Foto: PR
Udgivelsesdato: den 25. november 2016
Label: Rubyworks Records

The Funeral Suits – Islands Apart
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Irske The Funeral Suits går hvert til sit, men når lige præcis at udgive deres svanesang på målstregen.

En gang imellem sker det, at man dukker så sent op til festen, at man kun når at få den sidste afskedsdrink, før man igen ledes ud i det ukendte natteliv. En gang i mellem består denne af en lunken håndbajer, andre gange af en kølig gin & tonic. Og Islands Apart, det seneste og sidste album fra irske The Funeral Suits, er måske årets mest velsmagende afsked.
Den irske kvartet har nemlig annonceret, at de i forbindelse med udgivelsen af Islands Apart i samme omgang splitter op, hvilket betyder, at man kun netop kan nå at hoppe på toget, før det kører sin sidste strækning.

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life

The Funeral Suits trækker i et hav af genremæssige retninger, men synes altid at være styret på rette kurs af en dreven og pulserende bas, en evigt tilpassende og uforudsigelig vokal samt et alsidigt brug af synths. Er det poppet? Ja. Er det rocket? Ja da. Kan du danse til det? Uden tvivl. Lyder “Temple” som om, at Ethan Kath fra Crystal Castles har forsøgt sig med rock? Det kan du lige bande på!

Fra den tunge og hjemsøgende “Free Fields” til den mere upbeat og rockede “Chariot” og tilbage til storslåede og fængslende sange som “Kicks” og særligt albummets stærkeste nummer “Breathlessly Waiting”. Der er meget få ting, der ikke fungerer for The Funeral Suits. Og selv når det ikke fungerer fuldt ud, som når “Slow Motion” ikke formår at have samme slagkraft som det øvrige album, går det hele alligevel overraskende godt.

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life

Det største minus ved Islands Apart er visheden om, at der ikke kommer mere fra The Funeral Suits’ kyndige hænder. Det er en fest, jeg er troppet alt for sent op til. En fest, der godt nok er blevet optaget i sin fulde længde, som jeg kan nyde i flere år frem. Men stadig en fest, jeg utroligt gerne ville have været en del af noget tidligere. For mig er dette på én og samme tid et glædeligt møde og et vemodigt farvel.