Foto: Illa Bonany for Bands of Tomorrow

Det britiske psychrock-band The Horrors udgav tidligere i år deres femte og internationalt anmelderroste album V. Med det er de nu taget på en omfattende Europa-turné, som strækker sig helt fra Finland til Tyrkiet. Mandag den 27. november lagde de vejen forbi Lille VEGA i København, og forud for koncerten mødte vi forsanger Faris Badwan til en snak om det bedste publikum, søde minidyr, hans had til Muse og meningen med livet.

Det er ikke første gang, The Horrors er i Danmark for at give koncert. I sommers varmede de op for Depeche Mode i Parken, og for ni år siden spillede de her for første gang, også i Lille VEGA – hvad Faris Badwan for resten husker med det samme, jeg spørger ind til det.
Farris selv er ligeledes, en man husker: Med en lang, sort frakke, pjusket, stort, sort hår og masser af eyeliner er han, udover sine næsten to meter, noget af et syn.

The Horrors er lige ankommet til Danmark og har netop smidt deres ting i backstagelokalet, da jeg mødes med Faris.
”Jeg vågnede for 45 minutter siden,” indleder han, og det er da også et tætpakket program, gruppen kører med disse dage: Faris og resten af The Horrors spiller nye shows hver dag, og de har lige spillet i Sverige to aftener tidligere og Norge aftenen før.

“Jeg vil fortælle dig en hemmelighed”, siger Faris med et glimt i øjet og mystik i stemmen.
”Jeg tænkte, at hvis vi tog til Norge og Sverige, og koncerterne ikke var gode, så ville vi ikke komme tilbage. Men koncerterne i Norge og Sverige var faktisk mine yndlingskoncerter i Skandinavien, så…” Faris trækker på det, og siger så:
”Nu kommer vi vel tilbage”.

Det er lidt sådan, det er med Faris, finder jeg hurtigt ud af: Enten eller. Enten er koncerterne gode, og så kommer de igen, eller også er de dårlige, og så kommer de ikke igen.
Som Faris siger, har The Horrors gennem deres 12 års eksistens stort set spillet overalt. Alligevel er der et par steder, han gerne vil spille, hvor de ikke har været endnu: Island, Las Vegas og Uruguay. Derudover dukker Hong Kong flere gange op i vores samtale, og Faris viser en helt speciel passion og ømhed over for regionen, og for den del af Asien generelt. Det er et eksempel på et sted, hvor koncerterne har været rigtig, rigtig gode.

”De er virkelig passionerede omkring musik og Japan er et af vores største markeder i forhold til, hvor mange der kommer og hører os”, siger Faris. Derudover fortæller han om det japanske publikum at,
”De kopierer alt hvad man gør, så hvis vi vinker vores arme over hovedet, så gør de det samme. Så vi prøvede at gøre ting mere og mere komplicerede, så de ikke kunne følge med”, griner Faris og fortsætter: ”Og de var virkelig imødekommende; jeg kunne gå oven på publikums skuldre til koncerterne” fortæller han, selv helt forundret.

Læs også  Ugens Uimodståelige // Uge 49

Det er en anderledes kultur, og det er netop det, der tiltrækker Faris i høj grad:

“Jeg kan bare godt lide at være steder, som føles ukendte. Det er derfor, jeg så godt kan lide Japan, fordi de altid tænker så meget på fremtiden, at hver gang du tager derhen, har de endnu en ny, mærkelig ting. Hong Kong var virkelig mærkelig fordi du tager derhen, og føler, at du kan se byen vokse. Det er sindssygt, tingene sker bare lynhurtigt.”

Det fremmede og det ukendte er, som han siger, vigtige faktorer i Faris’ måde at leve livet på;
livet skal leves fuldt ud, og det skal leves nu; alt er enten eller, der er intet midterstadie.
Da jeg spørger ham, hvad han forventer af det danske publikum til koncerten, får jeg dette svar:

”Det ved jeg ikke. Og det vil jeg heller ikke vide, for synes du ikke, det ville være det værste at vågne op og vide præcis, hvad du skulle lave den dag? En dag uden overraskelser er nok den værste dag i verden.”

