Foto: Christoffer Dall
Venue: Store VEGA
Dato: Fredag den 9. juni

Den moderne rocks Bonnie & Clyde var cool, økonomiske og ekspressive, da de med få midler og endnu færre ord spillede bukserne af Vega.

The Kills – Store VEGA
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Det var tale om et beskedent fremmøde i Store VEGA ved aftens start. Dog nåede salen langsomt at blive fyldt mere og mere op af sorte læderjakker, ternet skovmandsskjorter og velorkestrerede lettere tjavsede anderumper. Publikum var klædt på til en omgang dunkel, cool rock’n’roll.

Vi måtte desværre vente på, at opvarmningsbandet Husky Loops gik på 15 minutter for sent. Dette medførte, at der var en lettere tung stemning og slatten energi blandt publikum, da de første trommerytmer endelig forlod bandets del af salen. Dog skulle det vise sig, at den relativt unge trio fra London var mere end godt i stand til at rette op på stemningen og mane til intens rockfest med deres grovkornet garagefunk. De mindede lidt om den der éne, habile funkgruppe fra gymnasiet, bortset fra at Husky Loops havde mere musikalitet i sig, og var i stand til at gå fra loopbaseret funkrytmer til dundrende støjpunk – og tilbage igen. Alt sammen gjort med masser af underspillet charme og finurlighed. Bandet formåede hurtigt at vinde publikums hjerter, og til trods for deres abrupte afslutning, fik de gjort os klar til aftens hovednavn.

Læs også  Port - Port

Den engelsk/amerikanske duo The Kills var desværre nødt til at aflyse deres sidste forsøg på at spille i København, da sangeren Alison Mosshart blev ramt af lungebetændelse i sommeren 2016. Det betød, at det i aften var første gang i ni år, at bandet satte deres fødder på dansk grund. Til gengæld vil jeg vove at påstå, at det var en god del af ventetiden værd, for by god; The Kills dræbte denne aften.

Da bandet indtog scenen (også lidt forsinket), var de på med det samme, og indledte overbevisende og kraftfuldt med ”Heart Of A Dog” fra deres seneste, og i øvrigt meget velskabte, pladeudspil fra 2016 Ash and Ice. Bandet består af Mosshart på sang og sanger/guitarstrafferen Jamie Hince, men i aften også af to livemedlemmer – henholdsvis en trommeslager og bassist/keybordspiller. Det faktum, at The Kills er gået over til at anvende liveband i stedet for deres tidligere karakteristiske brug af en vintage trommemaskine, hverken fjerner eller bidrager særlig meget til sangenes live-format. Numrene er nemlig stadig ganske nedbarberede i deres udtryk og format, hvilket, når alt er sagt og gjort, kun giver sangene mere personlighed og giver bedre mulighed for de to hovedpersoner til at brillere på hver deres instrumenter. Dét, der virkelig bærer aftens koncert, er nemlig udstrålingen og stemningen mellem Hince og Mossart. Mosshart vrider sig rundt på scenen som en (endnu mere) feminin Iggy Pop iført et smil, der på én og samme tid er legesygt, drillende og fandens sexet. Hince er lige så karismatisk og attraktiv på en mere underspillet Johnny Cash-agtig måde. Hans pressens signalerer humor og autoritet. Med hans ekvilibristiske rytmiske guitarspil, sans for at balancere støjudladninger og subtile bluespassager og lejlighedsvise bryden ud i en art breakdance på scenen, formår Hince at kontrollere publikum lige så meget som sin kvindelige modpart. Der er en fantastisk kemi mellem aftens to garagegangstere, og jeg er er overbevist om, at alle i rummet lod sig forføre af begge bandmedlemmers sensuelle swagger og legende eksplosive kemi denne aften.

Læs også  Port - Port

Bandet bød på en velvalgt mængde sange fra deres fem plader lange bagkatalog af lo-fi-klingende gotisk garagepunk. Af højdepunkter kan nævnes den newwave agtige ”Baby Says”, skrigende rå surfrocker ”Whirling Eye”, og den laidback mere melankolske ”Kissy Kissy” – alle eksempler på Mossharts evner som rå femme fatal vokalist, men sandelig også på, hvor velkomponeret og taktfuldt eksekveret Hinces guitarpsil er. Hans lyd er skramlet, faldefærdig og lyder komplet tilfældig, samtidig med, at hver eneste lick lyder velovervejet og udfylder præcis den plads, der er brug for på det pågældende tidspunkt i sangen. Hince har en fantastisk sans for balancen mellem vildskab og afmålthed. Han formår endda at gøre rytmeguitaren til et soloværdigt instrument, og hans fuzzede, rumklangsbefængte rytmiske soli lyder som en hårdfør junky-udgave af Dick Dale. Helt igennem fantastisk cool, økonomisk og ekspressivt spil.

Læs også  Port - Port

Alt i alt leverede The Kills en djævelsk cool og professionel omgang dyster rock tilført masser af legesyghed, spilleglæde og endda ydmyghed – noget af det eneste, bandet udtalte fra scenen, var, da de to gange undskyldte for tidsforsinkelsen. De er tilgivet. Det eneste kritikpunkt, jeg rigtig har, er, at de førnævnte livemedlemmer egentlig gerne måtte have markeret sig lidt mere et par steder i koncerten. Selvom jeg elsker, at det stadig er de lo-fi trommemaskine-beats, der dikterer sangene live, så tror jeg, at The Kills, hvis de gav livemedlemmerne lov til at ’lege’ lidt mere kunne tilføje lidt flere nuancer til lydbilledet. Dette er dog et meget lille kritikpunkt, og koncerten led på ingen måde under dette. Både Husky Loops og særligt The Kills kom, så og dræbte på denne regnvåde aften i Vega.

Anmeldelse