Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Orange Scene
Dato: Torsdag den 29. juni kl. 22.30

The xx gjorde absolut alt rigtigt, da de torsdag aften leverede et pragteksemplar af en Orange-koncert. 

The xx – Roskilde Festival 2017
5 Anmeldelse
Anmeldelse

Den kom ret hurtigt, omkring fire numre inde i koncerten; kommentaren, jeg anede nok ville komme. “Hvornår spiller de deres hits?” råber en fyr bag mig, og jeg fik et instant flashback til Frank Oceans Northside-koncert. Dude! deres musik er ikke hit-baseret, og de “hits”, der er, er liret af. Men hey; de gode nyheder er, at du godt kan have en god koncert alligevel…

Den britiske trio The xx åbnede showet med “Intro” fra debutpladen xx, hvor Romy Madley Croft stod helt cool og spejdede ud over crowden, mens hun slog de genkendelige toner an på guitaren. “Intro” blev efterfulgt af “Crystalised” fra samme album, og selvom Oliver Sim’s vokal i et kort øjeblik var helt og aldeles væk, så sad den lige i skabet. Det skulle vise sig at gælde samtlige numre.

Læs også  PREMIERE: Pil slår sine indre dæmoner ihjel på ny single

Jeg stod forholdsvist tæt på scenen ved midterpitten, men som fyren bag mig indikerede, var det langt fra alle i crowden, der vidste, hvad de egentligt skulle opleve. Til venstre for mig stod en meget ukoncentreret og højttalende vennegruppe, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, at en af dem stod med ryggen til scenen under hele koncerten. Til min højre stod en anden højtstemt gruppe, som seriøst forventede, at koncerten ville kalde på en mosh pit. Det var sgu en kende ærgerligt, for det var svært at koncentrere sig om det rene magi, The xx skabte fra scenen. Jeg overvejede kort, om Orange var en fejlplacering, men jo længere ind i koncerten, vi kom, jo mere blev jeg klar over, at The xx’s og den åbne himmel var det perfekte match.
Da regnen begyndte at sile ned over publikum, var det nærmest som et symbol på de mange tårer, der må være fældet af fans, der føler den smerte, Madley Croft og Sim ofte synger om.

Nå, så hvad var det, at The xx gjorde så rigtigt? Regnen kunne de jo trods alt ikke kontrollere (selvom de fandme var så seje, at man fristes til at tro det). Jo eksempelvis lod de stort set hvert nummer have sit helt eget, særlige live-præg – i modsætning til de koncerter, man af og til oplever, hvor gruppen/artisten mere eller mindre bare afvikler deres album. Om det handlede om at lave en helt stripped-down og minimalistisk version af et ellers lydtæt nummer, eller lade Jamie Smith gå fuldstændig klub-amok på normalt afdæmpede tracks, så var The xx i legehumør, og det fungerede hver gang på grund af deres kæmpe talent og gode kommunikation. Det er præcist oplevelser som disse, der gør det interessant at gå til koncert.

Læs også  PREMIERE: Audreys førstesingle giver dig optimisme og tryghed

Det var også et helt særligt og intimt rum, trioen fik skabt mellem scenen og det regnvåde publikum. Jo længere ind i koncerten, vi kom, jo mere rettede mine ellers snaksaglige og ligeglade naboer deres opmærksomhed mod scenen. Det var pludseligt mere interessant at være en del af det fællesskab, der blev skabt, end at tale om, hvor vildt det ville blive til Nas…
Og da Sim og Madley Croft af og til talte fra scenen var de lige så cool, sympatiske og down to earth, som deres musik indikerer. Det fact, at deres vokaler vitterligt “bare” var deres vokaler – og ikke gennemsyret af diverse effekter – spillede en kæmpe rolle i den intimitet, de fik skabt.

Læs også  DANSK PREMIERE: AyOwA udgiver single med hjælp fra danske, nutidige digtere

Madley Croft kunne blandt andet fortælle, hvordan hun i en alder af 16 år selv havde været gæst på Roskilde, men var blevet droppet af en pige. “But everything happens for a reason, right?”, sagde hun og smilede, inden hun satte gang i en smuk udgave af nummeret “Performance” fra det seneste album I See You.

Mens Madley Croft og Sim gav plads til de følsomme og indieelskende, tog Smith hånd om de feststemte med basarmen kampklar, og en perfekt bro blev bygget mellem de ellers ofte modstridende retninger. Selvom fyren bag mig ikke fik stillet sin “hit-sult” (måske han blev glad, da “On Hold” blev spillet mod slut), så er jeg ret overbevist om, at han vil huske The xx’s dybt originale koncert som en af de bedste. Det vil jeg i hvert fald.