Foto: Sampha/PR

Åh fredag, så mødes vi igen. Der er mange årsager til at elske dig, og en af dem er al den fede nye musik, du præsenterer os for. Du har endnu ikke skuffet, og det gør du heller ikke i dag. Der er nye uimodståelige tracks til dit weekend-soundtrack. Her er vores favoritter: tre højdepunkter og seks yderligere tilføjelser til spillelisten, som du finder nederst i artiklen.

BADBADNOTGOOD (feat. Sam Herring) – “I Don’t Know”

Den Toronto-baserede gruppe BADBADNOTGOOD er blandt andet kendt for at lade deres jazzede og soulede toner smelte sammen med solid hiphop fra rappere som Earl Sweatshirt, Tyler, The Creator og Kendrick Lamar. På “I Don’t Know” er det ikke just hiphop, vi bliver præsenteret for, men derimod nærmest kriminelt lækker 50’er-soul med hjælp fra Future Islands‘ Samuel Herring. Det er smooth, det er groovet, det er fuld smæk på den lækre bas-rundgang, der leger i baggrunden, og det er et episk omkvæd.

Læs også  Diplo og MØ smider "Get It Right" på gaden

Everything is Recorded (feat. Syd & Sampha) – “Show Love”

Denne her udgivelse må ikke gå din næse forbi, for det er en lille gave sendt fra bossen af XL Recordings Richard Russel (som laver musik under navnet Everything is Recorded) og hans musikalske legekammerater Syd (også kendt som Syd Tha Kid) og Sampha. Verset, som i første omgang leveres af Sampha er hårdtslående og elektronisk, og på bunden runger en dyb nærmest faretroende tone. Det står i fantastisk fed kontrast til omkvædet, der vender alt på hovedet og præsenterer et højtflyvende, dog stadig elektronisk, univers af drømmende akkordrundgange, skæve rytmer og Syd’s silkebløde vokal.

MGMT – “Little Dark Age”

Det er dejligt at have amerikanske MGMT tilbage efter en rum tid med mere eller mindre tavshed. MGMT har tradition for konstant at udforske nye territorier, nogle gange mere velfungerende end andre. “Little Dark Age” er bestemt en af de velfungerende og en god forsmag på deres kommende albumudgivelse. Duoen har skiftet hippie-attituden ud med en mere mørk identitet, og “Little Dark Age” er et hårdtpumpende, dystert og mekanisk sammensurium af synth, syre og en faktisk meget poppet melodi, når man graver ind til benet i omkvædet. Savner du noget af det ældre MGMT, så frygt ej, for de er altså stadig at spore. Læg lige mærke til, hvor meget slutningen af omkvædet i “Little Dark Age” lyder som slutningen af “Song for Dan Treacy” fra 2010-pladen Congratulations. Det kan vi godt lide.

Læs også  Ugens Upcoming: mono mono

Ellers tilføjet:

– Fever Ray – “Tho The Moon and Back”
– Vaz – “Solitary Ghost”
– MONA “Gold Baby”
– Esther Kirabo – “Kill U”
– FRUM – “Let It”
– Liima – “2-Hearted”