Foto: Isabell N. Wedin

Den 22. maj får København besøg af den norske musiker Sondre Lerche, hvis lange karriere har budt på alt lige fra jazz- og rockalbum til filmmusik og pop. Vi har taget en god, lang snak med den koncert- og albumaktuelle kunstner.

Komponist, sanger, guitarist, sangskriver – norske Sondre Lerche tager mange hatte på, når han gør det, han er bedst til: at lave musik. Han har efterhånden også haft meget tid til at udvikle sit talent, for han startede tidligt. I en alder af blot 16 år udgav han sit anmelderroste og anerkendte debutalbum Faces Down, som blandt andet skaffede ham en Spellemannpris (den norske Grammy) for ‘Årets Nykommer’, og blev startskuddet til en lang, farverig og omfangsrig karriere. En karriere, der blandt andet inkluderer optrædener hos David Letterman, turnéer med acts som A-Ha, Air og Elvis Costello og så det, det hele handler om: hans række af imponerende mange, alsidige albums, som igen er blevet længere med udgivelsen af det ottende album Pleasure i marts.

Jeg fangede Sondre Lerche under dette års by:Larm Festival i Oslo, og det blev blandt andet til en snak om hans nye album, om at begå sig i musikindustrien og om at udgive sit ottende album i en tid, hvor der er snak om, at albumformatet er døende.

Vi har aftalt at mødes på det fornemme Hotel Bristol i hjertet af den norske hovedstad. Jeg kommer direkte fra lufthavnen og slæber min bagage rundt i byen for at finde hotellet. Da jeg når frem byder en piccolo i fin uniform mig velkommen, og tilbyder mig et glas vand (med is selvfølgelig), inden han viser mig hen til Sondre Lerche og hans manager, der spiser frokost i hotellets restaurant. Det er en dejlig åben og imødekommende Sondre Lerche, der hilser på mig, og for at være helt ærlig, så har jeg sjældent følt mig så afslappet og godt tilpas i så fornemme omgivelser. Restaurantens huspianist slår sin første stemningssættende tone an, stort set i takt med at jeg får sat min optager i gang.

Nå, kan du fortælle mig lidt om dit nye album – du har jo ry for altid at præsentere noget nyt og anderledes?

“Ja, det er en plade, jeg har indspillet over de seneste tre år, så den overlapper på en måde mit sidste album [Please, red.]. Der er nogle sange på albummet, jeg egentligt havde tænkt skulle være på Please, men som jeg begyndte at indse hørte til i fremtiden. Så jeg fortsatte med at indspille og samle sangene, som på en måde blev symbolet på en ret rastløs og intens periode af mit liv, hvor jeg var i et limbo mellem ikke at kunne kigge tilbage og heller ikke kunne kigge for langt fremad. Jeg var bare her og nu på godt og ondt, så mange af sangene blev meget rytmiske og groovie. I stedet for at tænke for meget, ville jeg gerne bare skrive noget fysisk musik, man kan danse til, reagere på, råbe og skrige til. Det er meget bombastisk musik, og det er, hvad jeg havde brug for at få ud.”

Nu er Pleasure jo det ottende album, du udgiver. Bliver du egentligt nogensinde nervøs op til release?

“Altså egentligt ikke. Jeg er spændt på at se, hvad folk tænker. Jeg har altid været ret hård mod mig selv på sådan en måde, hvor jeg, før jeg deler musikken med nogen, skal føle virkelig stærkt omkring det at ville dele den. Jeg prøver at forestille mig, at selv hvis jeg sender det ud, og hele verden siger, at det stinker, så kan jeg stadig håndtere det! Jeg ville selvfølgelig nok være ked af det, hvis hele verden afviste det, men jeg prøver at spørge mig selv, om det er noget, jeg virkelig har lyst til at dele. Kan jeg forsvare, at jeg sender det ud i verden, selv hvis verden siger: ‘Oh please, nej! Vi gider ikke have noget af dit lort’? Så det prøver jeg at tænke, og så håber jeg på det bedste!”

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 49

Og hvad så med de sange, vi aldrig hører, fordi de ikke kommer med på pladen? Er du nogensinde ked af, at de ikke klarede den?

“Ja, jeg har det nogle gange ret dårligt med det, fordi jeg føler, at jeg kunne have behandlet sangene bedre. Måske indspillede jeg et nummer, uden det var godt nok. Måske kunne jeg ikke synge den rigtigt, jeg failede sangen på en måde, og så mister den bare momentum. Jeg er også sikker på, at nogle af de sange, jeg ikke har udgivet, kunne have været mere kommercielle og succesfulde ende noget af det, jeg rent faktisk udgiver. Så du er ikke altid den bedste til at bedømme dit eget arbejde, men jeg bliver nødt til bare at gøre, hvad jeg føler mig motiveret til. Og det fører mig alle de her underlige steder hen og til meget forskellige albums, meget forskellige udforskninger af lyd. Og hvis jeg ikke gjorde det, så tror jeg ikke, at jeg ville have nok motivation til at gå i krig med musikken.”

