Foto: PR

Roskilde er klar med en tidlig julegave af det helt store, i form af bookingen af popstjernen The Weeknd.

Tidligere på måneden kunne Roskilde Festival præsentere en kæmpe bandpakke, hvor blandt andre Arcade Fire, Solange og Warpaint blev tilføjet til plakaten. Nu er festivalen klar med endnu et hovednavn i form af popstjernen The Weeknd, med det borgerlige navn Abel Tesfaye. The Weeknd har med albummet Starboy, der udkom i slutningen af november, sit hidtil største albumprojekt i rykken.

Roskildes programchef Anders Wahren udtaler om bookingen: “Vi har været opmærksomme på The Weeknd og hans udvikling i meget lang tid, og det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at han har ligget i toppen af vores gæsters ønskelister i flere år. Han er noget så sjældent som et respekteret undergrundsfænomen, der er forblevet tro mod sin lyd og sin fortid, selvom han nu har udviklet sig til én af klodens største popartister lige nu. Det er virkelig noget unikt for en kunstner, så vi er rigtigt stolte over, at han spiller sin første danske festivalkoncert på Roskilde Festival.”

Koncerten bliver Tesfayes første danske festivaloptræden, og det er også blevet offentliggjort, af han spiller onsdag den 28. juni.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno