Foto: Dagny // Piper Ferguson

Vi har opdateret vores spilleliste Uimodståelige på Spotify, og har i denne omgang tilføjet en masse nye upbeat, feel-good hits kombineret med følelsesladet R&B og indierock med et poppet twist. Tjek listen herunder, hvor vi især anbefaler de følgende tre numre: 

Dagny – “More More More”
Den norske kvinde fra Tromsø, Dagny, har lavet et cover af 70’er-hittet “More More More”, som originalt blev fremført af Andrea True Connection. Coveret er et perfekt og funky diskopop-hit fuld af charme og god stemning, og det er årets tredje single fra Dagny’s side, efter at hun i 2016 udgav EP’en Ultraviolet. Hendes “More More More” er inspireret af originalen med masser af funk- og diskoelementer, lige fra groovy bas til funkguitar-licks til fede strygerfigurer og lækre korstemmer. Med Dagny’s dejlige vokal oveni er der ikke en finger at sætte på den her single. Hør den på repeat, så lover vi at du bliver i godt humør, selv på en regnfuld efterårsdag som i dag.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 47

Marcus Gordon – “Altid”
Med inderlighed og fortvivlelse i højsædet har Marcus Gordon produceret en virkelig fed melankolsk R&B-single. “Altid” byder på alternativ, lowkey R&B, hvor Gordons stemme fører lytteren igennem sit hjerteskærende følelsesregister. Han er fortabt og forvirret over sine følelser for et andet individ, som han ikke kan give slip på. Hans stil og udtryk skinner klart igennem, både i musikken og på musikvideoen. Den bløde stemme og de gode instrumentale inputs og variationer danner kernen for dette nummer. Det er fængende, ørehængende og – ligesom personen, Gordon synger om – svært at give slip på igen. Se den fulde artikel om nummeret her, og tjek også vores interview med Marcus Gordon ud, hvis du vil vide mere om den unge, upcoming R&B-kunstner.

Superfood – “Unstoppable” 
Nummeret “Unstoppable” byder på indierock af høj kaliber. Duoen Dom Ganderton og Ryan Malcolm er et underholdende makkerpar, som i videoen til sangen befinder sig i en bus, hvor de drikker, fester og har det for fedt. Vi har skrevet en artikel om både sang og musikvideo, som kan læses her.
Sangen er ekstremt godt skruet sammen, og der opfordres i høj grad til at have det lige så sjovt som Superfood-drengene. Med skræddersyede vokaler og en perfekt sammensat rytmegruppe mangler der ikke noget. Det her nummer er en perfekt kickstarter til din fredagsfest, hvor du kan drømme dig tilbage til juli måned i aftensolen.

Læs også  2017-opdagelser: Noga Erez

Ellers tilføjet:
Shy Shy Shy – “Beautiful Boys & Girls”
Tove Lo – “Disco Tits”
dePresno – “Mr. Big”
Pelican Beach – “Crayon Blue”
Saint Best – “Stay”
Barselona – “En Sidste Sang”
Beck – “Up All Night”