Foto: Stian Andersen

Ja, den er god nok. De danske drenge Kristian Riis og René Thalund fra Nephew står bag det eksperimenterende band True Nord, og i dag har de udgivet deres tredje single “Lost (In You)”.  Musikvideoen er dog den samme som fra single nummer to. 

Ganske kort, så omhandler True Nords højspændte video et lejemord. En krigsveteran, som bor i en forstadsvilla med sin kone og datter, er sat som målet for to lejemordere. De bryder ind i huset i ly af mørket og overrumpler ægteparret. Konen bliver skudt, og manden står med pistolen for panden, men så kommer datteren ud fra sit værelse med en hjemmebygget lejetøjspistol og truer den dominerende lejemorder. Han ved tydeligvis ikke, hvad han skal stille op med den lille pige, men før han får taget stilling til det, bliver han ramt af et hjertestop.

Læs også  mono mono udgiver minimalistisk single og mærkværdig musikvideo

I den nyeste single er det krigsveteranen (og måske også lidt hans kone, det er svært at vurdere), der bliver voicet af lyrikken fra musikken i baggrunden. I den forrige single, “Feels So Nice”, er det derimod den dominerende lejemorders point of view, og dermed er det hans læber, der mimer singlens lyrik. Han siger blandt andet “I wouldn’t worry about that” som svar på frasen “The song won’t come up tomorrow”. Ganske ironisk siger han det i takt med at spise en pille, som højst sandsynligt er årsagen til det efterfølgende hjertestop.

Læs også  3 nye navne til p6 Beat Rocker Koncerthuset 2018

“Lost (In You)” er en super fed single i den tunge, elektroniske stil. Nummeret ligger i den poppede ende af skalaen, men der er mange elementer, som giver det hele et forvrænget udtryk. Dette gælder både brugen af distortion på synths og guitar, den megafon-agtige effekt på vokalen og det faktum, at vokalen ikke altid klinger rent med de underliggende harmonier. Nummeret har ligesom en ‘skævhed’, der passer rigtig godt til den mærkværdige billedeside.

Her kan man blandt andet nævne den mørkklædte mand, som flere gange dukker op på en skærm i sort/hvid. Hvad er hans relation til de andre mon? Og hvad er det, han synger i introen til “Feels So Nice”-videoen?
Et umiddelbart bud er, at han er overhovedet bag lejemordernes operation – deres boss, som stiller dem en opgave. Og så synger han (forhåbentlig) en teaser til endnu en single fra denne seje, elektroniske duo.
Det ville være et imponerende eksperiment af Troelz Schmidt – manden bag billedsiden – hvis hele tre singler passede til den samme musikvideo.
Indtil videre må vi nøjes med at se den med ‘kun’ to singlers musik til.

Læs også  Norske Johannes Holtmon er ude med den melankolske og jordnære "Ett Sekund"