Foto: HMLTD//Dee McCourt

Den britiske festival The Great Escape er kendt for at præsentere et væld af navne i tre dages rus, hvor man som gæst ping ponger fra det ene sted til det andet, med håbet om at finde cremen af ny musik. Bands of Tomorrow er taget en tur til Brighton med netop dét mål. Følg med her og se, hvordan det går os.

Èn by, tre dage, 450 kunstnere og 3000 branchefolk. Sådan kan man kort opsumere The Great Escape. En festival med enormt mange lag, hvor disciplinen er at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og kunne grovsortere i et heftigt program af upcoming musik fra Europa.

Efter en begivenhedsrig torsdag er vi igen klar til at optage nye musikalske oplevelser.
Vi har ramt festivalens anden dag, og modsat igår titter solen nu frem.

Dagens første koncert er med australske, men Cailifornien-bosatte Hazel English, der spiller ude på Brighton Pier i den brune bodega Horatio’s Bar. Der er lang kø udenfor hele koncerten igennem, og solen står ind af de farvede ruder, der varmer lokalet heftigt op. Til trods for en aflyst færge på vej til festivalen, står English og hendes bandmedlemmer klar på den lille scene.
Musikken er let spiselig og giver referencer til Courtney Barnett, som hun også deler pladeselskab med på Marathon Artists.

Det er svært at sige et ondt ord, for musikken er lækker, og publikum virker glade, men til trods for det, virker koncerten en anelse ensformig og et særligt højdepunkt er vanskeligt at udpege. Potentialet er tydeligt, men repertoiret en kende for farveløst.

Læs også  Brandvarme Dream Wife offentliggør ny EP og slipper singlen "Fire"

Næste levende billede er tidligere Ugens Upcoming, Matt Woods, der står helt alene, stripped-
down på en lille scene i Unitarian Church.

Akustikken er vidunderlig og med Woods’ smukke, skarpe vokal er det en overvældende oplevelse. Hans register er noget for sig, og evnen til at kontrollere det er ikke at sætte en finger på. Musikken er smooth og numre som “In the Dark” og “Blue Skies” sidder lige i skabet.

It would be so depressing to play in an empty chruch,” siger han forpustet og takker os for at være kommet. Selv takker jeg for invitationen.

Efterfølgende vandrer vi ned til strandkanten og hopper ind på Coalition, hvor britiske Dan Caplen skal til at spille, og da han sætter igang kommer der ganske hurtigt referencer til amerikanske John Legend. Der er problemer med lyden, men vokalen er skarp, og bandet er i topform. Der er et snert af jazztrommer tilsat funkbas og R&B-vibes, der ebber ud i et rokkende publikum, og selv bevæger Caplen sig forførende og selvsikkert på scenen.

Coveret af The Streets’ nummer “Blinded By the Lights” frembringer stor glæde blandt de fremmødte, der heller ikke holder sig tilbage med at synge med. Fællesskabsfølelsen er den største set på vores The Great Escape-rejse, og det er en oplagt knude på en gennemført koncert.

Vi nærmer os aftenen og livet summer rundt i Brighton’s gader. Vi mødes med en bekendt fra England, der anbefaler os at se London-baserede HMLTD, hvilket viser sig at være det bedste tip indtil videre.

Læs også  Live Camp 2017: Interview med COUSIN

HMLTD er svær at sætte ord på, for der er ikke noget, de ikke er. Vi står klemt på spillestedet The Haunt, hvor stemningen emmer af brandert, kondensvand og testosteron. Vi har ingen anelse om, hvad der skal til at ske, og selv hvis vi havde, var vi blevet væltet bagover.

Bandet har tydeligvis opnået hype og nærmest ikonstatus rundt på landets små klubber og barer. NME kalder dem “The UK’s most trilling new band”. Vi forstår hvorfor.

Forsanger Henry Spychalski er den vildeste karakter, og meget svær at beskrive. Hans energiniveau er ikke til at hamle op med. Med blåt svenskerhår, læbestift og syrede kontaktlinser ligner han noget taget ud af The Rocky Horror Picture Show.

Ikke et eneste sekund står han stille på scenen og betaget og forvirret over, hvad der egentlig foregår, er der herfra den sygeste respekt over dén preformance. Hvad vi er ude i, genre-wise, er mere end svært at sige. Mixet af punk, garage-rock, techno og hiphop resulterer i et smadret virvar. Det er støjende, hidsigt og liderligt. Og det er lige, som det skal være.

Da koncerten når sin ende, og vi kæmper for at komme til frisk luft, bruger vi lige et par minutter på at suge oplevelsen ind. Natten er ung – er der nogen, der kan toppe det, eller har vi nået klimaks?

Læs også  KarriereKanonen-vindere 2017: Interview med single-aktuelle MOODY

Naturligvis giver vi det et skud og ender på Wagner Hall, hvor det britiske pop-punk band Dream Wife skal til at spille.

Heldet vil ingen ende tage, og vi er endu engang endt til en sickass koncert, der får blodet til at pumpe og hofterne til at svaje. Frontfigur Rakel Mjöll er uimodståelig og med total kontrol over situationen, har hun publikum i sin hule hånd. Vokalen er skarp og hæs, til trods for at hun hopper rundt på scenen.

Mjöll fremstår som et symbol for den rebelske ungdom, der buldrer rundt i Storbritanien, og hun får det til at se ud som en leg. Hun er enormt betagende og dragende at kigge på – særligt under nummeret “Somebody”. Helt ude på scenekanten med overkroppen skyggende ud over publikum messer hun: “I’m not my a body // I’m somebody” ekstremt forførende. Man kan kun forestille sig, at alle i lokalet er blevet en smule forelsket. Det er vi i hvert fald.

Efter en meget begivenhedsrig dag på The Great Escape bevæger vi os ud i nattelivet og afrunder med danske Code Walk på Komedia Studio. Akkompagneret af trippy visuals er det en hypnotiserende oplevelse, og vi er nu godt døsige til at takke af og samle kræfter til i morgen.