Foto: PR
Udgivelsesdato: 28. april 2017
Label: Loma Vista Recordings

Amerikanske Sylvan Esso er tre år efter debuten tilbage i indiepoppet topform, og det er en fornøjelse at lytte What Now igennem. Igen og igen. 

Sylvan Esso – What Now
5 Anmeldelse
Anmeldelse

Sylvan Esso’s første album Sylvan Esso fra 2014 gjorde musikverdenen opmærksom på, at det ukendte navn, som får enhver til at tænke: ”undskyld hvad?”, var værd at notere sig og holde et vågent øje med for fremtiden. Her tre år efter, som for mange – herunder undertegnede – har føltes som uendelig lang tid, er bandet endelig tilbage med ny forkælelse til øresneglene. Den her gang i form af albummet What Now, som har bekræftet, at idéen med at skrive sig bandet bag øret har været en strålende idé. Bandets nye album skuffer ikke. Tværtimod – med en tyk streg under.

Allerede ved udgivelsen af den første single, ”Die Young”, gav Sylvan Esso en smagsprøve på, hvad man kunne forvente af den kommende plade. Bandet har fortsat, hvor de slap – og så har de suppleret med nye elektroniske vibes, der gør den i forvejen catchy indiepop endnu mere catchy. Det kan især høres på de to første singler, ”Die Young” og ”Radio”, hvor forsanger Amelia Meath for alvor slår sig løs og giver alle en lektion i, hvordan et stemmebånd skal bruges.

Læs også  Udengrund - Tomme Pladser

Vokal, der sparker røv

Noget af det første, jeg bemærkede på bandets første album, var da også forsanger Amelia Meaths knivskarpe vokal. Jeg kunne frygte, at det var en enlig svale. Til bandets koncert i København tilbage i maj 2015, hvor de lagde et smut forbi Pumpehuset, blev jeg imidlertid bekræftet i, at stemmen kan noget, mange andres ikke kan. På album såvel som live.

Det gør sig bestemt også gældende på What Now, hvor Amelia Meath viser den bedste side af sin gåsehudsfremkaldende, elegante stemme. Uanset numrenes hastighed er den perfekt balanceret og hverken for høj eller for vag. Sagt på godt (uformelt) dansk sparker vokalen røv, og det er netop en sådan røvsparkende vokal, der gør det muligt at sætte sig behageligt til rette i en stol og nyde samtlige numre fra What Now.

Afbalanceret tempo albummet igennem

Amelia Meath bidrager med den imponerende vokal på sangene, mens arkitekten bag sangene (produceren, red.), Nick Sandro, danner det tekniske grundlag for, at Amelia kan udfordre sine lungers kapacitet. Modsat første album, hvor Nick Sandro på flere numre fik sat sit præg ved at bidrage med energiske elektroniske vibes og kørt tempoet op, er det gennemgående for What Now, at sangenes tempo i højere grad er stabiliserede og ikke varierer for meget fra hinanden – om end indholdet af elektroniske vibes fortsat er rigt. Dog fremstår indholdet af disse vibes mere behersket end første album, hvilket bestemt klæder produktionen.

Læs også  J Hus - Pumpehuset

Det er kun på nummeret ”Kick Jump Twist”, at tempoet peaker og adskiller sig betydeligt fra albummets øvrige numre. Det generelle, mere stabile, tempo fratager nu ikke albummet sin dynamik, men gør det derimod mere sammenhængende og stilbevidst at lytte igennem. Det klæder What Now og er ligeledes med til at fremhæve Amelia Meaths vokal, hvor numrene ”Slack Jaw” og især ”Rewind” for alvor er med til at udskille hjernens indhold af dopamin og få smilet til at brede sig. Det er ikke mange album, der kan det, men What Now kan, og det gør det til en fornøjelse at lytte igennem. Igen og igen.

Læs også  Blaue Blume - Sobs (EP)

Uundgåelig begejstring

Som det nok kan fornemmes på baggrund af ovenstående, er jeg nødt til at lægge mig ned på alle fire og blot anerkende Sylvan Esso’s nye album. Bandet har endnu engang taget mig med storm og har stort potentiale til at gøre det med alle andre, der godt kan lide indiepop med elektroniske vibes. Fem ud af Fem. Uden tvivl.

Anmeldelse