Foto: Nedda Afsari
Label: Loma Vista Recordings
Udgivelsesdato: Fredag den 13. oktober 2017

St. Vincent beskriver MASSEDUCTION som et album om død og pinsler, der beskriver et samfund fyldt med piller, ligegyldighed over det menneskelige og et behov for at kontrollere, hvordan mennesker opfører sig, og hvordan de ser ud. Det er et dystopisk verdensbillede St. Vincent præsenterer på albummet, og det virker som en naturlig udvikling, der har været undervejs set i lyset af hendes tidligere udgivelser.

St. Vincent – MASSEDUCTION
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

St. Vincent har aldrig været ræd for at forsøge sig med forskellige stilretninger og udtryksmåder. Blandt andet har hun lavet albummet Love This Giant med David Byrne, hvor konceptet var, at musikken først og fremmest skulle skrives til et blæserorkester. Her i 2017 er St. Vincent klar til at prøve noget helt nyt med MASSEDUCTION, der er væsentlig mere poppet end nogen af de andre udgivelser, vi før har hørt.

På udgivelsen MASSEDUCTION har St. Vincent arbejdet med blandt andre Bleachers’ Jack Antonoff, der før har været med til at skabe hits sammen med Taylor Swift, Lorde og Pink. Trommerne er isoleret og elektroniske, og der er et væld af elektroniske lyde og effekter, som St. Vincents stemme og instrumenter bliver puttet igennem. Antonoff har derfor klart sat sine fingeraftryk på en del af St. Vincents sange på det nye album. Der er dog et stort men. For man kan høre, at St. Vincent er kommet med sine alternative idéer til musikken, hvor hendes genkendelige guitarlyd blandt andet får lov til at komme igennem. Dette kan man høre på et nummer som “Pills”, som oprindeligt er skrevet som en reklame-jingle, men som skifter over til at have hendes guitarriff i frontsædet.

Læs også  PREMIERE: Bad Birthday udgiver psykedelisk musikvideo

Dette guitarriff præsenterer også et andet aspekt af den nye lyd, som St. Vincent præsenterer sine fans for. Guitaren er skruet ned i mikset og har en blødere lyd end før, og popklichéer, optræder også i albummets produktion fra tid til anden. Men det ville være forkert at sige, at St. Vincent er gået pop eller har ‘solgt ud’ til et mainstream publikum, for hun har hele vejen igennem formået at bevare sin helt særlige “St. Vincentske” lyd.

Man kan nærmest sige, at hun putter sine følelser og overbevisninger gennem et popkulturelt og popæstetisk udtryk, og at denne lyd lader til blot at være det næste skridt for St. Vincents musikalske rejse, der ikke diskriminerer mellem genrer, men ser en værdi i dem hver især.

Lyden er især markant anderledes i forhold til hendes selvbetitlede udgivelse fra 2014, der var væsentlig mere rocket og fyldt med tunge riffs og synthstemmer. Det visuelle udtryk på de to albums er også vidt forskellig. Hvor St. Vincent kunne sige at være en kølig androide-profet der bevægede sig rundt i pastelfarver på hendes forrige album, går hun nu rundt i leopard- og toiletkostumer omgivet af neonfarver i diverse musikvideoer. Det er meget interessant, at hun, efter hun vandt en Grammy for årets alternative album, går i en helt anden retning, både musikalsk, men også i præsentationen af hendes St. Vincent-persona.

MASSEDUCTION er blevet til hen over mere end et år, der har været fyldt med død og pinsler for St. Vincent. Selv beskriver hun albummet som en “dominatrix at the mental station”, hvor temaerne handler om sex, død og tristhed. Der er rigtig mange ting at tage fat på, men det handler hovedsageligt om kontrol, hvad end det er seksuelt eller tillokkende på et stort plan (politisk) eller på et meget mindre plan, mellem mennesker, og det handler om, hvordan dette fører til menneskets nedtrykthed. Albummet er absurd og kontrær til meget af det, man kan lytte til, men hun formår gennem personlige beskrivelser at komme med social og kulturel kritik af samfundet i dag, hvilket er super imponerende. Den episke “Los Ageless” handler for eksempel om, hvordan Hollywood kontrollerer unge skuespilleres ungdom.

Læs også  Frost Festival 2018 annoncerer First Hate og Blaue Blume til minifestival

Min eneste anke er, at nogle af de socialpolitiske og kulturelkritiske kommentarer ikke altid bliver helt så dybe som andre. Derudover synes jeg, at det er en skam, når jeg på enkelte af sangene ved, hvad den handler om blot ved at læse sangtitlen. “Pills” er eksempelvis en negativ skildring af pilleindustrien.

Læs også  Ugens Upcoming: Fieh

Fra lavpunkt til højdepunkt: Min egen favorit på albummet er “Happy Birthday, Johnny”, der skiller sig væsentligt ud fra de andre numre ved at være meget nedbarberet i forhold til instrumenter. Det eneste, der får lov til at være på sangen, er St. Vincents stemme og et elektrisk klaver, der sammen med teksten giver den en meget intim stemning. Johnny er en figur, der har præget St. Vincents musik i lang tid (blandt andet på sangen “Prince Johnny”), og nummeret skiller sig markant ud fra de andre sange ved ikke at råbe højt op om sig selv.

Hvad der overordnet binder alle sange sammen på trods af, at de af og til kan forekomme fragmenterede og ikke særlig sammenhængende, er, at de alle behandler manglen på kontakt med mennesker. Og kernen i albummet er, på trods af dens mange neonfarver og gale storladende omkvæd, meget trist og sårbar.

Æstetisk har St. Vincent ændret sig meget. Guitarvirtuosen med rockstjerneprofilen, har skiftet lyden ud med storladne melodier, omkvæd og selvanerkendende popklichéer, mens hun stadig fastholder sin ‘bigger-than-life’-persona. MASSEDUCTION fanger en genial og til tider gal kunstner, der skaber en futuristisk og artpoppet lyd. Det ville ikke undre mig, hvis St. Vincent gik fra at have en kultstatus til at have et bredere publikum med den nye udgivelse – dog uden at gå på kompromis med sine kunstneriske visioner. For så god er St. Vincent.