Føler du nogle gange, at du bliver nødt til at tænke kommercielt med din musik?

“Ikke specifikt, men jeg er bevidst omkring det. Jeg kan godt lave en plade og føle, at den er god, men at vi mangler de her to sange, der kan være gode singler. Jeg kan godt lide gode singler, men hvad der er en god single for mig, er jo ikke nødvendigvis et verdensomspændende hit for andre, hvis du forstår? Jeg har ingen idé om, hvad der i virkeligheden er kommercielt. Nogle folk har sagt til mig: ‘Det her [Pleasure, red.] er din mest kommercielle plade, fordi den lyder en smule moderne’. Men ‘kommercielt’ implicerer, at det rent faktisk er populært, og det ved man først, når albummet er ude. Men jeg gætter på, at det folk mener er, at det lyder mere nutidigt på en måde. Men jeg ved slet ikke, om det er, hvad folk ønsker fra mig. De sidste to sange, jeg skrev og indspillede til albummet var også de første to singler, og jeg husker, at jeg tænkte, at albummet var fedt, men at jeg manglede to sange. Jeg manglede en god åbningssang, så jeg indspillede “Soft Feelings”, fordi jeg havde brug for et nummer, som føltes som et ‘mission statement’. Og så ville jeg have en form for god, varm pop-single, som var “I’m Always Watching You”. Så jeg sætter mig ikke ned og tænker, at nu skriver jeg de her sange specifikt til dét, men jeg vidste, da jeg skrev dem: ‘Oh! det her kunne være de to sange, jeg mangler’.”

Der er jo meget snak om, at albumformatet er på vej ud. Hvordan ville du håndtere det, nu du har dit ottende album på gaden?

“Jeg tror ikke, at det behøver være sådan. Jeg tror, at folk har ret i, at mange ikke vil bekymre sig om, om du udgiver et album eller en single, men hvis albumformatet har betydning for dig som musiker, så kan du stadig udgive et album. Jeg har også et indtryk af, at mine lyttere godt kan lide albumformatet, for de er meget interesserede i musik, og mange af dem er sådan: ‘Nok med de singler! Jeg vil vente på, at jeg har hele pladen!’, og det værdsætter jeg virkelig. Så jeg vil udgive album, så længe det betyder noget for mine fans og jeg – og det gør det, for det er den sidste mulighed, jeg har for at skabe en sammenhæng, mine sange kan leve i. Efterfølgende kan folk skille dem fra hinanden og putte dem på playlister, og det har jeg ikke noget imod. Men jeg kan godt lide at have den sidste mulighed for at sige: ‘Okay, det er sådan her, jeg arbejder. De her sange hører sammen, og de skaber en form for narrativ, som giver mening for mig, og som fortæller verden et eller andet, der er vigtigt for mig.’ Men det skifter hele tiden, tror jeg. Jeg tror ikke, at albummet vil dø. Det vil komme og gå alt afhængigt af teknologien og folks lyttevaner og behov, der ændrer sig hele tiden. Lige nu sælger jeg for eksempel flere vinyler, end jeg nogensinde har gjort før.”

Læs også  Vera: "Jeg er ikke interesseret i at lave ”feel-good” musik"

Har det været vigtigt for dig igennem tiden at holde dig opdateret på, hvad der generelt sker i musikindustrien?

“Ja, i hvert fald de seneste 10 år. Da jeg startede med at skrive musik for mange år siden, var jeg signet til et major label. Jeg var meget ung og havde en masse folk, heldigvis gode folk, der havde mine bedste interesser, som tog sig af det hele. Men på 10 år er der sket meget, især fordi formaterne har ændret sig med digital musik, streaming og så videre, så jeg indså, at jeg var bedre stillet ved selv at være i kontrol over min egen karriere og albums. Det betød blandt andet selv at finansiere mine albums og udgive dem. Så de seneste 10 år har været en stigende læringskurve, for der er meget, man skal lære. Og så er jeg jo også blevet ældre. Man accepterer, at: ‘Shit! det her er min lille forretning’, hvis du forstår? Først og fremmest er jeg selvfølgelig en artist, så jeg skriver ikke mine sange for, at de skal være succesfulde og en forretningsinvestering. Men jeg har været så heldig at have et publikum at kommunikere med, så jeg vil gerne gøre det rigtigt og blive ved med at holde det her kørende.
Jeg tror, når man starter med at lave musik, at nøglen er at finde folk med gode skills, som forstår, hvem du er, eller hvad du forsøger at lave. Og det kan være svært, især hvis du er meget ung. Jeg var heldig at finde en masse gode folk, og har stadig folk, jeg stoler på, og som jeg kan rådgive mig hos. Og jeg har musikere, jeg spiller med, som også har en masse tanker omkring musikken, som jeg også vil lytte til.”

