Foto: PR
Udgivelsesdato: 2. marts 2017
Label: Nordic Music Society

Den dansksprogede trio, TÅRN, stormer frem på den danske musikscene. Kun et år efter debutpladen landede, udgav de i start marts deres andet album, som er et poetisk, velskrevet og gennemarbejdet pop/rock-album.

TÅRN – Velkommen Indenfor
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Det har været svært for mig at sætte ord på TÅRNs andet album Velkommen Indenfor, for ikke selv at blive en kliché eller, værre, at gøre bandet til én. Den danske fremadstormende pop/rockgruppe er nemlig ikke nytænkende eller revolutionerende, som man ellers kunne forestille sig, den store hype omkring dem, taget i betragtning. Til gengæld gør de noget, som jeg vil mene er endnu vigtigere: de ser tilbage på populærmusikhistorien, anerkender og henter inspiration fra andre dygtige kunstnere og skaber et gennemarbejdet pop/rock album, der fungerer som et pusterum i en moderne elektronisk-domineret populærmusikkultur.

Dét som virker rigtig godt for TÅRN på albummet Velkommen Indenfor er netop denne tilbageskuen til en tid og bestemt tankegang, hvor albumformatet er af betydning og får de enkeltstående numre til at fremstå i en større helhed. Albummet er godt sammenhængende, og både musik og tekst er velskrevet og interessant at lytte til. TÅRN formår at tage det bedste fra 70’erne og 80’ernes danske pop/rock-musik ala Rugsted & Kreutzfeldt og Sebastian, for at krydre det med med en moderne lyd af bløde, melodiøse synthesizers. Det er forsøgt før, af for eksempel Bisse, Ulige Numre, Aksglæde og Blå Nætter, som alle hører den dansksprogede ‘poetiske’ pop/rock-kategori til, men TÅRN gør det med en oprigtighed, som virker på mig.

Læs også  King Krule - The OOZ

Albummets højdepunkter er numre som “Du Tror, Du Ser”, der tidligere er blevet udgivet som single, og den enkle “Hun Skulle Have Sagt”, der har gode akkordprogressioner og et fokus på stemning, tekst og vokal. Ligeledes er kærlighedssangen “En Som Dig” et af mine personlige højdepunkter, særligt fordi den formidler denne her velkendte lyd af ældre dansk musik, men også teksten og vokalen kommer til sin ret. Det er gennemgående på hele pladen, at teksterne på flot vis er nemme at forstå og samtidig formidler store følelser igennem stilfulde metaforer:

“Hvis jeg virker fjern og uden retning, så prøv da at forstå. Mine tanker vandrer gennem dale, dem kan jeg stole på, men jeg har brug for en som dig,” synger forsanger Erik Apollo på “En Som Dig”, og fortsætter: “På den anden side danser stjerner i den blanke sø, jeg vil fange dem men hvert forsøg, det ender nytteløst, for jeg har brug for en som dig”.

Læs også  St. Vincent - MASSEDUCTION

Vokalen er uprætentiøs og Apollos artikulation klæder stilen, og er ikke søgt, men ærlig. Den er ‘lige ud af landevejen’, som jeg bedst kan lide (især herre-) vokaler.

Albummets svagheder er i mine øjne, når lyden bliver for ‘rocket’ som på “Nu Starter Vi” og “Prøv Nu at Se”, hvor melodi og akkorder bliver tilsidesat til fordel for længere instrumentale, lidt kedelige passager. Til gengæld virker det godt i den helhed, numrene skal ses i, og med det smukke afslutningsnummer “Den Som Alting Drejer Sig Om”, binder TÅRN-drengene alle albummets ti forskellige sange flot sammen. Nummeret lægger ud med en enkel besætning og fokuserer på tekst og harmonier, men gennemgår en elegant, dynamisk udvikling og ender for eksempel ud i et instrumentalt guitar-stykke i bedste Kashmir-stil.

Læs også  King Krule - The OOZ

Innovativt eller ej, så er jeg jeg er en sucker for ambitiøst musik og velarrangerede numre, der lyder af en tid, jeg gerne ville have levet i, hvor den klassiske rockbesætning udgør grundsubstansen og albumformatet lever i bedste velgående. TÅRN har med sit andet album Velkommen Indenfor formået at skabe et sammenhængende, velskrevet pop/rock album, som skaber et pusterum i en moderne elektronisk-domineret populærmusikkultur, og hvor pop og rock smukt forenes på afslutningsnummeret.

Anmeldelse