Foto: Henrik Moberg Jessen
Udgivelsesdato: Fredag den 9. juni 2017
Label: Indisciplinarian

Solbrud regerer stadig fra den danske black metal-trone. Men man savner til tider fordums storhed.

Solbrud – Vemod
3.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Navnet Solbrud burde efterhånden klinge velkendt i de fleste danske metalfans ører. Særligt med udgivelsen af deres andet album, Jærtegn, i 2014, slog bandet sig fast som værende bannerførere for ikke blot dansk black metal, men dansk metal i al almindelighed.

Med deres evne til at skabe atmosfærdiske lydlandskaber, der uden problemer strakte sig langt ud over de 10 minutter, tog Solbrud mageligt plads på den danske black metal-trone. Og de har siddet der lige siden uden at have mødt større modstand.

Læs også  Udengrund - Tomme Pladser

Opskriften er stadig den samme. Ole Luks forpinte vokal tager lytteren gennem et lyrisk skyggeland opbygget af Troels Hjorts uopslidelige og taktfaste trommespil, alt i mens Luk og Adrian Dietz’s melodiske og atmosfæriske guitarspil maler alle landskabets nuancer.

Det er en opskrift, vi har set før, men Solbrud har efterhånden formået at forfine den til en sådan grad, at selv de mindste ændringer kunne vise sig at blive altødelæggende.

Fra udgivelsen af debutalbummet og til opfølgeren var der sket et kvantespring for bandet. Kompositionerne, progressiviteten og kreativiteten havde vokset sig mastodontisk store, og man sad tilbage med følelsen af, at man netop havde bevidnet noget historisk.
Helt samme følelse sidder man ikke tilbage med, efter at have været en på rejse gennem bandets tredje album, Vemod.

Solbrud træder sjældent ved siden af, og det gør de bestemt heller ikke her. Som lytter efterlades man bare ikke med samme frygtindgydende følelse, som det før har været tilfældet. Der mangler det massive hovedværk, hvis styrke ville kunne få selv den svageste sjæl forbi Cerberus, ud gennem Hades’ porte og tilbage til livet. Et værk, som det var tilfældet med “Klippemennesket” fra Jærtegn.

Læs også  J Hus - Pumpehuset

Det tætteste, vi kommer herpå, er den på en og samme tid både smukke og dystopiske “Forfald”, der, når den er allerbedst, tangerer til det mesterlige.

Nu kan det måske komme til at lyde som om, at Vemod slet ikke er så godt et album igen. Men det er det. Det er hamrende godt. Det lader blot til, at den rivende udvikling, bandet var igang med, er sat på halvt tempo, og det er en skam, når man kun kan fantasere om de umenneskelige højder, bandet førhen har nået og stadig har potentiale til at overgå.

Læs også  Blaue Blume - Sobs (EP)

Men Vemod er trods alt et album fra Solbrud. Og det navn er et kvalitetsstempel, man indenfor dansk metal hverken må, kan eller skal undervurdere.

Anmeldelse