Foto: Rune Ekelund

Det 10 mand store orkester, Spöket i Köket, havde fået tjansen at lukke Folk Spot-scenen (bedre kendt som Klubscenen) denne lørdag aften. Kombineret var der over 20 instrumenter på denne lille scene pakket sammen med de 10 personer med forskellige nationaliteter.

Spöket i Köket – Tønder Festival 2017
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Spöket i Köket, oversat til Spøgelse i Køkkenet, er et massivt ensemble af klassisk-inspirerede folk-musikere fra både Sverige, Belgien og Danmark. De spiller nordisk, traditionelt folk-musik med aner fra blandt andet også canadisk folkemusik.

Koncerten startede stille ud, hvor hvert medlem spillede sig selv varme. Selvom der ikke var meget plads på scenen, formåede alle at virke sprudlende af energi. Energien smittede da også af på publikum, og bandet skabte grobund for fællesklapning en masse.
Det er et af de karakteristika, som Tønder Festival har. Udover at være en stille festival – forstået som at publikum næsten ikke snakker under koncerterne, så er det også fællesklapning, der viser publikums entusiasme for koncerten.
Når den gennemsnitlige aldersgruppe også er højere end de fleste festivaler i Danmark – og der er tilbudt siddepladser ved alle scener – er det ikke altid, at man skal forvente, at de ældre smider stokken eller rolateren og danser som en nyforelsket teenager.

Musikken var solidt performet af alle musikerne på scenen. Hvad der virkelig var formidabelt ved koncerten var gruppens opbygninger af de forskellige kompositioner. Det startede stille ud med violin og guitar for derefter at inkorporere alle de mange instrumenter, inden det endte i en eksplosion af høj lyd. Og det var faktisk overraskende og forundrende, at klassiske og analogiske instrumenter kunne skabe en så høj (og god) lyd. Spöket i Köket er ikke bare et band. Det er et vaskeægte orkester.

Læs også  Ariel Pink - Dedicated to Bobby Jameson

Det var dog ikke altid, at koncerten var helt oppe at ringe. Det sås ofte, at de stille passager fik publikum til at miste fokus, og i nogle tilfælde, forlod folk teltet. Det blev også lidt for trivielt til tider. Men jeg må være ærlig at indrømme, at det nok havde lige så meget at gøre med den problemstilling, jeg møder, når jeg har hørt klassisk, traditionel, nordisk folkemusik i et par dage: det skal helst skille sig ud fra normen. Det gjorde Spöket i Köket også til dels, men det var mest af alt for deres massive størrelse og massive lyd.