Foto: Dustin Condren

De anmelderroste amerikanere spiller i TAP1 den 25. november – og det er med nyt materiale i baghånden.

De tre år, der er gået, siden The War on Drugs udgav det legendarisk gode album Lost In The Dream i 2014, har føltes som epoker, hvis ikke æraer. Med numre som “Red Eyes”, “An Ocean In Between The Waves” og “Under The Pressure” makerede Philly-drengene sig som nogle af de allerbedste udi drømmende, atmosfærisk, alternativ rock, og frontmand Adam Granduciel fik sat streg under sit imponerende talent som sangskriver.

Læs også  Redaktøren: Ni album jeg har hørt på repeat i 2017

Den lange ventetid fik endelig en ende den 22. april i år, på Record Store Day, hvor The War On Drugs slap det hele 11 minutter lange nummer “Thinking of a Place”, som allerede har sat forventningerne til deres kommende album i top. “Thinking of a Place” kan, side om side med resten af gruppens repetoire, snildt udgøre soundtracket til alle dine fremtidige dagdrømmerier, og det er stadig med guitarens mange facetter i fokus, at Granduciel og resten af bandet lader dig forføre.

Med andre ord: hvor er det en glædelig nyhed, at The War On Drugs nu spiller deres første, danske venue-koncert i tre år. Koncerten, der kommer til at foregå i det nye Tap1 på Amager, følger efter gruppens mindeværdige Arena-koncert på Roskilde i 2015, hvor alle overvejelser om i stedet at se Pharrell på Orange blev gjort til skamme.

Læs også  Kelela - Pumpehuset

Du kan læse mere om koncerten og billetsalget her.