 

Nødvendigheden for at føle

Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg forud for interviewet har gjort mig mine tanker om Faris: I videointerviews og udtalelser har han på mig virket en smule kold, afmålt og med en aura af mystik over sig.
Da jeg møder ham ansigt til ansigt, skinner der dog først og fremmest noget helt andet igennem: En nysgerrig og livsglad side af kunstneren og en helt igennem bundkreativ indstilling til livet.
Det mystiske er der helt sikkert, ja, men mest af alt i den måde han i det ene øjeblik er underspillet, firnurlig og afmålt på og i det næste øjeblik slynger om sig med store livsfilosofier.
Det allervigtigste for Faris er at føle noget. Det burde faktisk være alles mål, mener han, og især i forhold til musik:

“Meningen med musik, som jeg ser det, er at påvirke folks følelsesmæssige tilstand, uanset på hvilken måde. Du lytter til musik for at føle på en bestemt måde, så hvis du ikke kan gøre det, hvad så? Så kan du lige så godt blive hjemme og lave noget andet.”

Udover Faris’ trang til at leve livet fuldt ud, besidder han også en legesyg side, som kommer til udtryk flere gange under vores interview. Én gang på en helt naiv og næsten barnlig måde, da han begejstret fortæller om guitaristen Joshs ”mikro-gris”, og hvor meget tid han selv bruger på at se videoer af babygeder, og andre gange i form af provokationer. Ikke over for mig men i lettere radikale udtalelser.
Faris fortæller blandt andet, hvordan opvarmningsturnéen for Depeche Mode i sommers var virkelig god sammenlignet med eksempelvis deres opvarmningsturné for Muse:

”Nogle gange er stadiumturnéer ikke sjove: I bund og grund er du ude i en eller anden ruin i udkanten af en by, hvor du spiller i et rum fyldt med andre folks fans. Og vi turnerede med Muse som er en af mine mindst foretrukne bands nogensinde. Jeg fucking hader dem. Seriøst. Og det var forfærdeligt. Det har jeg aldrig lyst til at gøre igen.”

Jeg kan ikke bare lade den udtalelse stå, så jeg spørger ind til det: ”Hvorfor hader du Muse?” Faris griner lidt, og svarer så:

Læs også  Vera: "Jeg er ikke interesseret i at lave ”feel-good” musik"

”Grunden til at jeg hader Muse er, at jeg finder dem så prætentiøse og selvglade. Jeg føler at fyren (forsangeren Matthew Bellamy, red.) tror, at han er et geni, at han er en af de bedste komponister i verden. Han poster videoer af sig selv spille Rachmaninoff, hvorefter alle siger: ”Årh wow, han spiller Rachmaninoff, det er derfor jeg elsker Muse, han er en sand musiker, han er et geni”, og jeg tænker bare: ”fuck af””.

Faris undrer sig dog herefter:
”Jeg væmmes ved dem, men… Jeg vil hellere væmmes end ikke at føle noget, så måske er de ikke et af mine mindst foretrukne bands nogensinde?”

V

Dette er et godt eksempel på, hvordan Faris er en ”tal-først-tænk-senere” form for person og alt i alt en farverig forsanger og frontmand.
Psychrockerne har som sagt lige udgivet deres femte album, V, som viser sig at have været forbundet med en del risici i forhold til The Horrors’ videre eksistens:

”Jeg tror, at hvis pladen ikke var blevet, som vi ville have, den skulle være, så ville vi måske have brudt op og du ved.. stoppet med at være et band”.

