Foto: Ditte Nebeling Jensen

Mandag aften bød på psych-rock, støj-rock, electro-rock – ja rock i stort set alle afskygninger, med britiske The Horrors og spanske Mueran Humanos på Lille VEGA.

The Horrors – Lille VEGA
3.5 Anmeldelse
Anmeldelse

De rockelskende var mødt talrigt op på Lille VEGA, taget i betragtning af, at det var en mandag aften, hvor det danske efterår viser sig fra sin mindst favorable side – vådt, koldt og blæsende.
Indenfor var stemningen lun og den eneste vind stod den hæsblæsende musik for.

Den spanske, alternative rockduo Mueran Humanos varmede op for hovednavnet, og man forstår godt, hvorfor The Horrors har valgt at tage dem med på turné: Som tronende søjler står de foran lyskeglerne på VEGA og buldrer derud af med deres dundrende bas og legende synths – det er elektronisk og råt og deres mørke, støvede riffs kører med et fast beat i mindst 5 minutter ad gangen i bedste krautrock-stil.
Duoen synger på spansk, men det gør ikke noget. Det instrumentale overtager, og selv hvis de havde sunget på engelsk, havde jeg ikke kunnet forstå det alligevel.

Læs også  Pinemoon udsender debutsingle og musikvideo

Ved en 10-tiden går The Horrors langt om længe på for et spændt publikum. Bandet går op, modtager klapsalver på vejen, sætter nummeret i gang og forsanger Faris Badwan kommer løbende ind på scenen i læderbukser og glittertop, så stramt som var det malet på. Referencerne til glamrock-perioden er ikke til at misse.

Meget symbolsk åbnes ballet med “Hologram” – første sang fra The Horrors’ seneste album V, fra september i år. Og det var da også den nye plade, der lagde grundlaget for koncerten.
Briterne lod dog sangene gå langt ud over pladeformatet, og stort set alle sange blev afsluttet med flere minutters instrumental, rå smadder.
Albumlisten fortsatte herefter med “Machine”, hvor der var stroposkoplys og støjrock for fuld smadder, og efter det kom “Who Can Say” – med dets karakteristiske snakkestykke midtvejs.

Stillestående støj

Efter de første tre sange, som alle var fra  fra det nye album, begyndte The Horrors at rode op i deres bagkatalog. Her stod eksempelvis “Endless Blue” fra tredje album Skying med dets uimodståelige blæserstykke som højdepunkt.
Dette midterstykke i koncerten var dog samtidig det, der endte med at trække det hele ned i både energi og niveau. Gennem store dele af alle sange kørte både lydniveauet og lysstyrken i højeste gear, og det havde den modsatte af den ønskede effekt; publikum blev apatiske og stillestående, og støjen overtog lydbilledet på en måde, så det var hæmmende for musikken. Lysshowet var for insisterende, og hvis ikke du allerede havde epilepsi, steg dine chancer for at få det noget så gevaldigt.

Læs også  Frost Festival 2018 annoncerer First Hate og Blaue Blume til minifestival

Fra mit synspunkt klæder det The Horrors bedst, når de lader deres poppede, glamrockede sider skinne igennem, og når støjen giver plads for deres mere melodiøse udtryk.
Der er en grund til, at sange som “Endless Blue”, “Still Life” og en del fra er nogle af deres største hits: Der er luft i kompositionen til at høre alle elementer, samtidig med at rocken og det statiske består – det var under disse sange, at jeg og resten af publikum tydeligt var gladest for The Horrors.

Læs også  Rhye annoncerer nyt album og udgiver singlen "Count To Five"

Gennemført frontmand og ekstatisk afslutning

En helt speciel hyldest og respekt går til Faris Badwan for dog alligevel at løfte dette stillestående midterstykke: Hans fremtræden og udtryk er så gennemført og stilsikkert, at selv hans akavede påfund om at sno sin mikrofonledning rundt om publikum som en lasso og prikke til dem med sit mikrofonstativ ikke falder til jorden men fungerer som gennemførte gimmicks.
Han som forsanger og frontmand formåede at gøre deres udsyrede psych-rock spiselig.

Efter hujen og klap spillede The Horrors ekstranumrene “Ghost” og selvfølgelig V’s største hit “Something To Remember Me By”, hvor man for alvor kan høre The Horrors’ producer og samarbejdspartner Paul Epworths (Coldplay, Adele, Florence and the Machine) påvirkning. Sammensmeltningen af det rå og det melodiøse er perfekt i dette nummer, og heldigvis, selvom det kom alt for sent, fik publikum lov til at få denne blanding og denne perle af et hit med til allersidste tone, hvor The Horrors’ hæsblæsende instrumental-outro gav genlyd i natten.