Hvordan fandt du i sin tid selv et hold af folk, du stolede på?

Jeg tror, at det vigtigste for mig, i begyndelsen før mit første album, var at finde kreative mennesker. Så jeg mødte en producer, som jeg så op til, og som virkelig tog min musik seriøst, da jeg var omkring 13-14 år. Han lod mig komme forbi studiet, så jeg kunne føle mig hjemme der, og han endte med at producere mine to første albums. Han introducerede mig så til alle de her musikere, så for mig startede det med de kreative, spørgsmål, hvilket var virkelig vigtigt for mig: Hvem er du? bliv komfortabel med, hvad du gerne vil, hvordan du kan gøre det, og hvem der er de mennesker, du føler dig sikker på at gøre det med? Så har du et stærkt, klart udtryk. Det tager lang tid at udvikle. I begyndelsen prøvede jeg at lyde som alle andre, eller i hvert fald at flygte fra at lyde som mig selv. Indtil jeg indså, at det faktisk var godt, at jeg lød som mig selv, for det var det eneste, som ikke allerede var taget.”

Læs også  Frost Festival 2018 annoncerer First Hate og Blaue Blume til minifestival

Så udover at lyde som dig selv, har du så et godt råd, du har fået i løbet af din karriere, som du gerne vil give videre?

Mange af de råd, jeg har fået har handlet om at være stædig. Du ved… når du kommer i kontakt med industrien, så lad være med at lade dem tro, at de kan kidnappe din ting. Du bliver nødt til at lave noget, du kan stå bag, uanset hvilken modtagelse, det får ude i den virkelige verden. Det føles nemt at gå på kompromis. Du tror, at de folk, som bad dig om at gå på kompromis, ved bedre, og ved, hvad de har gang i. Men det meste af tiden har de ingen anelse. De gætter bare: ‘Her, det vil være bedre for dig, hvis du har det her tøj på til photo shoot, dit omkvæd vil være bedre, hvis du fjerner denne her guitar’. Når du er ung, tror du, at alle, der kommer med forslag til din musik ved bedre end dig: ‘Okay, hvis jeg gør det her, så vil jeg have mere succes.’ Men det er et gættespil. Så du bliver nødt til at stole på dig selv, for det er, hvad der kommer til at føles bedst. Du kan selvfølgelig altid lytte til råd fra folk med gode intentioner, men hvis du laver noget fra din egen vilje, og det går godt, så kommer det også til at føles godt: ‘Yeah, jeg ville have, at det skulle være sådan her, og det virkede!’. Og folk vil respektere dig og lytte til dig næste gang. Så jeg tror, at det er nemt at antage, at alle ved bedre end dig, men ingen ved noget som helst. Det er et mysterie. Ingen ved noget, og det er cool. Det er det, der gør det sjovt.

Her til sidst: Har du et spørgsmål, jeg skal stille dig?

“Åh Gud! Det ved jeg ikke! Jeg kan godt lide at lave interviews og jeg elsker at få stillet spørgsmål og tale om de her ting, som har betydning for mig. Men jeg føler altid, at jeg taler for meget. Jeg vil have, at alle skal forstå fuldstændig, hvad jeg siger, forstår du? Så jeg føler allerede, at jeg har talt for meget. Men hvad kunne det mon være, jeg gerne vil spørges om… Nej. Jeg kan ikke komme på noget!”

Min gamle chefredaktør stillede engang det spørgsmål til en britisk artist. Han ville gerne spørges om, hvor hårdt det i virkeligheden er at være musiker…

“Det er virkelig et smukt og ærligt spørgsmål at stille. Eller altså at sige: ‘Spørg mig, hvor hårdt det her er, for det er virkelig hårdt’. Og det er det virkelig. Selv hvis du har en lille smule succes, og du har mulighed for at leve af det, så er det bare et virkelig mærkeligt job at have og at bibeholde. Det er ikke for alle. Det er virkelig hårdt. Wow, det er virkelig et godt spørgsmål. Og alle jobs er hårde, og livet er hård. Deal with it!”

Ja, det lyder ret hårdt. Din tourplan ser i hvert fald rimelig vild ud…

“Ja, haha! Vi kommer til København, det bliver sjovt. Men ja, det er meget hårdt. Der er mange, der spørger mig: ‘Så hvordan gør du det? Hvordan bliver du ved med at gøre det?’ Og her, efter 16 år med den karriere, ved jeg det stadig ikke. Jeg har altid lavet, hvad jeg har drømt om at lave. Og det føles næsten uansvarligt at anbefale det til nogle andre, men det er, hvad jeg har gjort.”

Du kan som sagt opleve Sondre Lerche mandag den 22. maj 2017 på Ideal Bar i København