitioner og målrettethed er to utroligt vigtige ting, hvis man forsøger at slå igennem som musiker. Denne uges upcoming artist, Adam Shelbaya, besidder begge disse to dyder så det halve nærmest kunne være nok. Den københavnske sanger og sangskriver laver musik, der bevæger sig indenfor soul, r’n’b og hip-hop med et glimt i øjet, men det klare mål om at komme frem i verden står klart.

Lær Shelbaya og hans gennemførte lydunivers bedre at kende lige her:


1. Hvem er Adam Shelbaya?
Adam Shelbaya er en glad og dedikeret artist, med store planer og kæmpe forventninger til sig selv. Han er 25 år og har lavet musik i 13 år. Opvokset på Vesterbro, hvor musikken for alvor startede for Adam Shelbaya.

2. Hvordan vil du beskrive din lyd?
Jeg ville beskrive den som “FunkyPopHipHop”. Min musik er meget groovy og feel-good.

3. Hvordan startede du med at spille musik?
Det startede med blære-rap, og det har så senere udviklet sig fra alt til blød, sukkersødt pop, til rock, til hood-rap, til jeg nu i dag har fundet mig til rette i musik. Men for mit vedkommende startede det hele omkring 2003, hvor jeg brugte kendte instrumentaler til at disse mine skolelærere (Jeg har ikke rigtig haft en behagelig skolegang).

4. Kan du fortælle lidt mere om den proces, der foregår når du laver sangene?
Jeg starter som regel selv med at lave idé produktion, skrive tekst til det, indspille vokaler, og så sender jeg den videre til min producer, André Saptefrati, som så tager det til det niveau, det skal tages til.

5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
Der må jeg blankt erkende at det er Pharrell Williams. Han er i mine øjne et musikalsk geni uden sammenligning. Dernæst er det Kanye West og Ryan Leslie, samt Drake.

6. Hvad er på din pladespiller lige nu?
Pharrell, Nas, Drake, Kanye West, Rick James, Frank Ocean og J. Cole.

7. Hvad er du i gang med lige nu?
Nyder solens stråler indendørs fra og skriver på ny musik.

8. Hvad er drømmen?
At få en international og anerkendt karriere som artist, men også som sangskriver.

9. Indspilning, øvelokalet eller live koncert – hvad foretrækker du?
Uhh, det er svært bare lige at svare på.

I studiet ELSKER jeg den kreative process, at have folk omkring mig som tænker i samme retninger og baner som mig og som stadig har en anderledes tilgang, det elsker jeg!

I øvelokalet der føler jeg mig i totalt kontakt med mig selv og kan mærke, at hér, der flyver jeg, nothing can blow my buzz!

På en scene, er det ubeskriveligt den følelse det giver mig når jeg kan se folk danse, smile og have det godt når de lytter til min musik. Der ser jeg, at det er det hele værd at lave musik, for wow – dét, at se, folk digger ens tunes, er noget nær den bedste følelse en artist kan få! (I hvert fald for mig)

10. Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
Wow, you asking me who of my babies I love the most?!
Men da jeg er i gang med at sætte fokus på “Grey” Feat. Anya Aaby, så er det nok den jeg ville vælge som folk skulle lytte til.

11. Hvilket/hvilken koncertvenue/festival ville du allerhelst spille på?
Hvis det er festival, så gad jeg godt spille på Roskilde! Hvis det er et spillested/venue så er det helt klart VEGA.

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life