Ekstremerne er tilbage igen, og det er enten eller; at fortsætte eller stoppe som band. Heldigvis er dette en lykkelig historie.
The Horrors har på V samarbejdet med den prominente producer Paul Epworth, som mest er kendt for sine popplader og samarbejder med kunstnere som Adele, Coldplay, Rihanna og Florence And The Machine.
Paul kom faktisk ind i deres liv første gang for mange år siden, og Faris fortæller, hvordan den ”rigtige historie om hvordan de mødte Paul” foregik:

”Da Josh var 18, var han lige flyttet til London. Her holdt han en stor fest, hvor rigtig mange mennesker kom, og Paul var der også. Paul var rigtig fuld og gik kold på Joshs seng.” Faris griner, inden han fortsætter:
”Josh havde hørt, at Paul var producer – jeg tror, at han lige havde færdiggjort LCD Soundsystems lyd eller sådan noget – og Josh ledte efter et job i et studie. Så han besluttede sig for, at den bedste chance, han havde for at få jobbet, var, hvis han skrev en ansøgning og proppede den ned i Pauls bukser.”
Faris er et stort smil, og han fortæller, hvordan Paul derefter var vågnet, gået hjem, havde fundet sedlen i sine bukser, kommet tilbage til Joshs lejlighed, hamret på døren og råbt: ”Hvem fanden er Josh?” og ”Hvem puttede denne her seddel i mine bukser?”
Selvsagt fik Josh ikke jobbet, og de to snakkede ikke sammen før The Horrors hyrede Paul til at lave deres seneste plade.
”Så det er historien om hvordan Josh næsten ødelagde vores forhold til Paul”, griner Faris.
Josh og Paul kom sig heldigvis over deres første møde, og det viste sig, at beslutningen om at hyre Paul var en af de bedste, The Horrors har taget.
Faris fortæller, hvordan gruppen sammen med Paul har formået at gå helt nye og ukendte veje. Det har på den ene side noget at gøre med Paul, for som Faris siger;

Læs også  Redaktøren: Ni album jeg har hørt på repeat i 2017

”det er sjældent man finder en producer, der er så succesfuld, som ikke ender med at gøre alting ud fra en formular – han er virkelig talentfuld”.

Men på den anden side har det også noget at gøre med bandet selv og selve processen bag: The Horrors’ havde gennem de sidste syv-otte år optaget og produceret deres plader i deres eget studie, og med så mange år på samme sted fortæller Faris, hvordan det kom til at sløve deres kreativitet, og at processen til sidst blev helt klaustrofobisk for dem at arbejde med.
I stedet fik de fat på Paul, ændrede fuldstændig deres tilgang til at lave en plade, og ændrede dermed også automatisk deres lyd.

”Jeg foretrækker altid, når tingene er lidt mere organiske, og de tager en retning, som man ikke forventede”, fortæller Faris.
”Du ser tingene udvikle sig, når du for eksempel har skrevet en masse demoer, og du så går i studiet for at indspille dem. Så ændrer de sig altid på en måde, du ikke forventede, og det er det jeg bedst kan lide, ved at være i et band – faktisk er det det, jeg bedst kan lide ved livet; det uventede, det ukendte, og det uplanlagte. Det er det, der gør mig mest kreativ, og det er det, jeg finder mest givende.”

Med en ny, kreativ tilgang til musikken og med et album der blev, som det skulle, ser The Horrors heldigvis ikke ud til at lægge samarbejdet og musikken til side lige foreløbig. Resten af året står på koncerter rundt omkring i hele Europa med den nye plade, og i starten af det nye år går de i gang med at skrive nye sange. Faris er derudover i gang med at skrive musik til en film med sin og kæresten Rachel Zaffiras duo Cat’s Eyes, og kreativiteten vil i øjeblikket ingen ende tage. Som Faris siger:

”Jeg tror, det jeg er mest glad for ved det nye album er, at jeg virkelig synes, det lyder unikt. Jeg synes, det er ret varieret, og det lyder ikke rigtig som noget andet band.” Og han fortsætter:
”Det føles som om, det har åbnet rigtig mange døre. Og frem for at føle mig kreativt udmattet føler jeg, at der er virkelig mange ting, vi kan gøre nu”.

Tingene går The Horrors’ vej for tiden, og lige nu har kreativiteten og livsglæden vundet.