Foto: Stine Bramsen // Ditte Capion

UIMODSTÅELIGE er vores spilleliste på Spotify, som bliver opdateret med spritnye hits hver uge. I denne omgang er det blevet til hele 13 (!!!) tilføjelser til listen, som i alt indeholder 25 sange. Der er rigtig meget godt pop ude denne fredag, og vi anbefaler især de nedenstående tre singler. Se hvad vi ellers har tilføjet, og lyt til hele listen i bunden af artiklen.
Og når du så er blevet enig med dig selv om, at den her liste bare holder, så kan du følge den på Spotify – så vil du nemlig blive opdateret med nye uimodståelige hits fredag efter fredag.

Dagny – “Love You Like That”

Dagny har før været oppe og vende på vores UIMODSTÅELIGE med hendes cover af 70’er-hittet “More More More”, og nu har hun udgivet singlen “Love You Like That” som også er et lækkert, upbeat pophit. Det starter ganske vist mere stille og roligt med minimalistisk guitarspil og Dagnys smukke vokal, og så bygges der langsomt op til omkvædet, som er virkelig groovy og catchy. Den norske artist spreder generelt god stemning, og dette fjerde singleudspil fra hende er ikke en undtagelse. Til den brede, omfavnende lyd af vokal flerstemmighed og masser af instrumentale 16.-dele i omkvædet begynder man helt ubevidst at sidde og rocke frem og tilbage i stolen. Dagny har med “Love You Like That” igen gjort sig til noget uimodståeligt, som vi bare må have på vores liste.
PS: nummeret er den perfekte kickstarter til fredagsfesten og weekendens sjov og ballade.

Læs også  DANSK PREMIERE: AyOwA udgiver single med hjælp fra danske, nutidige digtere

Kiiara – “Wishlist”

Den amerikanske sanger fra Wilmington, Illinois, Kiiara, har en stemme, som ikke er til at tage fejl af. Hun fik etableret sig godt som artist sidste år med EP’en low kii savage, og især med singlen “Gold” gjorde hun sig bemærket og demonstrerede sin særegne vokal. Den er dog sat lidt på spidsen i dette nummer, da der er lidt mindre af den bløde falset, og mere skarphed og emotionalitet, hvilket passer godt til nummerets stærke udtryk med masser af fremdrift fra trommebeatet og de elektroniske elementer. Der er dog også mere stillestående dele af nummeret, især i introen og versene, hvor klaverakkompagnement er det primære i lydbilledet. Her viser Kiiara med sin smukke og melankolske vokal, at hun også stadig kan det, som vi kender hende for.
Produktionen her er noget mere dyster end Dagnys, men ikke desto mindre er den mindst lige så uimodståelig.

Stine Bramsen – “L.A.C.K.”

For præcis to år siden (9. oktober 2015) udgav Stine Bramsen det anmelderroste debutalbum Fiftyseven, og nu er hun tilbage med singlen “L.A.C.K.”, som er lidt af en popbanger. Den starter helt blidt, så der er plads til Bramsens kraftfulde vokal, og så bygger den op til et meget elektronisk baseret omkvæd. Her lander det tunge beat og singlens super fede groove etableres. Selvom der er tilføjet effekter til vokalen, er den stadig markant i lydbilledet, hvilket er herligt, for Bramsen har jo altså en dejlig stemme (ligesom de to ovenstående sangere).
Hermed en strike three på vores anbefalingsliste: tre seje tøser og tre uimodståelige, men vidt forskellige, lækre hits. Giv dem alle et lyt herunder.

Læs også  PREMIERE: Hør The Radar Posts nye single "Lifeline"

Ellers tilføjet:

Audio District – “Harbour”
Favor – “Hole In The Heart”
Luster – “Sexbeat”
St. Vincent – “Pills”
Louis Tomlinson – “Just Like You”
blackbear & lil aaron – “playboy shit”
The Vamps & Maggie Lindemann – “Personal”
Beck – “Colors”
Kehlani – “Touch”
Noel Gallagher’s High Flying Birds – “Holy Mountain”

Læs også  PREMIERE: ØYA singledebuterer med stærkt musikerarsenal